Den religiøse ånd er hoppet ud af lampen. Shiamuslimer og sunnimuslimer dræber hinanden dagligt. Det historiske skænderi om profeten Muhammeds efterfølgere er ikke længere et ideologisk slagsmål, hvor parterne bruger nedladende grafitti eller teologiske tidsskrifter til at fornærme hinanden med.
Støttet af Iran sender shia-muslimske Hizbollah soldater til fronten i Syrien for at nedkæmpe det oprør, der fortrinsvis består af sunnimuslimer.
LÆS OGSÅ: Sýrisk oprør forstærker muslimsk borgerkrig
Hizbollahs bidrag afgjorde for nylig slaget om byen Qusayr, som de overlevende sunnimuslimske oprørere måtte flygte fra. Den shia-muslimske organisation menes nu at have beordret sine soldater til at sætte kurs mod byen Aleppo i det nordlige Syrien med intention om også at knuse oprøret der.
Mere end 10.000 shiamuslimske volontører har ladet sig rekruttere, efter at det hellige shiamuslimske gravsted for Sayyda Zeinab blev beskadiget i Syrien.
På den anden side af grænsen i Libanons nordlige by Tripoli har sunnimuslimer åbnet en front mod shiamuslimernes allierede allavitter. Men den hændelse, der måske mere end noget andet har tændt den religiøse ild mellem de to muslimske retninger, er den indflydelsesrige sunnimuslimske prædikant Yussef al-Qaradawis nylige udtalelser.
I en følelsesladet og aggressiv tale opfordrede Qaradawi for første gang sunnimuslimer til at tage kampen op i Syrien. Han efterlod ingen tvivl om, hvem fjenden er, da han omtalte Hizbollah der bogstaveligt betyder Allahs parti som Satans Parti, og da han sagde, at den allavit-sekt, præsident Bashar al-Assad nedstammer fra, er en forgrening af shiaislam og derfor mere vantro end kristne og jøder.
STORT TEMA: Syriens krise
De udtalelser skal ses i lyset af Hizbollahs og især organisationens leder, Hassan Nasrallahs, enorme popularitet i hele den sunnimuslimske verden i 2006, hvor Hizbollah kæmpede en 33 dage lang krig mod Israel. I årene, der fulgte krigen, var shiamuslimen Hassan Nasrallah den mest vellidte leder i hele Mellemøsten. Også i de sunnimuslimske dele af regionen. Hizbollahs offensiv mod det sunnimuslimske oprør i Syrien har ændret på alt.
Artiklen fortsætter efter grafikken
Fordelingen af sunni- og shiamuslimer samt kristne og andre i muslimske lande:
Qaradawi har tidligere advaret mod shiaislam. I 2008 talte han om en såkaldt shia-sering af Mellemøsten, mens han havde Irans atomprojekt og præstestyrets indflydelse i Irak i tankerne. Som en erfaren prædikant ved han, at hans ord i dag har langt større betydning.
Ifølge Geneive Abdo, forfatter og forsker ved Brookings Institution i Washington, er Qaradawis opfordring til sunni-muslimerne først og fremmest rettet mod konflikten i Syrien. Qaradawi ønsker at se sunnimuslimerne som en stærk front, og derfor opfordrer han de villige til at slutte sig til de sunnimuslimske oprørere. Mange har allerede gjort det, og flere ventes at gøre det. Men når Qaradawi siger vi kan ikke forvente af vores brødre, at de dør, mens vi bare ser til, handler det ikke kun om Syrien.
Den slags provokerende udtalelser kan forstærke konflikten i Bahrain, hvor den kongelige familie kæmper mod et shiamuslimsk flertal. Og den kan puste til gløderne i Egypten, hvor det sunni-muslimske flertal allerede udtrykker bekymring for shiamuslimsk infiltrering, siger Geneive Abdo.
Historisk set har shia- og sunnimuslimer både gode og dårlige erfaringer med hinanden. I en række mellemøstlige lande har familier giftet sig på tværs af de religiøse retninger. Men fjendtlighederne har været talrige gennem de 14 århundreder, der er gået, siden profeten Muhammed døde, og slagsmålet om hans efterfølgere begyndte.
SPECIALHISTORIE:Syriens fordrevne
Mens sunnimuslimer accepterer de tre første efterfølgere, der ikke var fra profetens egen familie, accepterer shiaislam kun den fjerde efterfølger, Ali. Som i dag har shiamuslimer været et absolut mindretal gennem hele islams historie. Ofte har shia-muslimerne været forfulgt og henvist til geografiske områder langt væk fra den sunnimuslimske centralmagt. Men den iranske revolution i 1979, Saddam Husseins fald i Irak og Hizbollahs magtfulde position i Libanon har været med til at hive shiaislam ud af den undertryktes offerrolle.
For første gang i mange år taler eksperter om shiaislams fremgang og stigende magt. En position, der sker til nogen frustration og angst for sunnimuslimer i Mellemøsten. Især nu, hvor præsidenter væltes, og slag for hele landes identiteter skal udkæmpes.
Vali Nasr, forfatter til bogen The Shia Revival, har i årevis talt om shiaislams fremgang. Han mener, at de nuværende kampe i Syrien er en rå kamp om magt og overlevelse.
En naturlig udvikling, hvor de grundlæggende religiøse spændinger får en ekstra skrue af de regionale aktører som Iran, Saudi-Arabien og de forskellige religiøse prædikanter. Jihad er blevet et nøgleord i den retorik, der omgiver konflikten i Syrien. Den såkaldte spildeffekt er tydelig. Og hver dag slutter et stigende antal krigere sig til konflikten med den overbevisning, at det endelige slag mellem shia og sunni er kommet.
For shiamuslimer er Syrien hverken den spanske borgerkrig eller Afghanistan. Mange shiamuslimer rejser til Syrien, fordi de føler, at det er en del af deres eksistenskamp. Folk i regionen bekymrer sig ikke nødvendigvis for Syrien, fordi de inter-esserer sig for syrerne, men fordi de kæmper deres eget slag, siger han til dagbladet The Guardian.
Netop af den grund mener Geneive Abdo ikke, at der er udsigt til forsoning mellem shiamuslimer og sunnimuslimer i nær fremtid. Tværtimod.
Hizbollah er gået fra at være en pan-islamisk modstandsgruppe til at være en eksklusiv bevægelse for shia-muslimer og shia-interesser. Yussef Qaradawi og andre prædikanter taler fjendtligt om shiamuslimer.
I Syrien resulterer det i et blodigt opgør. I Egypten begynder man at fornemme en tiltagende utryghed over for shiaislam. Eksempelvis er et nyt tiltag med turisme fra Iran blevet frosset, fordi de antishiamuslimske følelser simpelthen er for voldsomme blandt visse dele af befolkningen.
Både Nasrallah og Qaradawis udtalelser fungerer som en åben invitation til mere sekterisk vold det arabiske oprørs måske mest entydige udvikling, siger Geneive Abdo.