Egtvedpigen var slet ikke dansker

Egtvedfundet fra Bronzealderen. Gravhøj ved Egtved, Østjylland. Egtvedpigens grav,

Det viser sig, at Egtvedpigen ikke kom fra Danmark. Men hun rejste meget og vendte tilbage til Danmark kort før sin død. Her ses hendes grav i Egtved ved Vejle. Tryk på pilen og se et billede af Egtvedpigen på Nationalmuseet. Foto: Scanpix Danmark

Egtvedpigen blev i 1370 f.Kr. begravet i en egekiste. Hendes hår, tandemalje, negle, hjerne og lidt af huden er bevaret. Foto: Nationalmuseet / Karin Frei

Den nye, overraskende viden om Egtvedpigen er resultatet af såkaldte strontiumisotop-analyser, som seniorforsker Karin Frei fra Nationalmuseet har foretaget. Foto: Nationalmuseet

Til min store overraskelse viste det sig, at hverken ulden fra dragten, tæppet over hende eller kohuden, som hun lå på, var af dansk oprindelse.
Karin Frei

Et af bronzealderens helt store ikoner stammer slet ikke fra Danmark. En dansk forsker står bag de opsigtsvækkende resultater, som nu præsenteres i et anerkendt tidsskrift

Egtvedpigen blev gravlagt i en egekiste en sommerdag i 1370 f.Kr. og hører til et af de mest berømte mennesker fra Danmarks oldtid.

Men den unge kvinde kom slet ikke fra Danmark.

Analyser af hendes hår, negle, tænder og tøj viser nu, at hun ikke stammer fra Egtved nær Vejle, men fra Schwarzwald i Sydtyskland.

De opsigtsvækkende resultater præsenteres i dag i det anerkendte tidsskrift Scientific Reports fra Nature.

Denne overraskende viden er resultatet af såkaldte strontiumisotop-analyser, som seniorforsker Karin Frei fra Nationalmuseet har foretaget.

Karin Frei har forfinet metoden, så hun som den eneste forsker i verden udfører disse analyser på hår, negle og tekstiler.

”Startskuddet til mine undersøgelser af Egtvedpigen var faktisk, da jeg så på tekstilerne i hendes grav. Til min store overraskelse viste det sig, at hverken ulden fra dragten, tæppet over hende eller kohuden, som hun lå på, var af dansk oprindelse. Jeg blev nysgerrig og fik heldigvis mulighed for senere at undersøge emaljen fra en af hendes kindtænder og påviste derved, at hun heller ikke selv er af dansk afstamning. Det var virkelig uventet, så jeg dobbelttjekkede analyserne, men de stemmer," fortæller Karin Frei.

Karin Freis analysemetoder baserer sig på grundstoffet strontium.

Det findes i jorden og undergrunden og havner i planter, dyr og mennesker, der optager det gennem mad og vand.

Da strontiumisotop-sammensætningen varierer geografisk, vil indholdet i for eksempel et menneske kunne stedfæste den egn, hvor han eller hun er født og levede.

Man kan også spore, hvis vedkommende skiftede opholdssted, som det er tilfældet med Egtvedpigen.

 ”Mine resultater af tandanalysen gjorde mig kun mere nysgerrig omkring Egtvedpigens historie. Så jeg fik det indfald at undersøge hendes hår, og det burde jeg måske have gjort noget før," siger Karin Frei og ler.
 
For Egtvedpigens hår var den rene guldgrube at lave strontiumisotop-analyser på:

”Mine videre analyser af Egtvedpigen er en del af et større, tværvidenskabeligt projekt med arkæologer og naturvidenskabsfolk," forklarer hun.

"Forskere fra Geo Genetik Centeret har forsøgt at udvinde DNA fra hendes hår, men det var for nedbrudt. Heldigvis viste det sig, at strontiumisotop-analyserne kunne kortlægge hendes færden gennem de sidste to år af hendes liv. Det er første gang nogensinde, at der er lavet strontiumisotop-analyser på hår fra et forhistorisk menneske, og jeg blev selv forbløffet over, hvor meget analyserne kan vise og ikke mindst detaljegraden,” fortæller Karin Frei.

Den nye, overraskende viden om Egtvedpigen er resultatet af såkaldte strontiumisotop-analyser, som seniorforsker Karin Frei fra Nationalmuseet har foretaget. Foto: Nationalmuseet

Egtvedpigens hår er fint bevaret og 23 centimeter langt - svarende til en vækstperiode på cirka to år.

Derved kunne Karin Frei ud fra strontiumisotop-sammensætningen i de forskellige dele af håret kortlægge kvindens opholdssteder, måned for måned, de sidste to år af hendes levetid.

Det viste sig, at Egtvedpigen havde været meget på farten og var rejst den 800 kilometer lange vej frem og tilbage mellem Egtved og Schwarzwald.

De månedlange ophold de respektive steder aftegner sig så tydeligt i håret, at Karin Frei ret præcist kan sige, hvor mange måneder - og helt præcist hvilke måneder - hun opholdt sig hvert sted, og at hun først vendte tilbage til Danmark kort før sin død.

”Det tager en måned, før et givent steds strontiumisotop-sammensætning slår igennem i hår og negle. Jeg undersøgte faktisk også den ene tommelfingernegl, der verificerede mine håranalyser. Ud fra hårvæksten kan vi læse, at kvinden i perioder var udsat for ringe kost, sult eller stress. Det hænger meget godt sammen med hendes hektiske rejseaktivitet, og at hun måske pådrog sig sygdom undervejs og døde meget kort tid efter sin ankomst til Egtved," fortæller Karin Frei.

Strontiumisotop-analyserne ligger ifølge en anden forsker - professor Kristian Kristiansen fra Göteborg Universitet - i tråd med det arkæologiske materiale:

”Resultaterne af analyserne kom bag på os og så alligevel ikke. Jeg har som arkæolog været fortaler for en udtalt mobilitet allerede i bronzealderen. Udbredelsen af visse genstande tyder på, at både ting, krigere og handelsmænd har bevæget sig lange veje," siger han.

"Men at også kvinder og børn har rejst langt og tilmed ofte afspejler en langt mere intens kontakt og rejseaktivitet end hidtil troet. Kontakten mellem Jylland og Sydtyskland er dog ikke overraskende, da her lå to magtcentre i datidens vigtige handel med nordisk rav og sydeuropæisk bronze. Så Egtvedpigen har givetvis konsolideret båndene mellem to magtfulde familier igennem en ægteskabsalliance,” forklarer Kristian Kristiansen.

Egtvedpigens historie toner altså mere og mere tydeligt frem.

Om hun nåede at blive gift, vides ikke.

Men hun knyttede i hvert fald tilstrækkeligt tætte bånd til en slægt omkring Egtved, så den sydtyske pige endte i en rig, jysk gravhøj.

Og efterfølgende blev et af de mest ikoniske og bedst bevarede fund fra bronzealderen herhjemme. 

TV: Herunder kan du høre museumsinspektør Flemming Kaul fortælle mere om Egtvedpigen