Vil Kina blive den dominerende magt i det 21. århundrede? Det er ét af tidens store spørgsmål og så aktuelt, at den kinesiske avis China Daily for nylig afsatte flere sider til emnet i sin USA-udgave.
Anledningen var udgivelsen af den britiske Kina-kender Jonathan Fenbys bog med samme titel: Will China Dominate the 21st Century?. Nej, svarer Fenby i bogen og begrunder det med Kinas interne økonomiske og politiske problemer.
Sjovt nok fokuserede China Daily kun på det økonomiske, bemærker Jonathan Fenby, da Kristeligt Dagblad møder ham i London.
Jonathan Fenby er tidligere chefredaktør for blandt andre den britiske avis The Observer og Hongkong-avisen South China Morning Post samt forfatter til flere historiske bøger om Kina. Hans nye bog udgives af forlaget Polity, der med en serie af korte, letlæste bøger tager nogle af tidens globale spørgsmål op.
Interviewet med Jonathan Fensby finder sted over en kop te i en kældercafé under boghandlen Arthur Probsthain, der i mere end 100 år har solgt bøger om østen og Afrika. Stedet ligger lige over for British Museum med dets rige samling fra dengang, Storbritannien var en dominerende magt i verden.
Siden er det gået ned ad bakke for det britiske imperium, og arvtageren, USA, kæmper sammen med resten af den vestlige verden stadig med efterdønningerne af finanskrisen. Til gengæld har Kina i over tre årtier præsteret imponerende vækstrater og står til at overhale USA som verdens største økonomi, måske allerede i dette årti. Det har skabt både frygt og beundring og fået flere til at mene, at dette århundrede vil blive kinesisk.
Der er to skoler: En fløj, der i årevis har forudsagt, at Kina snart vil bryde sammen, og en anden, der mener, at Kina vil komme til at regere hele verden. Ingen af dem har ret, siger Jonathan Fenby.
Han henviser til, at selvom det kinesiske kommunistparti stadig sidder solidt på magten, har Kina myriader af interne problemer, der vil holde dets ledere travlt beskæftiget langt ind i dette århundrede.
Kina har heller ikke noget ønske om global dominans og er ikke presset til det af eksterne kræfter, som USA var det efter 1945. Hele idéen om, at et enkelt land har total dominans holder ikke længere. Selvom USA har været den førende supermagt, har det jo aldrig kontrolleret hele verden, påpeger han.
Jonathan Fensby forsøger i sin bog at punktere en række myter om Kina. Herunder, at det skulle være en unik civilisation, der er hævet over de regler, der gælder i resten af verden. En samlet nation, under ledelse af vise mænd, der har styret landet med konfucianismen som ledestjerne.
LÆS OGSÅ: Kina vil henrette færre mennesker
Blandt fortalerne for det synspunkt er Fenbys landsmand Martin Jacques, tidligere redaktør for det kommunistiske Marxism Today. I bogen When China Rules the World (på dansk: Når Kina regerer verden) argumenterer Jacques for, at en helt ny verdensorden med kinesisk og konfuciansk dominans kan være på vej.
Det er givet, at konfucianismen har haft stor indflydelse i Kina med dens filosofiske og etiske lære, men ifølge Jonathan Fenby handler den ikke kun om visdom og god opførsel for herskere, deres undersåtter og omverdenen. Magthaverne har også brugt og gør det stadig det nyttige princip om sønlig ærbødighed til at kræve respekt og lydighed.
Og Kina er ikke kun præget af konfucianismen, men også den rivaliserende doktrin, legalismen, der er den mere hårdhændede del af den kinesiske arv.
Kinas beundrere peger altid på konfucianismen, men aldrig på legalismen, hvormed magthaverne bruger loven til at skræmme alle som et redskab til at regere landet, siger Jonathan Fenby.
Lige fra den første Qin-kejser, der efter sigende begravede lærde levende, til Mao Zedongs voldelige kampagner og dagens undertrykkelse af kommunistpartiets kritikere, har legalismen aldrig helt sluppet sit tag.
Der er ingen demokratisk tradition i Kina, og en vigtig forudsætning retssamfundet og retssikkerhed eksisterer ikke. Det ville kræve, at kommunistpartiet skulle sætte sig selv under loven, bemærker Jonathan Fenby.
Og hvor er konfucianismen i dagens Kina, når det er nødvendigt med en lov, der påbyder voksne børn at besøge deres forældre?, spørger han med henvisning til en lov fra sidste år.
