Skolebussens stoppested var blot halvanden gade væk fra den lejlighed i det dengang lurvede bohemekvarter Soho i New York, hvor seks-årige Etan Patz i 1979 boede med sine forældre og søskende. Det var en fugtigvarm morgen i maj måned, og den lille, spinkle førsteklasseelev havde for første gang overtalt sin mor til, at han var stor nok til at gå de få hundrede meter til stoppestedet alene. Hun sagde farvel til ham ved gadedøren - og så ham aldrig igen.
Etan Patzs forsvinden ved højlys dag var et kulturelt vendepunkt i USA. Den ansporede en omfattende, mangeårig eftersøgning og satte en permanent frygt i livet på amerikanske forældre, der stadig giver genklang den dag i dag.
”På mange måder var det afslutningen på en uskyldens tidsalder. Forældre blev meget mere beskyttende over for deres børn, og vi blev som samfund opmærksom på faren for udnyttelsen af børn. Vi begyndte at se på både vores børn og vores naboer på en anden måde,” forklarer Richard Lowery, der er vicedirektør for organisationen National Center for Missing & Exploited Children (det nationale center for savnede og udnyttede børn).
Etan Patz-sagen beskrives ofte som en milepæl i amerikansk efterforskningshistorie, og den indlejrede sig i den nationale psyke på en måde, som aldrig var set før. Etan Patz' far var professionel fotograf, og hans ømme billeder af sønnen var pludselig allestedsnærværende i amerikanske medier og på løbesedler over hele landet.
”Den sårbarhed og uskyld, som billederne udtrykte, ramte amerikanerne direkte i hjertekulen. Det var en slags perfekt storm,” siger Richard Lowery.
Etan Patz var et af de første savnede børn, der blev efterlyst med billede på mælkekartoner overalt i USA og dermed set af millioner af amerikanere, når de hældte mælk i kaffen eller over deres cornflakes. I årene efter hans forsvinden blev snesevis af andre amerikanske børn efterlyst på denne måde, og mælkekartonbørnenes tavse råb om hjælp blev et stærkt symbol på forældres værste frygt.
Samtidig hjalp Etan Patz' forældre med at presse Washington til at vedtage nye love, der gjorde det nemmere for USA's talrige politimyndigheder at dele oplysninger om savnede børn. Ved at inkludere bortløbne børn i statistikkerne hævdede aktivister, at hundreder af tusinder af børn forsvandt i USA hvert år, og de rystende tal mobiliserede myndigheder, politikere og forældre.
Kampagnen for at finde USA's savnede børn og fange børnelokkere voksede sig endnu stærkere med bortførelsen af seks-årige Adam Walsh, der forsvandt fra sin mor i et indkøbscenter i Florida i 1981, og en række børnemord i Atlanta i begyndelsen af 1980'erne. I 1983 udnævnte præsident Ronald Reagan den 25. maj - den dag, hvor Etan Patz forsvandt - til ”National Missing Children's Day” (den nationale dag for forsvundne børn).
Etan Patz blev trods det massive eftersøgningsarbejde aldrig fundet. Hans forældre, Stan og Julie Patz, bor stadig på samme adresse i SoHo, som da han forsvandt, og de har igennem alle årene beholdt deres telefonnummer i håbet om, at sønnen en dag ville dukke op. I 2001 blev Etan Patz officielt erklæret død, men ikke desto mindre hang der så sent som i 2010 plakater i New York, hvor politiet efterlyser den forsvundne dreng.
Nu er der imidlertid en mulighed for, at Stan og Julie Patz - og det øvrige USA - kan få en slags afslutning på den berømte sag. I 2012 skete et afgørende gennembrud, da politiet i New York kom på nye spor, der pegede i retning af en tidligere medarbejder i en kiosk på den rute, som Etan Patz skulle gå på sin vej til busstoppestedet. Politiets efterforskere afhørte den tidligere kioskmedarbejder, Pedro Hernandez, og fik den tilståelse, som de havde søgt i 33 år.
Den i dag 54-årige Hernandez erkendte, at han havde lokket Etan Patz de 14 skridt fra gadeplan ned i kioskens kælder med løftet om en sodavand. Dernede, i mørket, kvalte han angiveligt drengen, lagde liget i en plastiksæk og smed det i en affaldscontainer.
”Der var et eller andet i mig, der tog over, og jeg kvalte ham,” siger Pedro Hernandez ifølge amerikanske medier i en videotilståelse.
Pedro Hernandez har siden trukket sin tilståelse tilbage, men i sidste måned begyndte den opsigtsvækkende retssag imod ham i en retssal på det nedre Manhattan blot halvanden kilometer fra det nabolag, hvor Etan Patz forsvandt. Anklagerens sag hviler på videotilståelsen og på vidner, der mindes, at Pedro Hernandez i 1980'erne fortalte, at han havde gjort skade på et barn i New York. Forsvareren peger på, at der ingen tekniske beviser er i sagen, og at Pedro Hernandez er psykisk syg og har en IQ-kvotient på 70, hvilket er i den nederste ende af skalaen.
Uanset udfaldet af retssagen har Etan Patz-sagen varig indvirkning på den amerikanske psyke, siger iagttagere. Ifølge New York-skribenten Lenore Skenazy, der er forfatter til bogen ”Free Range Kids” (Fritgående børn), var hans forsvinden ”en gnist, der antændte en brand, som har raset lige siden”. Hun påpeger i et interview med avisen Christian Science Monitor, at retssagen om mordet på Etan Patz falder sammen med ”institutionaliseringen af helikopter-forældreskabet” - tendensen til, at forældre overbeskytter og konstant våger over deres børn - hvilket har begrænset amerikanske børns bevægelsesfrihed.
”Etan Patz-sagen ændrede den måde, vi betragter barndommen og forældreskab. Der er denne her forestilling, på grund af denne slags sager, at det er naturligt at være bange hele tiden, men det er faktisk ikke naturligt,” siger hun.
Sagen om mordet på Etan Patz afgøres af en jury bestående af 12 personer, og den ventes afsluttet i løbet af foråret.