Den tyrkiske tumult er tegn på demokratisk vokseværk

Utilfredsheden i den tyrkiske befolkning er måske snarere tegn på en modning af tyrkisk politik end et svigtende demokrati, skriver den amerikanske forfatter og analytiker Graham E. Fuller

Erdogan kom til magten ved at vinde udbredt offentlig støtte - ikke kun blandt religiøst sindede tyrkere, men også i liberale og intellektuelle cirkler.
Erdogan kom til magten ved at vinde udbredt offentlig støtte - ikke kun blandt religiøst sindede tyrkere, men også i liberale og intellektuelle cirkler.

DET ER OPLAGT at betegne uroen i Istanbuls Gezi-park og andre steder i Tyrkiet som et tyrkisk forår med folkemasser, der kræver demokrati i endnu et mellemøstligt land. Men al tumulten er måske ikke så meget et tegn på svigtende demokrati i Tyrkiet som på det modsatte. Måske utilfredsheden i befolkningen netop bekræfter en yderligere modning af tyrkisk politik, som nu er modstandsdygtig nok til at kunne klare selv længere perioder med utilfredshed, som faktisk styrker deltagerdemokratiet.

Er det ønsketænkning? Nej, egentlig ikke. Der er masser af grunde til at sige, at Taksim-pladsen er noget helt andet end Egyptens Tahrir-plads. Ikke mindst, at demonstrationerne ikke er rettet mod et eller andet rodfæstet diktatur, men imod en premierminister, som har vundet tre frie og fair valg i træk. Ingen anden tyrkisk premierminister har nogensinde opnået det.

LÆS OGSÅ: Kvinder demonstrerer mod tyrkisk familiepolitik

Problemet kan bedre beskrives som en reaktion mod Erdogans egenmægtighed, som i et vist mål skyldes politisk udmattelse og måske også arrogance efter 10 år ved magten, samt anden social utilfredshed. Erdogan har simpelthen trådt på en masse menneskers tæer efterhånden, og han virker stadig mere tonedøv og overlegen, når mange af hans politiske tiltag bliver mødt med utilfredshed i befolkningen. Hvis han bliver ved med at blæse på store dele af den offentlige opinion, vil det koste ham jobbet og måske ligefrem vælte hans parti ved næste valg.

Erdogan kom til magten ved at vinde udbredt offentlig støtte ikke kun blandt religiøst sindede tyrkere, men også i liberale og intellektuelle cirkler, som sætter pris på hans sejr over militærets mangeårige dominans af tyrkisk politik og hans liberalisering af landet.

Erdogan har omkalfatret den tyrkiske økonomi og gjort den til den 17. stærkeste i verden. Han har indført vigtige politiske, økonomiske og sociale reformer og ihærdigt efterstræbt EU-medlemskab. Han har gjort mere for at få løst det langvarige og blodige kurdiske problem end nogen anden tyrkisk premierminister. Han har indført en virkelig dristig udenrigspolitik, der flytter Tyrkiet væk fra rollen som blot og bar trofast amerikansk allieret til at være en ny uafhængig geopolitisk spiller i egen ret i både Vesten og Mellemøsten, Afrika og Eurasien.

Men Erdogan er måske ved at køre træt efter et årti fuldt af resultater, og måske han nu sår kimen til sin egen ødelæggelse med den impulsivitet og arrogance, der har kostet ham meget af hans offentlige støtte. Hans dårlige idé om at udvikle Gezi-parken i Istanbul fungerer som symbol på mange af befolkningens andre ankepunkter.

Naturligvis er der også meget andet på spil politik er aldrig simpelt. Erdogan har sine fjender. Folk fra den herskende kemalistiske klasse, som engang sad på det hele, men blev skubbet til side af Erdogan, ville elske at bringe ham til fald. Det samme gælder mange tyrkiske nationalister, som er imod de indrømmelser, han giver til det store kurdiske mindretal som en anerkendelse af deres ambi-tioner om kulturel uafhængighed. Den fortrængte hær er fornærmet. De sekulære er meget imod, at islam har fået adgang til det offentlige rum, efter at kemalisterne længe havde gjort det til absolut tabu.

Korruptionen er også taget til efter Erdogans 10 år ved magten. Den svimlende vækst til trods har alt ikke været fremskridt for alle de økonomiske forhold er helt efter bogen blevet forværrede for mange tyrkere i løbet af perioden med fri markedspolitik. Der er en parallel til de økonomisk begrundede protester imod den voksende ulighed i USA, Latinamerika og store dele af resten af verden. Erdogan har manipuleret pressen med økonomiske greb for at sikre sig bedre behandling som alle andre politiske partier i Tyrkiet har gjort det i årtier. Men læseren bør bemærke den bidende kritik, som også findes i den tyrkiske presse.

Hvad er det positive i alt dette mon så? Jo, tyrkisk politik har gennemgået en enorm modningsproces i løbet af det forgangne årti. Der er kommet større offentlig bevidsthed og viden, der er øget deltagelse, nye politiske kræfter er vokset ud af de traditionelle landboklasser i Anatolien, og den økonomiske bevidsthed og deltagelse er vokset. Den tyrkiske offentlighed forventer simpelthen mere i dag på både socialt, miljømæssigt og politisk niveau.

Den tyrkiske paternalisme er ved at dø hen og ikke kun fordi militærets politiske magt er blevet sendt ud på sidelinjen, men fordi de gamle indspiste socialklassers magt er blevet det. Derfor er der mindre tolerance af premierministerens egenrådige stil og hans uvillighed til at undskylde selvom folk selv har valgt ham. Tyrkiets nye samfundsprofil er mere velinformeret og kritisk anlagt og kræver større inddragelse af offentligheden. Erdogans respons bliver afgørende for det næste valg.

Og det drejer sig ikke kun om Tyrkiet isoleret set. Enhver besøgende vil omgående fornemme, hvordan globale kræfter nu er i spil hos en veluddannet offentlighed, som er langt foran de arabiske befolkningers første vaklende skridt til at opnå helt basale demokratiske forandringer. Den virkelige lakmustest af det tyrkiske demokrati handler ikke længere om frie valg, men nærmere om hvor godt demokratiet står igennem offentlig modstand mod den førte politik, og hvor godt det formår at tage uenigheden til sig.

Det er en krævende proces. Den polariserede politik og den giftige fastlåsthed i Kongressen i USA er ikke ligefrem noget eksempel til efterfølgelse heller. Ej heller det tumultariske politiske liv i dele af Sydeuropa.

Tyrkiet vil formentlig klare også den aktuelle politiske krise i fin stil, sådan som landet har gjort det med så mange andre i de seneste 10 år, og også denne gang vil det tyrkiske demokrati komme styrket ud af krisen. En succesfuld krisehåndtering vil styrke og udvide den rolle, den offentlige opinion og den stadig større sociale diversitet spiller i denne demokratiske stat under udvikling. Erdogan personligt vil måske, måske ikke overleve udfordringen hans eget parti erkender behovet for at holde ham i snor. Men med lidt held kommer der noget rigtig godt ud af det demokratiske vokseværk i Gezi-parken.

Graham E. Fuller er tidligere næstformand for CIAs Nationale Efterretningsråd, politisk analytiker og forfatter. Han er specialist i islamisk ekstremisme og en stor kender af Mellemøsten. Senest har han udgivet bogen A World Without Islam (En verden uden islam) og memoirerne Three Truths and a Lie (Tre sandheder og en løgn).Oversat fra engelsk af Sara Høyrup