I årtier sukkede afrikanerne, og mange andre, efter økonomisk vækst i Afrika. Imidlertid kunne den finansielle udvikling på kontinentet bedst beskrives som ”at stå i stampe”, som Den Afrikanske Udviklingsbank formulerede det i sin årsrapport fra 2014.
Men pludselig tog udviklingen fart, og nu vrimler den afrikanske virkelighed og det internationale mediebillede med slående eksempler på den økonomiske vækst, der finder sted på kontinentet i disse år. Bruttonationalprodukterne er kravlet gevaldigt til vejrs i en lang række afrikanske lande, og syv ud af verdens 10 hurtigst voksende økonomier ligger nu i Afrika. Middelklassen vokser, og antallet af afrikanere, der lever i dyb fattigdom, falder. Et nyt net af asfalterede veje breder sig langsomt ud over kontinentets berømte røde jord, og velstanden breder sig blandt afrikanerne selv.
Den breder sig bare slet ikke nok.
Mere præcist breder den voksende velstand sig nemlig ud i små segmenter af befolkningerne. Og mens syv af verdens hurtigst voksende økonomier ganske rigtigt ligger i Afrika, så lægger kontinentet også jord til de seks af verdens økonomier, hvor der hersker den største forskel mellem rig og fattig. Den store, og stigende, forskel mellem rige og fattige afrikanere udgør et massivt problem, påpeger den senest gennemførte globale OECD-undersøgelse på området fra sidste år.
”Den enorme stigning i uligheden i indkomst på globalt plan udgør et af de mest markante - og bekymrende - træk ved verdensøkonomiens udvikling i de seneste 200 år,” hedder det i rapporten.
I dag kan alt for mange afrikanere i lande som Sydafrika, Namibia, Lesotho eller Sierra Leone med misundelse notere sig, hvordan en lille gruppe privilegerede landsmænd anskaffer sig nye biler, bygger imposante villaer, indskriver deres børn på dyre privatskoler for senere at sende dem af sted til dyre udenlandske universiteter. Alt imens lever de selv fra hånden til munden, ligesom de gjorde, før den økonomiske vækst tog fart i deres respektive hjemland.
Og selvom middelklassen vokser, går det alt for langsomt med at brede væksten ud, advarer Den Afrikanske Udviklingsbank, OECD og Verdensbanken. Organisationerne påpeger alle, at det er afgørende for stabiliteten og den fortsatte vækst i Afrika, at langt flere afrikanere får del i den positive økonomiske udvikling. Og udfordringen med at komme uligheden til livs er kolossal, medgiver vicepræsident og cheføkonom i Den Afrikanske Udviklingsbank, Steve Kayizzi-Mugerwa.
Men Afrika er parat til at løfte opgaven, vurderer han. Vejen frem er at fjerne eksisterende handelsbarrierer og derved få skabt det økonomiske og regionalt langt mere integrerede Afrika, der har været en ambition i verdensdelen, siden kolonitidens æra sluttede for godt 50 år siden.
Det er nu, der skal slås til, understreger Steve Kayizzi-Mugerwa i et interview med Kristeligt Dagblad.
”Den økonomiske udvikling i Afrika har åbnet for adgangen til at optage udenlandske lån og for udenlandske investeringer, så øjeblikket er indtruffet til at gøre alvor af integrationen. Men der venter nogle store udfordringer for, at projektet kan lykkes og den regionale samhandel vokse,” vurderer han.
En af de største udfordringer for de afrikanske lande har ifølge Steve Kayizzi-Mugerwa været dårlig regerings- og embedsførelse samt at modstå den fristelse, som Tanzanias tidligere præsident Julius Nyerere (præsident fra 1964-1985, red.) kaldte ”nationalismens tillokkelse”. Med det mente han den enkelte afrikanske nations ambitioner om - og storslåede investeringer i - at manifestere sig som land. Først og fremmest ved at anlægge egen lufthavn, egen hær, eget universitet, egen centralbank.
Julius Nyerere mente også, at det bedste tidspunkt i historien til at skabe et integreret Afrika var lige efter, at koloniherrerne trak sig ud af kontinentet. Det tidspunkt blev forpasset, men Afrika har alt for meget at vinde ved at samarbejde på tværs af nationerne til at lade være, mener Steve Kayizzi-Mugerwa.
