Premierminister Erdogans islamisk-baserede, konservative AK-parti står i morgen til for tredje gang i træk at vinde et parlamentsvalg. Forskellen fra tidligere er, at oppositionen ikke længere argumenterer med, at AK-partiet udgør en fare for sekularismen. I stedet er det farligt for demokratiet og ytringsfriheden, lyder det.
LÆS OGSÅ: Tyrkiet åbner armene for Gaddafi
Valgkampen ligner den sædvanlige: Plakater med billeder af politikere og korte budskaber hænger som malerier i Istanbuls gadebillede. Valgbusser, der er udstyret med højtalere på taget, kører rundt i byen med slagsange og partisymboler. Aviserne er fyldt med overskrifter om, hvad politikerne lover.
Også hvad angår resultatet, ser det normalt ud. Det islamisk konservative AK-parti (Partiet for Retfærdighed og Udvikling), der i to valgperioder i træk har regeret Tyrkiet, vil efter alt at dømme fortsat sidde på magten efter valget i morgen. Men til forskel fra de to seneste valg er der sket et markant skred i oppositionens argumenter mod premierminister Recep Tayyib Erdogan og AK-partiet. Man kører ikke længere på partiets rødder i islam og betegner ikke længere partiet som udgørende den ultimative fare for den tyrkiske stats sekulære karakter.
Hos oppositionspartiet CHP (Det Republikanske Folkeparti), der har slået en bod op på Istiklal Caddesi nær den centrale Taksim-plads, lyder der således denne gang andre sloganer.
CHP for friheden, demokratiet og ungdommen, siger Gürkan Tas, 24 år, til forbipasserende og udleverer pjecer med partiets mål.
Gürkan er medlem af CHP, fordi han gerne vil have sociale reformer, demokrati og frihed, hvilket er de samme ord, som går igen hos AK-tilhængerne i deres kampagner. Men der er en forskel, mener han.
AK-partiet går ikke ind for sociale reformer. De har gjort de rige rigere og de fattige fattigere. For AK-partiet er frihed ikke universel. Frihed er i AK-partiets verden et begreb, der kun gælder, når det kan gavne dem. Ser du, hvis AK-partiet virkelig gik ind for frihed, ville de jo ikke anholde alle dem, der kritiserer dem eller er uenige med dem, siger Gürkan.
Hans argument om og opfattelse af, at AK-partiet begrænser ytringsfriheden for kritikere er i tråd med det, som oppositionen og kritikere af AK-partiet har fremført under valgkampen. CHP mener, at AK-partiet har opfundet den såkaldte Ergenekon-sag, så partiet som regeringsparti kan beskylde alle kritikere for at være del i denne alvorlige sag og anholde dem for derved slet og ret at lukke munden på dem. Under den nuværende regering er flere intellektuelle, kendte skribenter, offentligt ansatte samt en række højtstående militærfolk blevet anholdt for at have planer om at gennemføre et politisk kup med militære midler. Sagen bliver kaldt for Ergenekon-sagen, da gruppen, der ifølge beskyldningerne planlagde kuppet, havde navngivet aktionen sådan.
På den anden side af Istiklal Caddesi sidder de to kolle-ger Aylin Aygün, 26 år, og Beyza Bas, 29 år, på en fortovscafe. Beyza bærer tørklæde, mens Aylin har sit hår slået ud. De er begge tilfredse med AK- partiets arbejde og mener, at CHP for længe siden skulle have været begravet som parti.
CHP laver altid skræmmekampagner. Først forsøgte de at skræmme med, at AK-partiet var ulve i fåreklæder, der langsomt vil indføre sharialov i Tyrkiet og omdanne landet til et nyt Iran. Den gik ikke. Nu forsøger de med frihed. Lad mig sige det sådan: Jeg har aldrig følt mig så fri som nu. Hvis ikke AK-partiet havde været ved magten i to valgperioder, havde jeg slet ikke turdet sige alt dette, siger Aylin Aygün og tilføjer:
Men uanset hvilken djævel, CHP har malet på væggen, har AK-partiet vundet valgene med over 40 procent af stemmerne, hvilket jo netop vidner om, at tyrkerne ikke gider høre på CHP længere. Det er ikke AK-partiet, der har kuppet landet med militæret, når de mistede magten eller blev kritiseret det er CHP. Tyv tror, hver mand stjæler.
I næsten et årti har oppositionen dagligt argumenteret for, hvordan AK-partiet med snigende tacklinger og udspekulerede lovændringer vil ophæve alt det, tyrkerne har kæmpet for, siden Tyrkiet blev udråbt som republik i 1923 navnlig sekularisme, uafhængighed, frihed og modernitet. Advarsler om, at AK-partiet vil indføre sharia-lovgivning og dertilhørende flerkoneri, alkoholforbud og tørklædetvang, har været oppositionspartiernes stærkeste kort. Men effekten er udeblevet, og under denne valgkamp har kritikere og oppositionspolitikere droppet skræmmekampagnen om det muslimske mareridt. Det forstår Beyza Bas godt.
AK-partiet er kommet med freden. Jeg har aldrig i mit liv været så glad for at være tyrker, som jeg er nu. Det er, som om det har gjort, at jeg har accepteret en del af mig, som var forbudt eller et tabu. Det er, som om jeg er blevet gode venner med min fortid og min identitet, siger Beyza Bas og smiler.
Beyza er især lykkelig, fordi hun de seneste mange år har været fri for at skulle forsvare, hvorfor hun bærer tørklæde. Da Beyza gik i gymnasiet, valgte hun at gå med tørklæde. Det gav anledning til, at hendes skoleinspektør trak hende ud af undervisningen og i flere timer fortalte hende, at hun skulle tage tørklædet af. Skolen arrangerede flere møder med hendes forældre, hvor både hendes forældre, lærerne og skoleledelsen pressede hende til at tage tørklædet af. Hun fortæller , at hun ikke længere bliver skældt ud af vildt fremmede ældre kvinder for at være tilbagestående, ligesom der heller ikke længere er nogen, der river i hendes tørklæde af bare had, som hun tidligere har været udsat for.
Min moder, som ikke bærer tørklæde, plager mig heller ikke længere med, at jeg skal tage tørklædet af, siger Beyza Bas.
