Det er ikke afrikanerne, der vælter det europæiske flygtningelæs

Set med globale briller er der færre mennesker, der bryder op fra deres hjemland i Afrika end på andre kontinenter. De, der rejser nordpå, har til gengæld flere ressourcer end gennemsnittet

Mange sorte migranter er de seneste måneder blevet reddet af flådefartøjer i Middelhavet, hvor de var undervejs fra Libyen til Italien i overfyldte smuglerbåde. Men det er kun et fåtal og ofte de mest ressourcestærke afrikanere, der forlader kontinentet, vurderer forskere.
Mange sorte migranter er de seneste måneder blevet reddet af flådefartøjer i Middelhavet, hvor de var undervejs fra Libyen til Italien i overfyldte smuglerbåde. Men det er kun et fåtal og ofte de mest ressourcestærke afrikanere, der forlader kontinentet, vurderer forskere.

Mens forårets billeder af synkefærdige både på Middelhavet ofte fokuserede på de afrikanske passagerer, er der langt mellem de mørke ansigter i den vrimmel af mennesker, som de seneste uger har banet sig vej op gennem Europa, herunder til Danmark.

Det afspejler ganske godt, hvem det er, der søger mod Europa, siger eksperter, der forsker i afrikansk udvandring.

Flygtninge fra diktaturet i Eritrea på Afrikas Horn udgør stadig en stor gruppe sammen med mennesker fra Nigeria, DR Congo og andre krigs- og uroplagede lande, men generelt er der ikke tale om en masseudvandring fra Afrika. Heller ikke af ”økonomiske lykkeriddere”, sådan som nogle har betegnet de afrikanere, der sætter over havet for at opsøge bedre jobmuligheder.

”Den afrikanske migration er meget lille sammenlignet med andre regioner. Hele idéen om, at Afrika er ved at løbe Europa over ende, er totalt overdrevet. Det store flertal af afrikanere flytter sig inden for kontinentet,” siger Hein de Haas, professor i sociologi ved Amsterdam Universitet med speciale i international migration.

Han peger på, at det ikke er de fattigste afrikanere, der sætter livet på spil over Middelhavet.

”Tværtimod. Fattigdom afholder folk fra at flytte sig. Vi ser en vis vandring fra et land som Marokko til Spanien, men det skyldes efterspørgsel på arbejdskraft. Generelt ankommer afrikanerne ikke i stort antal,” siger han.

I arbejdspapiret ”African Migration” (Afrikansk Migration) fra november 2014, som han har skrevet sammen med Marie-Laurence Flahaux, konkluderer han, at de lande, der er forholdvis mest udviklede (som landene i det nordlige Afrika eller de vestafrikanske kystlande) også er dem, der har den største andel af indbyggere, der søger væk fra kontinentet.

Derimod er de fattigste lande i det indre Afrika syd for Sahara karakteriseret ved, at deres indbyggere bevæger sig mindre rundt, og hvis de gør det, holder sig til nabolandene.

Det kan måske forklare, at der de seneste år - i takt med den økonomiske udvikling i nogle områder - er sket en forskydning i forholdet mellem de mennesker, der rejser helt ud af Afrika, og dem, der nøjes med at rejse mellem landene.

Det er stadig en beskeden andel af migranterne, der forlader kontinentet, men andelen vokser i modsætning til den interne migration, der falder svagt. Samtidig står Europa nødvendigvis ikke længere højest på ønskelisten for de afrikanske udvandrere.

”Migrationen er blevet mere spredt. Man søger mod Mellemøsten, især Golflandene, Sydamerika og Asien. Kina trækker mange. Europa er ikke så attraktivt længere. Folk kan godt se, at økonomien ikke er så god, så det er svært at finde arbejde. Hvis man satser på Europa, er det typisk for at tage længere nordpå end hidtil,” siger Dorte Thorsen, temaleder ved Sussex Universitet i England med speciale i afrikansk migration.

Hun fremhæver, at de afrikanere, der søger til Europa eller andre steder i verden for at finde arbejde, i bund og grund ikke er så anderledes end danskere, der rejser ud:

”Den typiske udvandring sker ikke på grund af fattigdom, men af mangel på muligheder. Der er masser fra middelklassen, som ønsker at arbejde inden for deres fag eller bare gerne vil have chancen for et anderledes liv. De vil gerne leve et andet liv, og de har nogle idéer om, hvad de kan finde i Europa. Mange er også ganske enkelt nysgerrige og eventyrlystne, som vores unge er. Men i Afrika er der ikke noget, der hedder 'sabbatår'. Her skal man udvandre, hvis man vil se verden.”

