Den skræmmende græske krise har af gode grunde udløst dyb refleksion over årsager og perspektiver i det ulykkelige forhandlingsforløb, der foreløbig kulminerer med den græske folkeafstemning i morgen. Det er ikke bare et spørgsmål om ”udenrigspolitik”, men spørgsmål, der rækker dybt ind i det nylige danske valg og den nye regerings fremtid.
Et særligt spor udgør Politikens chefredaktør Bo Lidegaards essay for få dage siden - en indtrængende opfordring til at komme grækerne til hjælp. Lidegaard var klart inspireret af den tyske filosof Jürgen Habermas' indlæg i Süddeutsche Zeitung en uge forinden. For et halvt århundrede siden var Habermas, dengang marxistisk tænker, et lysende idol for den danske venstrefløj, men han har siden udviklet sig til en energisk fortaler for demokrati og det europæiske samarbejde.
Habermas mener, at den græske krise er et resultat af, at EU har udviklet en finanspolitisk valutaunion uden en politisk union. Men en sådan politisk union har mødt stærkest modstand i de nordeuropæiske lande som Danmark. Konsekvensen i det danske synspunkt er ikke blevet formuleret af den politiske elite, men af befolkningen, der ved folkeafstemninger i Danmark og Sverige har sagt nej til valutaunionen og for Danmarks vedkommende nedstemt skridt mod den politiske union i Maastricht-traktaten.
Der er tydelige forskelle i holdningerne til den europæiske union i syd og nord i Europa. Et gammelt bælte af gamle og solide demokratier i Nordeuropa har holdt sig uden for eurounionen. De har haft gode grunde til det. I Sydeuropa var de fleste lande i det 20. århundrede præget af autoritære fascistiske regimer. I Grækenland, der historisk kaldes demokratiets vugge, har det moderne demokrati haft svære kår.
Da Danmark i 1972 stemte sig ind i det daværende EF, var modstanden betydelig, blandt andet anført af en ny, markant generation af socialdemokratiske politikere, Svend Auken, Ritt Bjerre-gaard og Birte Weiss. Auken beskrev deres vision som et nordeuropæisk samarbejde, der kunne sammenlignes med et Canada over for et mindre velfærdsorienteret USA. Overalt i verden kan man konstatere, at kun na-tionale demokratier, hvor fælles sprog, historie og etnicitet er grundlaget, har haft evne til at udvikle et omfattende demokrati.
I store, multikulturelle samfund - som USA og EU - har det aldrig været muligt at få hele befolkningen med i de demokratiske processer. Derfor har den mindre privilegerede del af befolkningen i Danmark haft grund til stor skepsis over for EU-samarbejdet, fordi det tenderer mod en større ensartethed og dermed mindre plads til den danske undtagelse som det i mange år mest lige og stadig mest omfattende demokrati.
I valgkampen indgik borgerlige partier en aftale om at orientere sig i retning af den britiske forhandling med EU om nye vilkår, der stopper tendenser mod en politisk union. Meget kunne tale for, at de nordeuropæiske, protestantiske lande udvikler en særlig part af det europæiske samarbejde i en løsere sammenhæng med et Central- og Sydeuropa, der kan fortsætte mod en politisk union.
Det mægtige dilemma er nu: Det europæiske samarbejde har fra begyndelsen haft det helt centrale perspektiv at sikre freden i det Europa, som i seneste århundrede var centrum for de mest ødelæggende krige, verden endnu har set. Hvordan sikres dette afgørende perspektiv bedst: Ved et EU i flere lag - eller ved et intensiveret og omfattende politisk samarbejde?
Grækenlands skræmmende krise og den danske valgkamps spire til en opsplitning af det europæiske samarbejde placerer dette spørgsmål centralt i den politiske debat.