Flygtningekrisen, som er såre synlig på Middelhavets kyster, er nu trådt dramatisk ind på scenen lige midt i Europa:
For nylig blev 71 mænd, kvinder og børn fundet døde i en efterladt lastvogn i Østrig, siden har vi set tusindvis af desperate flygtninge og migranter låst inde på en banegård i Budapest, og i går begyndte ungarsk politi at anholde flygtninge for illegalt at have krydset grænsen.
Hvem skulle have troet, at flygtninge fra Syrien, Irak og Afghanistan efter at have kørt og gået gennem Tyrkiet, Grækenland, Makedonien og Serbien på udkig efter sikkerhed og et bedre liv skulle sidde fast i en fælde sat af regeringen i EU-landet Ungarn?
Dramaet i Ungarn indgyder en stærk fornemmelse af at have set det hele før. Tilbage i 1989 samledes tusindvis af østtyskere i Budapest, fordi Ungarn havde opgivet at bruge miner og pigtråd til at holde grænsen mod Østrig lukket. De krævede at få lov at komme ind i det demokratiske Vesttyskland, og det var et historisk øjeblik, da regeringen opfyldte deres ønske.
Sæt det op mod det 175 kilometer lange pigtrådshegn, som er ved at blive opført langs Ungarns grænse mod Serbien. Østtyskernes jubel er blevet afløst af de desperate råb på Tyskland fra dem, der ikke kan få lov at komme om bord på de tog, de allerede har betalt for. De er tvunget til at blive, men ryggesløst overladt til at klare sig selv.
De er overladt til den omsorg, som alene ydes af modige frivillige, der drives af medfølelse, kvaler og skam.
De ungarske myndigheder har generelt klandret Europas misforståede tilgang til migration, og mere specifikt Tysklands, hvormed Ungarn åbner en ny front i sin EU-fjendtlige retorik. Men i virkeligheden er meget af det kaos, vi er vidner til, helt bevidst fabrikeret af premierminister Viktor Orbán selv.
I mange måneder har han med sin hadekampagne rettet et slag mod de ”mestendels muslimske” flygtninge, og det ”Europa”, der ”rådgiver dem”. Hans fortælling kan opsummeres som følger:
Flygtningene er profitsøgende pseudo-ofre samt deciderede lovbrydere i tillæg til potentielle terrorister og på anden måde redskaber inviteret til Ungarn af den multinationale kapital og alverdens venstrefløjsfolk for at nedbryde denne unikke nation med liberalisme og multikulturalisme.
De hader os, fordi vi ungarere aldrig har taget multikulturalismen til os, og den har for øvrigt allerede ødelagt Vesten. Og samtidig med at vi viser verden, hvordan den kan holde sig migrantfri, kulturelt adskilt og homogen, gør vi det for at ”forsvare den europæiske kristendom”.
På denne måde puster Orbán til et indigneret fremmedhad og gør det til et våben. Dette fremmedhad blev indgydt Ungarn som en følge af landets territorialtab efter sammenbruddet af det habsburgske, østrig-ungarske statsforbund i 1918. Orbán genererer konstant nye konflikter og giver den som forsvareren af de nationale in-teresser.
Han har hårdt brug for nye ydre fjender og lokale quislinger, fordi hans vælgerkorps er veget under indtryk af vedholdende informationer om korruption samt øget konkurrence fra det ultranationalistiske parti Jobbik.
Orbán satte kampen i gang tidligere på året, allerede før det gik op for ungarerne, at der var noget, der hed flygtninge. Han sendte en fejlagtigt benævnt ”national rådslagning” ud til hver eneste ungarsk borger. Teksten var ikke ret subtil. Den indeholdt voldsomt ledende spørgsmål såsom:
”Er du enig i, at misforståede indvandringspolitikker bidrager til spredningen af terrorisme?” og ”Er du enig med regeringen i, at i stedet for at afsætte penge til indvandring bør vi støtte de ungarske familier og de endnu ufødte børn?”.
