Josef Janning hører til optimisterne, siger han.
”Fremtidens Europa vil se helt anderledes ud. Unionen mellem 28 lande, der samarbejder og har fælles regler, vil forsvinde. I stedet vil landene samarbejde på kryds og tværs med forskellige partnere på forskellige områder. Det vil være enden på den frie bevægelighed. Det vil være enden på tanken om, at vi er EU-borgere. Dette er den optimistiske version. Den pessimistiske er, at der ikke længere vil findes noget europæisk samarbejde overhovedet.”
Josef Janning er direktør for Berlin-afdelingen af den anerkendte udenrigspolitiske tænketank European Council on Foreign Relations. Han er en af de mest citerede iagttagere af Europas største krise nogensinde.
Mens de europæiske statsledere haster fra det ene krisetopmøde til det næste uden at finde permanente løsninger på flygtningespørgsmålet, vokser frygten for, at det europæiske samarbejde måske befinder sig i en skæbnetime. Og at det forenede Europa, som Robert Schuman, Jean Monnet og Konrad Adenauer i 1957 manede ud af asken efter to verdenskrige, rent faktisk kan bryde sammen.
Den amerikanske udenrigsminister John Kerry har talt om Europas eksistentielle krise. Og Josef Janning er tilbøjelig til at give ham ret.
”Selv hvis vi forestiller os det ideelle scenarie: Det lykkes Angela Merkel at få en aftale i stand med Tyrkiet om flygtningene. Schengen-samarbejdet bliver genoprettet ved årets udgang, som EU- Kommissionen foreslog i en køreplan tidligere på måneden, og de 28 lande enes om at revidere Dublin-forordningen om asylretten. Storbritannien vælger at blive i EU ved folkeafstemningen i juni, og forholdet til Rusland forbedres takket være en løsning i Ukraine. Selvom det usandsynlige skulle ske, at alle disse forudsætninger falder på plads, vil EU ikke bare vende tilbage til hverdagen og ’business as usual’. For første gang i sin historie vil EU ikke løse en krise med mere integration. Dertil er tilliden mellem de europæiske ledere og de europæiske befolkninger i dag for nedslidt,” forudser Josef Janning.
”Flygtningekrisen har skabt kløfter, som bliver vanskelige at udjævne. Hele den europæiske idé hviler på den forudsætning, at landene forhandler sig frem til et kompromis, som de så gennemfører. Nu ser vi det hidtil helt utænkelige, at nogle lande beslutter ikke at respektere beslutninger, som ellers er vedtaget med kvalificeret flertal i EU’s øverste beslutningsorgan, Det Europæiske Råd,” siger han.
Han hentyder til regeringsledernes beslutning i juni sidste år om at fordele 160.000 flygtninge mellem sig. Beslutningen blev truffet med kvalificeret flertal af de 28 stats- og regeringschefer i Det Europæiske Råd. Danmark er ikke omfattet i henhold til sine undtagelsesbestemmelser.
Men flere andre lande med de fire østeuropæiske Visegrad-lande i spidsen har nægtet at følge princippet om en obligatorisk fordeling, og Slovakiet og Ungarn kører sager mod afgørelsen ved EU-Domstolen.
Selvom juristerne er ret sikre på, at afstemningen var i overensstemmelse med EU’s afstemningsregler, er klagerne et symbol på den tillidskløft, som er opstået mellem de europæiske lande. Det redskab, som de europæiske lande hidtil har benyttet til at komme gennem kriserne, er derfor sat ud af drift.
”I 1990’erne oplevede EU nogle af sine største potentielle kriser, men samtidig var dette årti også det tidspunkt, hvor det europæiske samarbejde og integrationen gjorde størst fremskridt. Fællesakten fra 1986, der oprettede det indre marked, var en reaktion på den økonomiske stagnation og en sygdomsramt europæisk økonomi med kæmpestor arbejdsløshed oven på oliekrisen. Et stort, indre marked med fri bevægelighed for arbejderne var den løsning, der skulle sætte gang i hjulene takket være øget frihandel og nemmere vilkår for virksomhederne,” siger Josef Janning.
”På samme måde var Maastricht-traktaten og den fælles mønt et svar på Sovjetunionens sammenbrud, selvom forarbejdet blev gjort inden Berlinmurens fald og den tyske genforening. 1990’erne fremstår i dag som højdepunktet for den europæiske integrationsproces, takket være mænd som den daværende kommissionsformand Jacques Delors, men også parløbet mellem den franske præsident François Mitterrand og den tyske forbundskansler Helmut Kohl,” påpeger han.
Krisen i dag er udtryk for , at Europa betaler prisen for 60 års vankelmodighed. Trods de permanente løfter om ”en stadig tættere union” har Europa aldrig kunnet gøre op med sig selv, om denne union skulle være en politisk union med en klar, overstatslig dimension eller snarere et regeringssamarbejde omkring et pragmatisk, økonomisk projekt.
Derfor har EU udstyret sig selv med et parlament og en kommission, der har en overnational karakter, men lagt den virkelige beslutningsmagt i hænderne på stats- og regeringslederne ved topmøderne i Det Europæiske Råd.
”De europæiske ledere har altid valgt at begynde med økonomisk integration i håb om, at den politiske ville følge efter. Vi genfinder det i debatten i forbindelse med østudvidelsen. Spørgsmålet var, om man først skulle uddybe samarbejdet og styrke integrationen, og udvide bagefter. Eller om det var vigtigere at udvide EU til at omfatte hele Europa. 1990’erne var en periode, hvor vi som nævnt uddybede integrationen. Men med udvidelsen mod øst er det blevet langt vanskeligere at få EU’s institutionelle hybrid til at fungere, fordi de politiske traditioner er vidt forskellige,” siger Josef Janning.