Østafrika er godt i gang, påpeger han. Allerede nu samarbejder de fem østafrikanske lande Uganda, Rwanda, Burundi, Sydsudan og Kenya om den ambitiøse etablering af en ny jernbane, der i løbet af de kommende fire år skal knytte landenes hovedstæder, økonomier og transportsektorer tættere sammen og sænke transportomkostninger og -tid i handelslivet. 90 procent af pengene til projektet har de østafrikanske lande optaget som lån i et nu velvilligt indstillet Kina.
Et andet eksempel på, hvordan regionalt samarbejde gavner afrikanernes økonomi og hverdag, er anlæggelsen af et gigantisk vandkraftværk, The Grand Renaissance Dam, i Etiopien, som efter planen skal stå færdigt i 2017.
”Når vandkraftværket er færdigt, vil det fordoble det antal megawatt, Afrika har til rådighed i dag, og helt bogstaveligt talt være i stand til at levere strøm til det halve Afrika,” siger Steve Kayizzi-Mugerwa.
Den dag Etiopien begynder at eksportere elektricitet, er en stor dag for Afrika, vurderer han.
I dag er store dele af kontinentet plaget af elektricitetsmangel, der skader økonomierne. Og Etiopiens elektricitetseksport vil frigive ressourcer i andre afrikanske lande, der slipper for at opføre tilsvarende el-værker. Vigtigst af alt vil elektriciteten give en nødvendig hjælpende hånd til at få gang i den industrialisering, Afrika nu sukker efter. I dag er afrikanske økonomier fortsat dybt afhængige af eksport af råstoffer og -varer, mens den industrielle forarbejdning af varerne primært foregår uden for kontinentet. For eksempel er det kun 10 procent af det overskud, som afrikansk dyrkede kaffebønner genererer, der kommer afrikanerne selv til gode.
En industriel revolution vil kaste millioner af arbejdspladser af sig, kickstarte samhandlen og for alvor formå at rykke ved uligheden og den kolossale ungdomsarbejdsløshed på kontinentet. Men for at det kan ske, skal der oceaner af asfalterede veje til, vurderer Steve Kayizzi-Mugerwa.
”Grundlæggende har Afrika brug for jernbaner og veje. Det er særligt afgørende for økonomien i de 16 afrikanske lande, der ikke har adgang til havet. Med et godt vejnet og mindre papirarbejde og bureaukrati ved grænserne vil ugandiske landmænd kunne eksportere deres afgrøder til Kenya, og Uganda og Rwanda kan omvendt aftage forarbejdede produkter fra Kenya,” siger han.
Om Afrika vil have held med at løfte udfordringen, eller om den vil trække ud og ud, står og falder i sidste ende - og som så ofte på kontinentet - med regeringerne i de afrikanske lande.
”Vi er nødt til at have gode regeringer. Uden er der ikke noget, der virker, og alting strander på ambitionsniveauet,” lyder advarslen fra Steve Kayizzi-Mugerwa.
Ph.d., cheføkonom og vicepræsident i Den Afrikanske Udviklingsbank, Steve Kayizzi-Mugerwa, og en af Afrikas førende økonomer ved fokus på udviklingspolitik. Han er født og opvokset i Uganda, men har også svensk pas efter at have taget sin ph.d. og undervist ved Göteborg Universitet.
Den økonomiske vækst i Afrika er et faktum, men kontinentets næste altoverskyggende udfordring et at få inkluderet flere afrikanere i den positive udvikling. Det er tydeligt, vurderer organisationer som Verdensbanken og Den Afrikanske Udviklingsbank, at det ikke sker af sig selv. Tværtimod vokser uligheden på nuværende tidspunkt i en lang række udviklingslande, også uden for Afrika.
Øjeblikket er indtruffet til at sætte ind over for uligheden i Afrika, fordi den økonomiske vækst har åbnet op for adgang til udenlandske lån og investeringer. Penge, der kan bruges til at mindske uligheden. Fokus på god regeringsførelse er fortsat stort og skal udnyttes til at holde regeringerne ansvarlige.
