Det hele begyndte med en frossen kylling

Sylvia Banda er en af Zambias mest succesfulde forretningskvinder med en millionforretning inden for catering. For 20 år siden stod hun med en frossen kylling i et bart rum

Sylvia Banda styrer sin millionforretning fra et lille tætpakket kontor på Zambias Universitet.  -- Foto: Ulla Poulsen.
Sylvia Banda styrer sin millionforretning fra et lille tætpakket kontor på Zambias Universitet. -- Foto: Ulla Poulsen.

Ulla Poulsen

skriver fra Zambia

I bund og grund er det naboens skyld. Hvis han ikke var blevet sur over at se sin søn hjælpe Sylvias far med at reparere en gammel cykel og havde skoset ham for kun at have fået syv pigebørn, der ikke duede til den slags, ville Sylvia måske have slået sig til tåls med et traditionelt kvindeliv i skyggen af sin mand. Men naboens opførsel provokerede den 12-årige pige.

– Jeg stod bag ved nogle træer. Og jeg blev så vred. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Vil det sige, at piger er ubrugelige? At det kun er drenge, der kan finde ud af at gøre noget selv, fortæller Sylvia Banda, der siden er blevet 46 år og har vist sine evner som en af Zambias mest succesfulde forretningskvinder.

Efter episoden med naboen drømte Sylvia om at blive lokomotivfører. Da det kom til stykket, fik hendes forældre dog overtalt hende til i stedet at uddanne sig som køkkenleder. Det gjorde heller ikke så meget. Hun elskede at lave mad og havde allerede i 8.-10. klasse bagt kager og solgt dem på skolen. På teknisk skole fandt hun også hurtigt ud af, hvordan hun kunne tjene lidt penge.

– Jeg begyndte at lave mad til mine medstuderende og tilbød dem, at de kunne nøjes med at betale, når de fik deres månedspenge hjemmefra. Så sad jeg uden for kontoret og ventede på, at de skulle komme ud, fortæller Sylvia Banda med et bredt smil hen over de mange kunstige blomster og bibelcitater, der står overalt på hendes kontor.

Hendes foretagsomhed blev sat i bero i nogle enkelte år, efter at hun havde taget sin eksamen som køkkenleder. Men efter tre år som ansat i det offentlige og et bryllup med Hector Banda som 25-årig besluttede Sylvia sig for at forsøge sig som selvstændig.

Hun blev tilbudt et lokale i et nyt industrikvarter i Lusaka – med løfte om, at hun kunne bruge det gratis de første tre måneder. Den første morgen ventede hun, til Hector var gået på arbejde, før hun samlede alle de fødevarer sammen, der var i lejligheden. En frossen kylling, lidt oksekød, et kilo majsmel, nogle grøntsager og en dunk olie. Desuden blev alle ægteparrets tallerkener, gryder og bestik pakket ned, før Sylvia Banda tog en taxa til sit nye spisested.

– Jeg vaskede først alle gulvene og køkkenet. Så skulle jeg lave maden, men gode råd var dyre, for jeg anede jo ikke, hvordan jeg skulle få fortalt folk, at de var velkomne, fortæller Sylvia.

Det endte med, at hun forberedte råvarerne og ristede sine krydderier på panden. Da de duftede godt og intenst, lukkede hun alle vinduerne op, så duften kunne brede sig i nabolaget. Det virkede. I løbet af ingen tid kom en række mennesker løbende og spurgte, om hun havde åbnet en restaurant.

– Jeg sagde bare ja, ja. Kom igen til frokost, så er maden klar, siger Sylvia Banda.

Til frokost var det lille lokale fyldt med mennesker. De var lidt desorienterede over, at der var hverken stole eller borde, men Sylvia bød dem velkommen og fortalte, at det var den allerførste dag i "Sylvias ske", og at de måtte tage den stående buffet som en oplevelse.

– De tog det pænt. De spiste rub og stub, husker Sylvia Banda.

Forsynet med dagens indtægt tog hun direkte på markedet og købte varer til næste dag, før hun gik hjem og ventede på, at Hector skulle komme fra sit arbejde som lærer. Han fik et lille chok, da han hørte, hvad hun havde haft gang i, men tog det i øvrigt pænt.

– Der er mænd, der ønsker, at deres hustruer skal forgude dem. Så er der andre, der ved, at hvis kvinderne er frigjorte, får de også selv et bedre liv. Hector hører til den sidste gruppe, siger Sylvia Banda, som gennem alle årene har kunnet diskutere forretningen med sin mand.

"Sylvias ske" holdt i tre år. Så var der for mange andre, der havde taget ideen op, og Sylvia Banda følte, at tiden var inde til at skifte spor. Hun kastede sig derefter over en række forskellige projekter med alt fra børnesko til gulvpolish. Ideerne var talrige, og hun ville prøve dem alle sammen af. Efter nogle år besluttede hun sig dog for at gå tilbage til fødevarebranchen.

– Denne gang ville jeg kun levere mad til faste firmaer, som var indstillet på at betale for kvalitet. Jeg opsøgte en række udenlandske virksomheder, og efter kort tid havde jeg 14 kunder. Det mindste firma havde 12 ansatte. Det største 120 ansatte. Det blev vendepunktet i min karriere, siger Sylvia Banda.

Sideløbende med fødslen af fire drenge – "jeg har også kun holdt en måneds barselsorlov" – har Sylvia udbygget sin forretning, så hun i dag ikke blot leverer mad til en række internationale virksomheder, men også til offentlige institutioner som Zambias Universitet, hvor hendes kontor ligger. Hun har fabrikker, der syr arbejdstøj. Hun har bygget hoteller og etableret uddannelser inden for fødevarer. Sidst har hun fået certificeret en metode til at tørre Zambias lokale grøntsager, som bygger på kvindernes traditionelle viden.

– Det, jeg har lært som kvinde gennem 20 år i erhvervslivet, er, at selvom man har ører, skal man ikke altid bruge dem. Det gælder om at overhøre alt det nonsens, der bliver sagt. Og så skal man være tålmodig og kende sine mål. Og man skal frem for alt sætte Gud først. Man skal aldrig blive for stor til Gud, fastslår Sylvia Banda.

Hun har ingen aktuelle planer om at trappe ned.

upoulsen@kristeligt-dagblad.dk