Den nordiske velfærdsstat er verdens stærkeste samfundsmodel

Disse to brødre i en flygtningelejr for shiamuslimer i Shula-området i Bagdad er blandt de anslået 100.000 ...

Den voldsomme økonomiske nedtur fik islændinge på gaden for at demonstrere mod landets politikere. Efter lokalvalget i 2010 er Reykjaviks største parti protestpartiet Det Bedste Parti.– Foto: Halldór KolbeinsAFP. / Scanpix

Et trafikuheld i Kabul førte i denne uge til de værste optøjer i byen siden 2001, hvor demonstranterne ...

”Det var et radikalt neoliberalt eksperiment, hvor politikerne tænkte mere på gevinst og privatisering end befolkningens bedste,” siger professor i sociologi Stefán Ólafsson om situationen op til Islands økonomiske kollaps. – Foto: Katrine Barslev.

I kampen mod fremtidens globale udfordringerstår Norden stærkt. Det mener den islandske sociolog Stefán Ólafsson.

Han arbejder med at udvikle landets sociale system efter det økonomiske kollaps, der nær drev Island til konkurs og påpeger, at landet har oplevet vækst efter at have skiftet liberalisme ud med de idéer, der har gjort den nordiske velfærdsmodel til verdens bedste

LÆS OGSÅ: Kamp om Nordens velfærdssucces

Lyset er klart, og kulden hænger sprødt i luften, da en båd pløjer sig igennem Stockholms skærgård med kurs mod et af byens museer. Fotograferne står klar på kajen, mens den danske statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), og hendes kolleger fra de fire øvrige nordiske lande træder i land fra den vippende båd. Statslederne er samlet for at lære om, hvordan fremtidens samfundsudfordringer bliver mødt bedst muligt, og hvilke fordele Norden har at trække på. Indenfor ryster de kulden af sig, og allerede i sin velkomsttale fremhæver Sveriges statsminister Fredrik Reinfeldt den islandske delegation som særlige gæster. Statsledernes særlige interesse i Island bunder i, at landet næsten fra den ene dag til den anden gik fra en ultraliberalistisk kurs til en fast socialdemokratisk ledelse, og det bragte landet på fode igen efter en tid med økonomisk kaos. I en tid, hvor velfærdsstaten er under pres fra flere sider, er Islands frelse en relevant lektie.

Med grafik og matematiske udregninger fortæller lederen af den islandske delegation, professor i sociologi Stefán Ólafsson, om det islandske eksempel til de forsamlede statsledere, og i en pause får han tid til at uddybe sine tanker over for Kristeligt Dagblad.

Vestlige stater står over for nogle helt nye udfordringer i de kommende år. Vi har en befolkning, som er vant til en vis levestandard og et højt velfærdsniveau, og det bliver sværere at opretholde, jo ældre befolkningen bliver, og jo færre nye borgere, der fødes. Det er vigtigt for mig at sige, at vi fortsat bør kunne kræve en høj standard, fordi vi betaler den højeste skat i verden. Det handler om, at Nordens ledere skal lede efter nye løsninger, sådan som vi blev nødt til i Island, hvor krisen var ved at vælte landet. Jeg tror, at den særlige nordiske velfærdsstat kan klare sig sikkert igennem krisen vi skal ikke miste tilliden til modellen. Et enkelt kig på Island viser, at regeringens afstandtagen til den stærke stat næsten fremprovokerede en konkurs, siger Stefán Ólafsson.

Der var engang, hvor det gik overvældende godt i Island. I begyndelsen af seneste årti boblede velstanden, og landet oplevede hidtil uset vækst.

De rige blev rigere, men også middelklassen havde råd til dobbelt-carport og dyre indkøb i de mange luksusbutikker, der skød op i Reykjavik. Fremgangen var drevet af den populære liberale regering, og USA var idolet.

Den neoliberale islandske statsminister Geir Haarde sagde ting som Margaret Thatcher er mit ultimative forbillede og kritikerne er dommedagsprofeter. Han var helten, der med stor succes havde indført en ultraliberal politik med en meget positiv holdning til de frie markedskræfter. The Wall Street Journal kaldte Island for et liberalistisk vidunder, og ministre og erhvervsfolk fra hele verden fløj til den lille vulkanø i Nordatlanten for at lære om baggrunden for den opadpegende kurve.

