Der har ikke på noget tidspunkt hersket tvivl om, hvad den tyrkiske regering og premierminister Recep Tayyip Erdogan synes om, at den nu tidligere egyptiske præsident Mohamed Mursi blev afsat af militæret. Erdogan har fra første færd fordømt det og kritiseret USA og Europa for ikke klart nok at tage stilling og lægge afstand til det egyptiske militær, sådan som Erdogan og hans regering har gjort.
Jeg er overrasket over Vesten. De vil ikke sige, at det her er et kup. Hvad er der blevet af deres demokratiske idealer, sagde Erdogan i begyndelsen af juli, kort efter at Mursi blev væltet af magten.
Siden har Erdogan ved flere lejligheder vist sin støtte til Det Muslimske Broderskab og dets tilhængere i Egypten. Efter at flere hundrede mennesker blev dræbt, da det egyptiske militær ryddede to teltlejre i Kairo, sammenlignede Erdogan den egyptiske militærleder Abdel Fattah al-Sisi med Syriens forhadte præsident Bashar al-Assad, og Tyrkiet har desuden trukket sin ambassadør i Egypten ud af landet.
LÆS OGSÅ: Kritik: Erdogan svigter de svageste
I nogle kredse i Tyrkiet er der bekymring over regeringens udenrigspolitiske kurs. Idéen om Tyrkiet som Mellemøstens rollemodel for, hvordan religion og demokrati kan kombineres i en moderne og sekulær stat den tyrkiske model er nu faldet fra hinanden, lyder det.
Den tyrkiske model er gået tabt. Mange i Mellemøsten ser stadig Tyrkiet som et vigtigt land, men ikke længere som et ideal. Tyrkiet er gået baglæns i forhold til sine egne demokratiske standarder, siger dr. Akin Ünver, lektor i internationale relationer ved Kadir Has Universitet i Istanbul og tidligere tilknyttet Princeton Universitet i USA samt det tyrkiske udenrigsministerium.
I stedet for at se begivenhederne i Egypten som et internationalt spørgsmål har premierminister Erdogan og hans religiøst konservative AKP-parti set modstanden mod Det Muslimske Broderskab som et angreb på dem selv, lyder det fra Akin Ünver. Derfor har Erdogans udmeldinger været tydeligt følelsesbaserede frem for baserede på en velovervejet udenrigspolitisk plan, og det har skadet Tyrkiets rolle og anseelse i regionen, mener Akin Ünver.
Der har været en overreaktion. Man kunne have valgt at fordømme kuppet og samtidig bevare kontakten til Kairo og på den måde prøve at påvirke situationen. Men Tyrkiet ignorerer fuldstændig styret i Egypten, og det betyder, at Ankara (den tyrkiske hovedstad, red.) nu er helt uden indflydelse, siger han.
I kølvandet på Det Arabiske Forår stod Tyrkiet ellers som et forbillede for, hvordan en demokratisk mellemøstlig stat kunne se ud. Det er den model, der nu er sat over styr med Tyrkiets håndtering af situationen som årsag, mener Akin Ünver.
Standpunktet i forhold til kuppet er ikke i sig selv forkert, men det har betydning, hvordan man udtrykker det. Når Erdogan eksempelvis siger, at Israel står bag det egyptiske kup, irriterer det alle. Det er måske første gang, det er lykkedes at gøre sig uvenner med både USA, Israel og Egypten på samme tid, siger Akin Ünver.
Han peger på, at der også blandt tyrkere er en stigende bekymring over, hvad der bliver set som mere og mere absurde udtalelser fra Erdogan.
At Tyrkiet klart har valgt side i Egypten, har ikke bare sat landet uden for indflydelse, men også skadet Tyrkiets omdømme i regionen og dermed Tyrkiets bestræbelser på ikke bare at være rollemodel, men også at være en regional stormagt.
I sin tid ved magten har den Erdogan-ledede regering ellers bestræbt sig på at profilere landet som det gode eksempel i Mellemøsten. En vigtig søjle i udenrigspolitikken, formuleret af udenrigsminister Ahmet Davutoglu, har været nul problemer-princippet, som skulle forbedre Tyrkiets forhold til landene i regionen og på den måde styrke Tyrkiets rolle som regionens storebror. Så sent som i marts skrev Davutoglu i en kronik i det udenrigspolitiske magasin Foreign Policy, at mægling er en af hjørnestenene i det proaktive tyrkiske diplomati.
Den rolle er nu ikke kun tabt i forhold til Egypten. Siden Det Arabiske Forår er det nemlig gået stik modsat af nul problemer for Tyrkiet. I stedet har regeringens udenrigspolitik skabt dårlig stemning i forhold til en række lande i regionen. Fra tyrkisk perspektiv blev oprørerne i Mellemøsten ellers set som en mulighed for at gøre sig selv til en central stormagt med gode forbindelser til de nye ledere i andre lande, mener Akin Ünver. Men den plan er nu gået op i røg.Tyrkiets erklærede støtte til oprørerne i nabolandet Syrien har ikke bare sat en stopper for forbindelsen mellem Erdogan og Assad, men også forværret forholdet til Iran og Hizbollah i Libanon, som støtter det syriske regime. Støtten til oprørerne er blevet stigende problematisk for Tyrkiet i takt med, at islamiske grupper har sluttet sig til kampene mod Assad.
I spørgsmålet om Egypten har Tyrkiet lagt sig i den modsatte bane af økonomisk magtfulde Saudi-Arabien, som støtter militæret i Egypten. Saudi-Arabien støtter ellers, som Tyrkiet, også oprørsgrupperne i Syrien, og Saudi-Arabien og Iran er dermed fjender i den strid. Men Tyrkiet har altså lagt sig ud med dem begge. Og både Israel og USA har taget skarp afstand fra Erdogans anklager om, at Israel står bag militærkuppet i Egypten.
Især efter Egypten er Tyrkiet blevet ensomt. Tyrkiets omdømme har forandret sig fra at være den venlige storebror til at være en uvenlig storebror, siger Akin Ünver.
Han peger på, at der er opmærksomhed på kritikken internt i den tyrkiske regering. En af regeringens udenrigspolitiske toprådgivere skrev på Twitter i forbindelse med begivenhederne i Egypten, at han ikke mener, at Tyrkiet isolerer sig, men hvis det er tilfældet, så er det en værdifuld ensomhed. En udtalelse, som Akin Ünver kalder den mest absurde udtalelse om internationale forhold, man nogensinde har hørt.
Erdogan afviste for nylig, at Tyrkiet er blevet ensomt. Landet har både Gud og folket på sin side, erklærede premierministeren i en tale. Akin Ünver ser den slags udtalelser som udtryk for, at regeringen nu forsøger at bruge situationen til at positionere sig som moralens vogter over for sit tyrkiske vælgerbagland. Regeringens eneste mulighed for at få noget positivt ud af situationen med Egypten, mener han.
Til næste år venter både et præsidentvalg og lokalvalg i Tyrkiet, og valgkampen er uofficielt i gang. Og Erdogan har netop behov for at samle baglandet oven på sommerens regeringskritiske protester over hele Tyrkiet. Allerede inden militærkuppet i Egypten var regeringens håndtering af demonstrationerne, der begyndte med Geziparken i Istanbul, med til at lægge vejen til den tyrkiske models endeligt, mener Akin Ünver.
Regeringens håndtering af de fredelige demonstrationer har skadet Tyrkiets omdømme. Politiets svar på demonstrationerne var med til at føre til den tyrkiske models død. Ikke protesterne, men regeringens reaktion på dem, siger Akin Ünver.