Op igennem 2000’erne er 1990’ernes velsmurte mekanik lidt efter lidt kørt fast, som det franske og hollandske nej til forfatningstraktaten i 2005 illustrerer. Mens gældskrisen i 2008 afslørede et værdisvælg mellem nord og syd, har flygtningekrisen udkrystalliseret en øst-vest-konflikt. I begge tilfælde er det begrebet europæisk solidaritet, der er kommet under pres.
”Solidaritet hviler blandt andet på forventningen om, at man selv kan regne med andres hjælp, og derfor er man også villig til at hjælpe andre. Men euro-krisen har udviklet to forskellige fortællinger om solidaritet i Europa. Spørger man politikerne og befolkningerne i nord, vil de sige, at de har brugt milliardbeløb på at hjælpe grækerne. Spørger man derimod den græske befolkning, som har mærket de barske konsekvenser på deres egen krop, har de ikke oplevelsen af at have set noget til den europæiske solidaritet. EU har håndteret gældskrisen ved at sende kontrollører uden at vise forståelse for de ofre, den græske befolkning har ydet,” siger Josef Janning.
Trods alt lykkedes det alligevel nogenlunde at følge 1990’ernes mønster under euro-krisen og skabe øget integration med en bankunion og eurolandenes redningsfond. Med flygtningekrisen er de sidste rester af europæisk solidaritet forduftet.
”De europæiske befolkninger har ikke længere følelsen af et skæbnefællesskab. Efter Anden Verdenskrig blev et samlet Europa set som garanten for fred og velstand. Og en af Europas fælles kerneværdier har været ønsket om at kombinere en konkurrencedygtig økonomi med den luksus at have en velfærdsstat. Men nu er denne velfærdsstat under pres.”
”Efter udvidelsen med østlandene er de gamle europæiske velfærdsstater blevet udfordret af de ekskommunistiske lande, der i vid udstrækning har overtaget markedsøkonomien uden adjektiver som ’social’. Og med flygtningestrømmen er krigen ude i verden pludselig kommet tæt på. Sammen med gældskrisen og den økonomiske stagnation har det skabt voksende grobund for det synspunkt, at hvert land ville klare sig bedre uden for det europæiske fællesskab. I deres hverdag føler europæerne ikke, at de har fordel af det europæiske fællesskab,” siger Josef Janning.
”Men de færreste gør sig klart, hvor meget vi faktisk bruger EU-fællesskabet, det indre marked og Schengen. Det er takket være den europæiske integration, at vi som europæere frit kan søge arbejde i et andet EU-land. De unge kan studere i andre EU-lande, og de ældre kan tage deres pension og deres sygesikring med sig til Frankrig eller Spanien og Portugal.”
”Hvis der ikke er noget fælles europæisk svar på flygtningekrisen, vil en lang række andre fælles politikker, herunder Schengen-samarbejdet, heller ikke kunne opretholdes. Og hvorfor så fortsætte med det indre marked, hvis alt andet bryder sammen. Der er stor risiko for, at det ene samarbejdsområde efter det andet falder fra hinanden. Og at vi først vil opdage de fordele, vi har af det europæiske samarbejde, når det er for sent,” advarer han.
Det, der udspiller sig for øjnene af os, er EU’s skæbnetime.
”De europæiske politikere kan endnu nå at bremse maskinen. Det, vi vil opleve, er ikke nødvendigvis et kollaps, hvor alle europæiske institutioner hører op med at fungere. I stedet vil der formentlig ske det, at samarbejdet fortsætter mellem mindre grupper af lande på de politikområder, de nu kan blive enige om,” vurderer Josef Janning.
Tankerne om at danne en ”hård kerne” af lande med øget integration og tættere samarbejde i en unionslignende stuktur og så bevare et regeringssamarbejde med de øvrige lande blev allerede fremsat i 1994 af den nuværende tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, og hans CDU-kollega Karl Lammers.
Eurozonen fungerer i praksis som en sådan hård kerne i den store cirkel af lande, men for Josef Janning er det ikke to cirkler, men en mangfoldighed af grupperinger, der vil tegne fremtidens Europa.
”Eurozonen vil være én cirkel, men man kan forestille sig, at en anden gruppe af lande, for eksempel Tyskland, Frankrig, Holland og Sverige, vil gå sammen om at løfte flygtningebyrden. Andre igen kan enes om et mini-Schengen eller noget helt fjerde. Men dette Europa betyder enden på enhver tanke om et EU-borgerskab. Det bliver et a la carte-EU, hvor borgerne får svært ved at gennemskue, hvilke lande der samarbejder om hvad. Og hvilket samarbejde der er underlagt hvilke institutioner. Den demokratiske kontrol med dette EU vil være langt vanskeligere end i dag,” siger Josef Janning.
EU-landene holder topmøde i dag og i morgen om en eventuel aftale med Tyrkiet om flygtninge. Og der er stadig løsninger, som kan vise en koordineret vej ud af krisen.
”De EU-lande, som ikke vil tage imod flygtninge, kan bidrage ved at yde økonomisk støtte til de lande, der er villige til det. EU kan oprette en humanitær styrke, der administrerer flygtningelejre i Tyrkiet i stedet for at overlade det til den tyrkiske præsident Erdogan. EU kan kollapse, eller det kan fortsætte under en anden form. Det eneste, som er sikkert, er, at status quo ikke er en mulighed,” konkluderer Josef Janning.