Når en ung kristen mand i Pakistan ikke kan blive læge, eller når en kristen familie får frataget deres jord, er det et udtryk for en ny udvikling i forfølgelsen af kristne: Det er ikke primært volden, der stiger, men kulturel marginalisering.
Det konkluderer den verdensomspændende organisation Åbne Døre blandt andet ud fra sin årlige liste over, hvilke lande i verden kristne har det værst i. Oversigten, der offentliggøres i dag, viser, at toppen af listen ikke har ændret sig meget siden sidste år: For 13. år i træk får Nordkorea førstepladsen, mens lande som Somalia, Irak, Syrien og Afghanistan følger efter.
Den kulturelle marginalisering kan ifølge Jørn Blohm Knudsen, generalsekretær i Åbne Døres danske afdeling, være, at man som kristen ikke kan bestemme, hvilken uddannelse, hvilket job eller hvilken ægtefælle man vil have.
”Det er volden, der skaber de største overskrifter, men det er dybt uretfærdigt og begrænsende, at et menneske på grund af sin tro ikke har samme muligheder som flertallet i et land,” siger han.
Det er ifølge ham en udvikling, der er kommet de seneste omkring fire år. Ifølge Jørn Blohm Knudsen kan den stille diskrimination have større konsekvenser end volden.
”Hvis du som nykristen i et samfund i Mellemøsten eller Afrika bliver udstødt af din familie, står du helt alene. Derfor er nykristne udsatte, og det stiller større krav til kirkerne om at tage imod dem,” mener han og tilføjer, at nogle menigheder er så bange for at modtage kristne på grund af repressalier fra myndighederne, at de ikke lukker dem ind.
”Det er langt sværere at bekæmpe den kulturelle marginalisering, fordi den også skal bekæmpes på græsrodsplan, hvor man skal ændre folks holdninger til kristne. Volden er kun toppen af isbjerget, og under det er der holdninger og værdier. Det er en lang, lang proces,” siger Jørn Blohm Knudsen.
Det religiøse tilhørsforhold er for fattige mennesker en vigtig identitetsmarkør, fortæller Lars Udsholt, sekretariatsleder i Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling.
”Vi oplever i høj grad, at den lokale menighed kan give en meget vigtig ballast i tilværelsen, hvor man materielt er presset, og hvor man oplever at blive klemt fra andre fronter. Derfor er det efter min mening godt, at Åbne Døre lægger vægten på den stille og snigende marginalisering og stigmatisering, som et religiøst tilhørsforhold også kan indebære,” siger han og tilføjer:
”Det er desværre sådan i medierne, at det er den massive og håndgribelige krænkelse, som skaber overskrifter, mens det er situationer i hverdagslivet, som har en mere vital betydning. Der er behov for opmærksomhed omkring den ikke så kiosksælgende version af religionsforfølgelser.”
Lars Udsholt understreger, at Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling hjælper alle uanset religion.
Peter Prove, direktør for internationale anliggender i Kirkernes Verdensråd, understreger, at man hos organisationen med medlemmer fra kirker i over 110 lande og områder ikke selv samler statistik for forfølgelse af kristne, men at rådet baseret på rapporteringer fra medlemskirker og kristne følger udviklingen tæt, herunder trusler mod religionsfriheden.
”Det mest synlige udtryk for det problem er helt sikkert den stigende grad af vold, som påvirker diskriminerede religiøse samfund, herunder kristne. Men andre faktorer er ofte mindre synlige og derfor mere snigende og sværere at respondere på,” siger Peter Prove og pointerer, at de lovgivningsmæssige rammer, der understøtter diskrimination på grundlag af religiøst tilhørsforhold – såsom blasfemilove i Pakistan - er en alvorlig trussel.
Fakta: De 25 værste i 2015
De 25 lande, hvor de kristne har det værst, er i rækkefølge efter sværhedsgrad: Nordkorea, Somalia, Irak, Syrien, Afghanistan, Sudan, Iran, Pakistan, Eritrea, Nigeria, Maldiverne
Saudi-Arabien, Libyen, Yemen, Usbekistan, Vietnam, Centralafrikanske Republik, Qatar, Kenya, Turkmenistan, Indien, Etiopien, Egypten, Djibouti, Burma (Myanmar), Palestinensiske Terr og Brunei