Før den 29. oktober 1997 kendte John Lambert og Andy Boschma kun hinanden gennem den lokale bowlingliga i byen Ypsilanti i delstaten Michigan. Da Boschma hørte, at Lambert i tre år havde stået på venteliste til en ny nyre, tilbød han at donere en af sine egne, og snart lå begge mænd på operationsbordet.
Et foto i den lokale avis afslører forskellene på de to amerikanere: Lampert er 64 år og hvid, Boschma er 33 år og sort. De tilhører forskellige generationer, forskellige racer og forskellige professioner. Det afgørende i historien om Boschmas uselviske gave til den nærmest fremmede Lampert, påpeger den amerikanske politolog og samfundsforsker Robert Putnam, er, at de to mænd bowlede sammen.
Den på én gang særegne og hverdagsagtige fortælling fra Ypsilanti stammer fra Putnams berømmede bog Bowling Alone, der ved udgivelsen i 2000 trak store overskrifter i USA for sin analyse af samfundets voksende atomisering. Bogen vakte også opmærksomhed i Danmark, hvor den ofte refereres i den værdipolitiske debat om samfundets sammenhængskraft.
LÆS OGSÅ: USA er et fremmed land
Ifølge Putnam, der af den britiske avis Sunday Times er blevet kaldt den mest indflydelsesrige akademiker i verden i dag, engagerer moderne mennesker sig stadig mindre i civilsamfundet og isolerer sig i stigende grad fra hinanden. De traditionelle brobyggende fællesskaber er under pres. Eller som bogens titel antyder: Hvor folk tidligere bowlede i foreninger, bowler de fleste i dag hver for sig.
Og når de sociale netværk, der forbinder mennesker som John Lampert og Andy Boschma, svækkes, går det ud over den kollektive tillid, tryghed og solidaritet, fremfører Robert Putnam, der er professor i offentlig politik på Harvard-universitetet i Boston og i næste uge gæster Danmark, hvor han deltager i Aarhus Universitets store MatchPoints Seminar.
Netværk er vigtige, fordi de får os til at følge generelle retningslinjer om gensidighed og redelig adfærd, hvilket gør det nemmere for os at løse kollektive dilemmaer. Men i løbet af de seneste 50 år er der sket det, at betydningen af begrebet vi er blevet mere og mere snæver, og vi identificerer os mindre med vores næste. Amerikanerne har altid været individualistiske, men i dag er pendulet svinget helt op i en ekstrem. Og det er dybt bekymrende for samfundets sammenhængskraft. Folk har det her billede af den ensomme cowboy, der vinder det vilde Vesten, men kendsgerningen er, at Vesten blev vundet af vogntog, siger den joviale, rødskæggede Putnam, der tager imod på sit kontor på Harvard-universitetets Kennedy School of Government midt i Bostons idylliske Cambridge-bydel.
I Bowling Alone diagnosticerede Robert Putnam en krise i samfundets hjerte og opfordrede Amerikas forældre, lærere og ikke mindst unge mennesker til at finde måder at øge samfundsengagementet og styrke sociale bånd mellem borgerne på. I dag, 12 år efter opfordringen, er Putnam tydeligt skuffet over udviklingen.
De gode nyheder er, at de stærke middelklasseunge siden angrebene den 11. september 2001 er blevet mere engagerede i samfundet, og at nogle nye fællesskaber er opstået. De dårlige nyheder er, at det ikke er lykkedes at dæmpe hyperindividualismen og at styrke en forståelse af vores forpligtelser og ansvar over for kollektivet. Og så er der en ukendt faktor, som er internetrevolutionen. Jeg tror, at internettet kan være et nyttigt redskab til at skabe forbindelser mellem mennesker, men jeg er ikke en af de der teknooptimister, der tror, at det løser vores problemer med social kapital, at vi alle kan se hinanden på Facebook, siger han.