Dorte Thorsen mener ikke, at der er dokumentation for, at afrikanerne er ved at rende Europa over ende:

”Det er et område, hvor det er meget vanskeligt at skaffe præcise tal - alene af den grund, at mange afrikanere opholder sig ulovligt i udlandet - men de data, vi har adgang til, viser, at der forholdsmæssigt ikke er flere, der rejser ud i dag end tidligere. Selvfølgelig er der en befolkningstilvækst, så i absolutte tal er der flere mennesker, der bevæger sig mellem landene og ud af Afrika, men andelen af migranter i forhold til den samlede befolkning er ikke steget.”

Hun formoder, at migrationen på længere sigt vil falde i absolutte tal, da befolkningstilvæksten allerede er faldende, også i Afrika.

Både Dorte Thorsen og Hein de Haas peger på, hvordan indførelsen af visa i mange europæiske lande over for afrikanske turister, formentlig stik mod hensigten, forstærker den ulovlige indvandring, fordi indvandrere, der først er kommet ind i Europa, ikke rejser hjem igen, før de er helt sikre på, at de skal tilbage til hjemlandet. Fortryder de, er det for svært at komme ind igen.

”Man fastholder migranterne i længere tid. De rejser ikke hjem for at besøge forældrene, men bliver hængende,” siger Dorte Thorsen.

Ida Marie Vammen er ph.d-studerende i forskningsenheden global regulering ved Dansk Institut for Internationale Studier. Hendes forskning viser også, at kun en beskeden andel af afrikanerne begiver sig til Europa, Mellemøsten eller længere væk. Det store flertal flytter aldrig længere end fra landet ind til den nærmeste større by, hvis de overhovedet flytter.

”Det er nogle af de samme dynamikker omkring vækst og udkantsområder, der gør sig gældende i de afrikanske lande som i Danmark. Folk søger derhen, hvor væksten er, og der er arbejde at få og mulighed for en uddannelse. De allerfleste bliver inden for deres egne lande eller i regionen, men nogle få søger lykken langt væk,” siger hun.

For de afrikanere, der bevæger sig ud af kontinentet, spiller det ind, at der i en række af de tidligere kolonilande, særligt i Nordafrika, er en tradition for at rejse til et europæisk land, typisk den gamle kolonimagt - og for hver gang en udvandrer har haft heldet med sig i udlandet, har det styrket traditionen.

”Når andre ser, at man har kunnet sende penge hjem til familien og hjælpe sine forældre, brødre og søster - og bygge et flottere hus end gennemsnittet i landsbyen - så er det med til at stimulere en udlængsel,” siger Ida Marie Vammen.

Det er hendes vurdering, at udvandrerne er ganske bevidste om, at en rejse ud af Afrika kan være uhyrlig hård og farlig, og at de skal igennem mange uværdige situationer, men de vejer det op mod de gevinster, de håber på at få ud af det.

”Mange af de unge mænd føler i forvejen, at de er socialt døde. De har nået en alder, hvor de synes, at de burde være uafhængige af deres familier, men er det stadig. Og de har ikke adgang til ressourcer på grund af høj ungdomsarbejdsløshed. Det betyder blandt andet, at de ikke kan gifte sig, og at de ikke på samme måde bliver hørt i familierne. Så deres kalkule er en helt anden, end den ville være i det danske velfærdssamfund med et socialt sikkerhedsnet. Nogle er derfor villige til at tage store risici for at opnå ikke kun økonomisk mobilitet, men også social,” siger hun.

For den klassiske afrikanske udvandrer handler det således om at komme ud at tjene penge for hurtigst muligt at komme hjem og etablere sig. Og den ambition bliver svær at lægge låg på, pointerer den hollandske forsker Hein de Haas. Han mener, at en vis grad af migration er uundgåelig i vores moderne, globaliserede verden:

”Vi har skabt nogle meget åbne samfund med økonomisk liberalisering og mindre regulering af arbejdsmarkedet. Medmindre vi ønsker at rulle den proces tilbage, er det meget usandsynligt, at vi kan holde antallet af migranter nede.