I dag er det svært at sætte en isme på Kina, udover materialisme, siger han. Mange er besat af penge og materielle goder, og hvordan man opnår dem er af mindre betydning. Snyd og bedrag er udbredt fra top til bund, og manglen på tillid gennemsyrer hele samfundet. Det samme gælder tilliden til magthaverne: Tro kun på noget, hvis myndighederne benægter det, er indstillingen.
Den økonomiske ulighed er enorm, og de fleste opfatter rige som korrupte personer, der er kommet uærligt til deres rigdom via forbindelser.
Selvom Kina nu forsøger at eksportere sin kultur og såkaldt bløde magt til resten af verden, har det ifølge Fenby kun ringe effekt. Til gengæld finder man vestlig kultur alle vegne i kinesiske storbyer som Shanghai og Beijing, og engelsk er det globale hovedsprog.
Den kinesiske model kan ikke eksporteres til andre lande. Der er ingen, der kræver at få det kinesiske system, heller ikke i Ukraine, hvor de demonstrerer for demokrati, siger han.
Jonathan Fenby, der i dag rådgiver investeringsselskaber om Kina, anerkender de imponerende økonomiske resultater, Kina har opnået i de seneste tre årtier. Men de bygger på nogle unikke omstændigheder i slutningen af det seneste århundrede:
En stor og billig pulje af arbejdere, billig kapital fra opsparing og udenlandsk efterspørgsel efter varer fra Kina. Og ikke mindst en befolkning, der længtes efter et bedre liv efter de kaotiske år under Mao og det forrige århundredes lidelser og tilbageståenhed.
I dag er situationen en anden. Arbejdsstyrken er faldende, fordi befolkningen bliver ældre, og forureningen har nået katastrofeniveau. Kina leder efter en ny økonomisk model, der ikke kun bygger på at producere billige strømper, som alle andre også kan lave, siger Fenby.
LÆS OGSÅ: Europa er i en identitetskrise
Selvom kineserne har gjort store teknologiske fremskridt og eksempelvis har bygget verdens største computer, går man stadig efter kvantitet frem for kvalitet.
Jeg ser ingen banebry-dende fornyelse og udvikling i Kina, men de er gode til at tilpasse andres teknologi. De har opbygget et netværk af højhastighedstog, men de er baseret på europæiske og japanske modeller, siger Fenby.
Over for det står et USA, der trods krisen stadig er enormt fornyende, har en ung befolkning og verdens bedste universiteter. Kinesiske studerende strømmer til, og 92 procent af de kinesere, der tager en ph.d.-grad, vælger at blive i USA.
USA har verdens største militær og vil uden tvivl kunne besejre Folkets Befrielseshær, der ikke har været i krig i flere årtier. Selvom Kina opruster, udgør landets militærudgifter kun en fjerdedel af de amerikanske.
Selvom Kina bliver verdens største økonomi, vil det halte bagefter i flere årtier, hvis man måler det pr. indbygger. I 2012 lå kineserne på niveau med Irak og Turkmenistan, og Kina har stadig 150 millioner fattige, kun Indien har flere. Men nok så vigtigt har USA og den vestlige verden et politisk system, der trods store mangler er i stand til at rette fejl og gennemføre fredelige magtskifter. Det har Kina ikke, men derimod et parti og nogle ledere, der mener at have en ubestridelig autoritet og ikke tillader modstand eller forandring. Spørgsmålet er, om det rækker til nutidens udfordringer:
Middelklassen i Kina har fået velstand, men er også begyndt at stille andre krav, såsom renere luft og fødevaresikkerhed. Jeg tvivler på, om etpartisystemet i længden kan klare det, eller om partiet bliver svagere, siger Jonathan Fenby, der betegner sig selv som en rodet demokrat.
Dog er han imponeret over den kinesiske leder Xi Jinping, der i løbet af kort tid har formået at sætte sig grundigt på magten og stå i spidsen for nye reformer. Om de bliver gennemført er dog en anden sag.
Men hvis vidtrækkende reformer ikke bliver gennemført, vil Kina fortsætte med at slingre fra problem til problem. Hvis reformer gennemføres, vil der være en lang periode med en vanskelig overgang. Uanset hvad vil det begrænse Kinas globale indflydelse, fordi ledelsen er nødt til at fokusere på interne anliggender. Derfor er der ikke udsigt til kinesisk dominans i det 21. århundrede, mener Fenby.
Jonathan Fenby: Will China Dominate the 21st Century? (Vil Kina dominere det 21. århundrede?), Polity, Global Futures Series, 146 sider, udkom den 7. marts.