Andre faktorer, der svækker solidaritet og social kapital, er den voksende etniske mangfoldighed, siger Robert Putnam, der i en både opsigtsvækkende og kontroversiel undersøgelse udgivet i 2006 målte sammenhængen mellem social tillid og etnisk forskellighed.
Vestlige samfund oplever voksende social og etnisk mangfoldighed, og det er generelt en god ting både kulturelt, socialt og økonomisk. Men på kort sigt får større mangfoldighed folk til at trække sig ind i hver deres sneglehus. Forskning viser, at folk i etnisk mangfoldige bydele er mindre tillidsfulde, mindre altruistiske og mindre samarbejdende end folk i etnisk ensartede lokalmiljøer, siger han.
På langt sigt kan de negative virkninger af øget mangfoldighed imidlertid modvirkes af dannelsen af nye former for social solidaritet, understreger Putnam.
I USA er vi ikke perfekte til at integrere, men vi har meget lange erfaringer med at gøre nye grupper af fremmede til amerikanere. Og hvis jeg skal give en kritik af den skandinaviske debat, er det, at I forholder jer til indvandring, som om der kun er to valgmuligheder: Enten at de nytilkomne bliver som jer, mens I selv forbliver uforandrede, eller at I tolererer forskellene, men lever i hver jeres enklaver med hver jeres normer og kulturer. Begge strategier er dårlige. Det, der fungerer, er at kreere et nyt, bredere os en ny selvforståelse, der ikke er rodfæstet i blodsbånd, siger han.
Europæere må i lighed med amerikanerne blive enige om at acceptere bindestregsidentiteter, fremfører Putnam.
For at løse problemet skal det være muligt at tænke på nogen som eksempelvis en tyrkisk-dansker, uden at det gør vedkommende mindre værd end de, hvis familier har været i landet i generationer. Bindestregsidentiteter er en legemliggørelse af idéen om et nyt os, siger han.
Robert Putnams nyeste forskning beskæftiger sig med social mobilitet, og hans analyse af klasseskellene i USA er dyster. Hvor andre forskere har sammenlignet, hvordan de yngre generationer klarer sig i forhold til deres forældre, har Putnam undersøgt nutidige børns og unges chancer for at klare sig i fremtiden. Og hans konklusion er, at USA ikke længere er det mulighedssamfund, som det var engang.
Amerikanerne har aldrig været særligt optagede af økonomisk lighed, men vi har altid lagt vægt på, at al-le som udgangspunkt skal have lige livsmuligheder. For cirka 30 år siden begyndte skellet mellem børn fra den øverste socioøkono-miske tredjedel og børn fra den laveste tredjedel imidlertid at udvide sig enormt. I løbet af de seneste 10 år er tendensen forstærket, og i dag er vi ved at ryge ud over afgrunden, når det gælder mulighedsligheden. Middelklassens børn har det fint, mens underklassens børn er i en frygtelig dårlig forfatning, siger han.
Forældrenes uddannelse er den vigtigste skillelinje. USA er et socialt forholdsvis traditionelt samfund, hvor det med Putnams ord er en utrolig stor fordel at vokse op i en kernefamilie. Og mens skilsmisseraten og andelen af familier med en enlig forælder er lav og nedadgående blandt veluddannede grupper, er antallet af fædreløse familier og skilsmisser højt og voksende blandt lavt-uddannede amerikanere.
Der er én omstændighed, som i stigende grad afgør amerikanske børns fremtid, og det er, hvilke forældre de får. Hvis de fødes af veluddannede forældre, har de alle muligheder. Hvis de fødes af dårligt uddannede forældre, er klokken slået, allerede inden de kommer til verden, konstaterer Putnam.
Dertil kommer, at middelklassens forældre i dag investerer langt mere tid, energi og penge i deres børns fremtid, end forældre fra de lavere samfundsklasser gør. Børn fra ressourcestærke familier får betydelig mere opbakning fra deres omgivelser, og de er mere tillidsfulde.