Og i en landsdækkende plakatkampagne blev flygtningene (på ungarsk!) advaret om, at ”Hvis I kommer til Ungarn, så skal I ikke tage ungarernes jobs”. Det blev fulgt op af det sagnomspundne byggeri af hegnet langs den serbiske grænse - mere PR end beskyttelse, eftersom hegnet hidtil har været nemt nok at bryde igennem.
Dernæst kom betegnelsen på en grænsekontrolenhed fra politiet, hvis navn ” határvadászok”, grænsejægerne, stammer fra en militærenhed, der jagtede serbiske oprørere under Anden Verdenskrig. Tanken var at appellere til Jobbiks tilhængere, for Jobbik har længe lovet at genindsætte de grænsevagter, som blev sendt hjem for 25 år siden med det kommunistiske styres fald.
Afspærringer har brug for grundlag, og vagter for motivation. Regeringen satte trumf på sin kampagne med juridisk at afskære enhver fra at opnå asylstatus, som kommer til Ungarn fra lande, som parlamentet har erklæret sikre. Uanset at det er syrere, irakere og afghanere, der ankommer fra Serbien.
Det land er ikke i krig og forfølger ikke syrere, irakere og afghanere, forlyder det i den nyeste forordning, der skal gøre det umuligt at opnå asyl. Eftersom Orbán også har gjort det klart, at muslimske asylsøgere ikke er velkomne, gælder forbuddet hele vejen rundt.
Alle disse følelsesladede budskaber er møntet på mennesker, som bestemt ikke ønsker at blive i Ungarn. Men ved at fange tusindvis af vrede asylsøgere i sin hovedstad fik Orbán mulighed for at anvende dem som prygelknaber i sin opdragelse af vælgerne.
Den ungarske regering kunne på konstruktiv vis have håndteret migranternes behov, sådan som det er udstukket i Genève-konventionen, og de europæiske asylregler som foreskrevet i Dublin-forordningen, hvis det var det, den ville. Men Orbán har en anden dagsorden. Nu er det igen en forbrydelse at krydse Ungarns grænser uden tilladelse.
Op til tre års fængsel vil migranterne kunne få, og deres ”hjælpere” (som meget vel kan omfatte bistandsorganisationer) kan få endnu mere. Så nemt er det for Ungarn at udradere en menneskeret: Genève-konventionen gør det forbudt at frarøve en flygtning sin bevægelsesfrihed, men det er jo helt lovligt at sætte en forbryder i fængsel. Tricket er således at sikre sig, at asylsøgeren klassificeres som en grov forbryder.
Og der er værre ting på vej. Orbáns Fidesz-parti og Jobbik vil sætte militæret til at tage sig af flygtningekrisen. Militær og politi vil få lov at ransage hjem uden dommerkendelse i menneskehandelbekæmpelsens navn.
Grænsen til Serbien er nu erklæret som karantæneområde. Vidererejse til Ungarn vil alene blive tilladt for dem, der har fået asyl, mens resten - de facto alle - deporteres tilbage til Serbien. Nettoresultatet vil være en sejr for Orbán, da flygtninge- og migrantstrømmen vil blive kanaliseret til Kroatien.
Som Bill Clinton har bemærket, handler det for Orbán ikke om værdier. Han er alene optaget af sine hjemlige vælgertal og af uforstyrret adgang til ungarske og europæiske ressourcer. Hvis han har et princip, så er det at nedgradere EU til en forsamling, som ikke engang er et ”nationernes Europa” længere, men blot et ”nationalismernes Europa”.
Hans modstand mod flygtningekvoter og hans retorik om kun at ville tage imod kristne har fundet en klangbund i Visegrád-gruppen, der også tæller Tjekkiet, Polen og Slovakiet.
Det kan i praksis komme til at flå Europa over på midten langs en skillelinje mellem øst og vest. Orbán har med andre ord påtaget sig den kontinentale lederrolle med at distrahere Europa yderligere fra sit oprindelige ideal om fælles demokratisk handling.
Den igangværende humanitære krise fremstilles med rette som en eksistentiel udfordring for Den Europæiske Union. Viktor Orbáns villighed til at eskalere krisen for egen politisk vindings skyld er en del af udfordringen.