Få dæmoniseres som kineserne i Afrika. Skræmmebillederne florerer både i Vesten og blandt afrikanerne. I vestlige medier bliver Kinas engagement i Afrika til en skruppelløs udplyndring - modsat Vestens idealistiske nødhjælp og udviklingsarbejde.
Men dæmoniseringen overdriver kinesernes dårlige sider, mener Deborah Brautigam, USA's førende ekspert på Kina-Afrika-relationerne.
”Kineserne er nemme at danne skræmmebilleder af, ikke mindst fordi kultur- og sprogkløften uden tvivl spiller en rolle. De lever ofte i lukkede samfund bag porte og pigtråd. De arbejder meget disciplineret og tager lige hjem fra arbejde frem for at tage en øl med de lokale. Mange er kun i Afrika for en periode for at spare penge op, og de færreste kinesere taler engelsk eller lokale afrikanske sprog. ”
Ifølge Deborah Brautigam findes der seks myter, som går igen om kinesere i Afrika.
Man hører det igen og igen fra vestlige udsendte ngo'er, og ambassader. At kineserne medbringer alt hjemmefra og derfor ikke skaber nogen udvikling.
Men det er ganske enkelt uøkonomisk at medbringe dyre kinesiske arbejdere i stor stil, siger Deborah Brautigam, hvis egen optælling viser, at afrikanske ansatte i gennemsnit udgør 80 procent af de ansatte.
”Jo længere virksomheden har været i Afrika, des flere lokale ansatte har de. Også regnskabsmedarbejdere, HR-ansvarlige og andre på det niveau er normalt lokale. Kun på ledelsesniveau er næsten alle kinesere, fordi kommunikationen med hjemlandet foregår på kinesisk.”
Veje, jernbaner, stadioner og parlamenter - kineserne bygger overalt på kontinentet, men har ofte ry for at stå bag arbejde af dårlig kvalitet. Men Deborah Brautigam mener, det skyldes sure rønnebær hos konkurrenterne
”Kinesiske virksomheder laver bygningsarbejde for mindst 40 milliarder dollars om året i Afrika. Det er ekstremt mange opgaver med mange forskellige firmaer inde over, men efter min erfaring er størstedelen faktisk godt, i nogle tilfælde endda rigtig godt. Hvis kvaliteten generelt var dårlig, ville de ikke blive ved med at vinde opgaver hos lokale regeringer, Verdensbanken og Den Afrikanske Udviklingsbank.”
Det er populært at sige, at Kina er i Afrika for at hente ressourcer til Kina. Men en meget stor del sælges på verdensmarkedet til enhver, der vil købe, og kinesiske virksomheder i Afrika konkurrerer benhårdt med hinanden.
”Idéen om, at det hele bliver orkestreret fra Beijing i en stor fordækt kinesisk statsoperation, er forkert. At mange kinesiske virksomheder er søgt til Afrika, er et resultat af globaliseringen og ikke et stort samlet forsøg på at tømme Afrikas undergrund og sende det hjem til Kina.”
Det vrimler med sensationelle mediehistorier om enorme kinesiske landbrugssatsninger. Deborah Brautigam nævner avisoverskrifter som ”Kinas landopkøb fører til hungersnød i Etiopien”.
”Men faktisk har jeg ikke set et eneste tilfælde i Afrika, hvor kinesiske virksomheder producerer mad for at sende det hjem til Kina. Der er lidt sukkerproduktion, men den sælges til Europa. Langt de fleste fødevarer i Afrika produceres til lokalt salg og forbrug.”
Til de mere kuriøse, men sejlivede, myter hører også, at kineserne i stor stil sender fængselsindsatte af sted for at arbejde i Afrika. Kineserne bruger indsatte fra kinesiske fængsler som tvangsarbejdere, lyder en udbredt opfattelse blandt afrikanere. Zambias præsident har hævdet, at 80.000 kinesiske fanger arbejder i landet. Samme rygte om tusindvis af fanger vandrer i øvrigt i blandt andet Sri Lanka og Brasilien.
”Ingen har nogensinde været i stand til at bekræfte et eneste konkret tilfælde. En sådan fange-eksport vil både være besværlig og politisk risikabel,” siger Deborah Brautigam.
Det handler snarere om, at de lokale afrikanere går ud fra, at de disciplinerede kinesiske arbejdere i ens kedeldragter, der slider nat og dag, må gøre det under tvang. De forveksler måden, kineserne bor på, med et fængsel: Primitive barakker omgivet af sikkerhedshegn, som skal forhindre, at der bliver stjålet fra byggepladsen.
Det er til gengæld delvist sandt, at kineserne driver rovdrift på afrikansk arbejdskraft, mener Deborah Brau-tigam.
”Kineserne har det dårligste renommé blandt udenlandske arbejdsgivere i Afrika. Men de værste arbejds-forhold finder man faktisk i de afrikanskejede virksomheder. Graden af regulering, fagforeninger og så videre hænger tæt sammen med, hvor udviklet firmaets hjemland er.”