Den religiøse tolerance er under pres i Egypten

Egyptiske kristne fortæller om tiltagende intolerance, og de lukker sig derfor i stigende grad om sig selv

I en kristen kirke i Alexandria øver en gruppe piger på et krybbespil. Egyptiske kristne fortæller om tiltagende intolerance i landet.
I en kristen kirke i Alexandria øver en gruppe piger på et krybbespil. Egyptiske kristne fortæller om tiltagende intolerance i landet. . Foto: .

Minareter og kirketårne blander sig med hinanden i Kairos skyline. Alligevel skæmmes Egyptens tradition for religiøs sameksistens af spændinger, og oplevelsen af en tiltagende intolerance får nogle kristne til helt at undgå deres muslimske medborgere.

Amira Helmy kommer fra et middelklassekvarter i hovedstaden. Hun voksede op hos en muslimsk nabo, efter at hendes mor omkom. Hun gik på en statsdrevet skole sammen med muslimske børn.

"De fleste af mine venner var muslimer. Vi plejede at tage på udflugter sammen. Og der var altid nogen, der kaldte på mig nede fra gaden, så vi kunne følges i skole," mindes Helmy med et smil.

Nu er hun husmor og i fyrrerne. Datteren Christine og sønnen Kirollos går i kristen privatskole, og hun har forbudt dem at omgås muslimske børn, fordi hun gerne vil beskytte dem mod hån.

"Jeg gør det, fordi jeg er bekymret for mit barn. Ikke, fordi hun er en pige. Kirollos må heller ikke omgås muslimer."

Helmy fortæller, at hun er holdt op med at tale til de fleste af sine muslimske naboer, efter at en af dem kaldte hendes husholderske for "datter af en blå knogle" – et nedladende udtryk for koptiske kristne.

Omkring en tiendedel af Egyptens 78 millioner indbyggere er kristne. De fleste af dem er ortodokse koptere og efterkommere af de kristne trossamfund, som grundlagde munkevæsenet i de første århundreder efter Jesus.

Der er kristne i alle sociale lag i landet - lige fra affaldsindsamlere, der bor på kirkegårde i den gamle del af Kairo, til forretningsfolk, læger og ministre i regeringen. Kopterne siger dog selv, at de er underrepræsenterede i sikkerhedsstyrkerne og offentlige embeder.

Den officielle retorik efter landets uafhængighed i 1952 opfordrede til religiøs samling om en national sag, som det sås i sloganet "Halvmånen og korset", der ofte blev anvendt ved patriotiske begivenheder.

"Vi fik ikke den her opdeling i muslimer og kristne før for 15-20 år siden, da religiøse slogans vandt frem af politiske grunde," forklarer Helmys mand, Salah Shafiq.

Kristne og muslimske gejstlige lægger vægt på den sekteriske harmoni, men lokale spændinger kan føre til kriminalitet og vold. Spændingerne opstår som regel på foranledning af jorddisputter eller kærlighedsforhold mellem mennesker fra forskellige trosretninger.

Den slags konflikter kan blive mangedoblet, hvis staten lader hånt om kristne klager over ting som et skolepensum med islamisk fokus og en lovgivning, der gør det lettere at bygge moskéer end kirker.

Nogle egyptere giver medierne skylden for den sekteriske intolerance, fordi medierne laver sensationer ud af banale begivenheder, der har med religion at gøre.

Således skete det i juli, da en 26-årig kristen kvinde flygtede fra sin præstemand, at der kom et billede af hende med muslimsk slør på internettet. Det indledte en ophedet debat i medierne om, hvorvidt hun var konverteret til islam.

Pave Shenuda er overhoved for Egyptens ortodokse kirke. Han sagde sidste måned i fjernsynet, at han beklagede enhver sårethed hos muslimer på grund af bemærkninger fremsat af en koptisk ærkebiskop, som af nogle blev opfattet som et angreb på Koranen.

Drabet på seks kristne i den sydlige del af landet på kopternes juleaften i januar kan også have forværret frygten for religiøse sammenstød. Muslimske militantes forfølgelse af kristne i Irak efter den amerikansk anførte invasion af landet gør også folk utrygge i Egypten. Men faktisk er dødsofre for religiøs vold fortsat en ekstrem sjældenhed i Egypten. De fleste egyptiske kristne siger, at deres største bekymring handler om diskrimination og til tider drillerier og hån fra muslimske naboer, især i fattige kvarterer.

/Reuters/

Oversat af Sara Høyrup