Som de fleste ved, varede underet ikke ved. I 2008 krakkede de tre største banker, og landet var så tæt på en bankerot, at situationen blev betegnet som værre end det historiske børskrak på Wall Street i 1929.

Det er samfundsmæssig hybris at lade liberalismen styre økonomien, sammenfatter Stefán Ólafsson lektien efter den økonomiske turbulens.

Han fulgte situationen tæt fra sit kontor på universitetet i Reykjavik og har specialiseret sig i forskning i velfærdsstaten. For tiden er han i gang med en analyse af Islands sociale system, der som resten af de statslige organisationer led alvorligt under statens sammenbrud.

Det var et radikalt neoliberalt eksperiment, hvor politikerne tænkte mere på gevinst og privatisering end befolkningens bedste. Alle lod til at drage fordel af situationen, så der var ikke store protester ud over enkelte skeptikere, der blev anset for at være støvede venstrefløjsaktivister. Tidligere tiders præcedens omkring opbygning af en stærk stat blev brudt, for vi orienterede os gradvist mere og mere mod USA i stedet for de øvrige nordiske lande. Velfærdsmodellen og statens rolle var under pres, og ulighed blev pludselig ikke anset for at være noget, man nødvendigvis skulle forsøge at regulere fra statens side. Da boblen sprang i sommeren 2008, blev hele landet fanget i en stejl, nedadgående spiral, og det blev pludselig tydeligt, at regerings laissez faire-holdning ikke fungerede, og at liberalismen i sin yderste form ikke fungerede understreger Stefán Ólafsson.

Hans holdning minder om den amerikanske storspekulant og filantrop George Soros, der har kaldt finanskrisen en falliterklæring for den hardcore liberalisme. Stater med liberale regeringer som Irland, Grækenland og Italien har haft det svært under finanskrisen, og Stefán Ólafsson mener, at der kan drages visse paralleller fra det islandske kollaps til situationen i Sydeuropa.

Overordnet handler det om svage politikere og en privat sektor, der løber løbsk og svigter. Et helt frit marked er en kæmpe trussel mod samfundet og mod borgernes levestandard, og selvom nogle politikere kvier sig ved at tale om en stærk stat, så mener jeg, at erfaringerne fra de lande, der har det svært, viser, at problemerne opstår, når politikerne er svage og ikke klarer at holde de økonomiske kræfter nede.

Da Island blev kastet ud i en katapultagtig nedtur, måtte Den Internationale Valutafond, IMF, træde ind med en stor lånepakke og omfattende restriktioner for at få landet på fode igen. Kreditorer fra udlandet krævede at få deres penge igen, og islændingene begyndte at gå på gaderne i hovedstaden, Rey-kjavik, for at demonstrere mod regeringen. I senvinteren 2009 vandt en socialdemokratisk ledet regering majoriteten af sæderne i det islandske parlament Altinget, og i sin første tale annoncerede den nye statsminister, Jóhanna Sigurðardóttir, at regeringen var en nordisk velfærdsregering, der havde de øvrige nordiske lande som forbillede.

Den politiske dagsorden blev mærkbart anderledes, og det var ifølge Stefán Ólafsson en nødvendighed for at skabe orden i den uro, befolkningen følte i tiden efter kollapset.

Det er interessant at se, hvor hurtigt regeringen ændrede politikken, og hvad det praktisk kom til at betyde for befolkningen. Indkomstskatten blev forhøjet for de rigeste, og fagforeningerne blev styrket. Erhvervslivet blev holdt i kortere snor, og der kom igen fokus på at udligne lighed. Især middelklassen og de svageste i samfundet blev beskyttet med reformer. Det betyder dog ikke, at der ikke er flere problemer, for mange folk ønsker, at staten skal slette al deres gæld, og det er ikke muligt, for så bliver landet igen tynget. Så omkring 15 procent af befolkningen har stadig svært ved at få deres privatøkonomi til at hænge sammen.

Den skrøbelige stabilitet bliver forværret af, at mange unge islændinge flytter til udlandet. Med en mindsket arbejdsstyrke har regeringen været tvunget til at tænke kreativt, og det har blandt resulteret i et fleksibelt pensionssystem, der har skabt verdens højeste pensionsalder. Det er blevet et vigtig bolværk i det islandske samfund og en af grundene til, at Fredrik Reinfeldt inviterede Stefán Ólafsson til Stockholm. Pensionsalderen er hævet til 67 år, men i realiteten går den gennemsnitlige islænding på pension som 70-årig. Incitamentet er en stigende pensionsbonus, hvor pensionen stiger med seks procent om året, jo ældre man er, men økonomiske grunde er ikke det, islændinge angiver som vigtigst for, hvorfor de vælger at blive på arbejdsmarkedet længere.