Det er ikke, fordi den lavere middelklasses børn er paranoide, men hvorfor skulle de stole på andre mennesker? Bundlinjen er denne: Underklassens børn er stadig mere isolerede og er blevet svigtet af alle de væsentlige institutioner. De er blevet svigtet af deres familier, af skolerne, af kirkerne, af lokalsamfundene. De institutioner, der skal hjælpe vores børn, gør et glimrende stykke arbejde med de ressourcestærke børn, men de lader dem, der virkelig har brug for dem, i stikken, siger Putnam.
Hans data viser, at de nogle-og-tyve-årige amerikanere i dag er langt skarpere opdelt i klasser end tidligere ungdomsgenerationer. De, der er vokset op i samfundets lavere socialklasser, har færre muligheder for at bevæge sig op ad den socioøkonomiske rangstige end før.
Vi er i alt væsentligt sikre på, at den amerikanske drøm vil smuldre inden for 5-10 år. Det har taget os lang tid at nå hertil. Selvom europæere tænker på USA som et meget ulige samfund, var der for 30 år siden faktisk en høj grad af opadgående social mobilitet. Det er ved at ophøre. Vi oplever lige nu den amerikanske drøms svanesang, konstaterer Robert Putnam.
Miseren er ifølge den amerikanske samfundsforsker rodfæstet i en række kulturelle, sociale og økonomiske tendenser.
Den ene del af problemet er, at vi siden 1970erne har oplevet en langvarig tilbagegang i beskæftigelsen og i den gennemsnitlige realløn. Den amerikanske arbejderklasse har reelt ikke fået lønforhøjelse i 40 år. De plages af bekymringer og har mindre tid, energi og penge til deres børn. Den anden del af problemet har at gøre med arbejderklassefamiliens sammenbrud og forsagelsen af traditionelle sociale normer. I dag ser vi mange, mange flere unge mænd, der ikke vedkender sig faderskabets moralske forpligtelser, siger Robert Putnam, der selv betegner sig som politisk progressiv.
Putnam erkender, at han ikke har fundet nogen tryllestav, der kan løse problemet. Første skridt er at oplyse den amerikanske befolkning om, hvor situationen lige nu bærer hen.
De fleste veluddannede amerikanere har ingen anelse om, hvor dårligt arbejderklassens børn har det. Det amerikanske samfund er mere og mere opdelt. De velhavende bor i forstæder uden nogen idé om, hvordan livet på den anden side af skellet ser ud, siger han.
Den største udfordring er at forsøge at udligne mulighedsuligheden, mener Putnam.
Historisk har amerikanerne været villige til at gå langt for at værne om den amerikanske drøm. Lige muligheder for alle er en amerikansk kerneværdi. Den vigtigste opgave lige nu er at stabilisere arbejderklassens familiestruktur og gøre det klart, at folk har forpligtelser over for deres børn. Vi er også nødt til at investere i uddannelse og mentorordninger, der kan fungerer som ressourcesvage børns bro til en bedre fremtid. Vi er nødt til at forstå, at disse børn er vores alle sammens børn, siger han.
Putnam bruger sin egen baggrund som eksempel. Han er vokset op i en arbejderklasseby i den midtvestlige delstat Ohio og fik muligheden for en videregående uddannelse, da en lokal arbejdsgiver tilbød ham et stipendiat.
Når forældrene i min hjemby talte om vores unger, mente de ikke blot deres eget afkom, men alle børn i lokalsamfundet. Og når jeg ser på dem af mine dengang fattige skolekammerater, der fik succes i livet, skyldtes det i hvert eneste tilfælde, at nogen i byen rakte dem en hånd. I dag er denne afgørende sociale kapital gået i opløsning, og det har enorme konsekvenser for nationens fremtid, siger han.
Alle kan følge MatchPoints-seminaret med blandt andre Robert Putnam som live streaming, mens det foregår fra klokken 19.00 den 23. maj. Seminaret sendes direkte på www.k.dk