For mange mennesker er arbejdet af høj værdi, og det er en vigtig del af vores identitet. Vi har vores sociale omgangskreds på arbejdet, og de mange teknologiske landvindinger betyder, at selv hårdt arbejde er blevet mindre slidsomt. Selvom mange stadig flytter væk, så har vi en ældre befolkningsgruppe, der gerne vil tage fat og arbejde. Det er meget normalt at gå på pension, når man er 71-72 år, og det er selvfølgelig også, fordi arbejdsgiverne har fået øjnene op for værdien af ældre medarbejdere. Det vigtigste råd, jeg kan give til andre lande i Europa er at give ældre borgere fleksibilitet og frihed de kan måske ikke arbejde 40 timer om ugen, men de udgør stadig en stor tilgang til virksomheden. Det kommer til at ændre sig i den nærmeste fremtid, for der bliver en enorm brug for ældre borgere, siger Stefán Ólafsson.

Der er fortsat mange udfordringer i arbejdet med at reformere Islands socialsystem, og Stefán Ólafsson medgiver, at landets omstilling til den politik, Norden er kendt for, ikke har været en ubetinget succes. Politikerne har været nødt til at foretage hårde valg, og forholdet til landets ledelse er præget af mistillid. De tidligere helte er nu udråbt til skurke, og flere af landets toppolitikere og erhvervsspekulanter er flyttet udenlands, fordi stemningen mod dem blev stadig mere hadsk i tiden efter bankkrakket. Utilfredsheden har blandt andet udmøntet sig i, at Reykjaviks største parti efter lokalvalget i 2010 er protestpartiet Det Bedste Parti, som består af tidligere punksangere, der stillede op uden at have nogen politisk erfaring overhovedet.

Den politiske tumult i Island får Stefán Ólafsson til at ryste let på hovedet, og for stabilitetens skyld håber han på, at regeringen vinder det valg, der skal holdes senest næste år. Der er fortsat mange udfordringer for det nordatlantiske land, men besøget i Stockholm har understreget for den islandske forsker, at vejen frem går gennem fastholdelsen af den særlige nordiske velfærdsmodel.

Den nordiske velfærdsstat har flere gange vist sig at være verdens stærkeste samfundsmodel, og der er næppe nogen andre lande, der kan konkurrere på livskvalitet, lige muligheder, industriel konkurrence og menneskerettigheder. For mig at se har Norden alle forudsætninger for at kunne klare fremtidens udfordringer. I den næste tid handler det om finjustering, og så handler det om at stå imod det pres, der er fra andre samfundsmodeller. Velfærdsstaten er blevet beskyldt for at være en ineffektiv, tung maskine, der indskrænker borgernes frihed og tager deres penge. For år tilbage var den en klods om benet, og i Island mistede borgerne tilliden til systemet. Men det var en forkert tankegang, for vi kan se, at det er de nordiske lande, der sejler sikrest igennem den globale økonomiske krise. Derfor håber jeg, at vi vil blive ved med at tro på den unikke model, vi så omhyggeligt har forfinet gennem årtier.

Stefán Ólafsson



Han har specialiseret sig i velfærdsstudier og samfundsudvikling, ligesom han har været formand for Sammenslutningen af Universitetsansatte i Island fra 1984 til 1986. Han har desuden været medlem af bestyrelser i adskillige private virksomheder. Han er forfatter til seks bøger: Lifskjör og lífshættir á Norðurlöndum (Levevilkår i de nordiske lande), Hugarfar og hagvöxtur (Værdier og økonomisk udvikling), Búseta á Íslandi (Livskvaliltet, bosættelse og migration i Island), Íslenska leiðin (Den islandske velfærdsmodel: En international sammenligning), Disability in Iceland and other Western Countries (Handicap i Island og andre vestlige lande), Hnattvæðing og þekkingarþjóðfélag Ísland í breyttu þjóðfélags-umhverfi (Globalisering og vi-densøkonomi Island i et forandret socialt miljø).