Det islamiske forsvar for religionsfrihed

Det økumeniske patriarkat i Istanbul bliver udsat for "følgeskader" af det sekulære Tyrkiets afsmag for islam, skriver den tyrkiske politiske kommentator Mustafa Akyol

-
- . Foto: Jean Francois Frey/colourbox.com/PHOTOPQR/L'ALSACE/colourbox.com.

Den økumeniske patriark Bartholomæus fra den ortodokse kirke sagde for nylig på amerikansk tv, at han føler sig "korsfæstet" i Tyrkiet, hvilket mange tyrkere blev vrede over. Desværre har Hans Hellighed ret. Dog er hans klage ikke rettet mod islam, men imod den sekulære tyrkiske republik.

Den tyrkiske stat har holdt Halki-seminaret – den eneste institution, der kan uddanne ortodokse præster – lukket siden 1971. Og selv når det gælder patriarkens titel, "økumenisk", langer visse tyrkiske myndigheder og deres nationalistiske tilhængere ud efter den. Hvert år peger internationale rapporter om religionsfrihed bekymret på den pression, der udøves mod patriarkatet, og det gør de ret i. Men hvorfor gør Tyrkiet alt dette? Hvad er kilden til problemet?

Situationen var bedre for længe siden. Den første tyrkiske hersker over det økumeniske patriarkat var Mehmet II, den osmanniske sultan, som besejrede Konstantinopel i 1453. I overensstemmelse med den islamiske tradition for at acceptere "Bogens folk" gav den unge sultan amnesti til patriarkatet. Han gav også institutionen mange privilegier og beføjelser – ikke mindre end det, der gjaldt under de byzantinske kejsere. Armeniere og jøder nød senere samme selvstyre.

I det 19. århundrede opnåede de ikke-muslimske folkeslag i imperiet også samme borgerrettigheder som muslimerne. Det var derfor, der i det sene osmanniske bureaukrati og det osmanniske parlament var et stort antal grækere, armeniere og jøder – hvilket aldrig sker i det republikanske Tyrkiet. Halki-seminaret, der åbnede i 1844, er et levn fra hin svundne tids pluralisme.

Nationalisme er det, der ødelagde denne Pax Ottomana. Den påvirkede folkeslagene i imperiet et efter et – og hen imod enden også tyrkerne. Mange konflikter fandt sted mellem disse og resten, og det store imperiums kolossale kollaps efterlod en bitter smag i munden hos alle. Armenierne, som blev ramt af den værste tragedie i 1915, har aldrig glemt og aldrig tilgivet.

Hvad tyrkerne derimod husker, var det, de opfattede som "forræderi" fra de andre dele af imperiet, særligt det økumeniske patriarkat. Dette havde budt de græske hære velkomne, da de invaderede det vestlige Anatolien i 1919. Fra da af var patriarkatet i mange tyrkeres øjne en femtekolonne.

Da Mustafa Kemal Atatürk grundlagde republikken i 1923, definerede han patriarkatet som et "centrum for troløshed". Som alternativ promoverede han et rivaliserende "tyrkisk-ortodokst patriarkat", som blev en bastion for den ultra-nationalistiske ideologi. (Nogle af medlemmerne af dette kunstige patriarkat retsforfølges for tiden i den såkaldte Ergenekon-sag om et hemmeligt netværk af embedsmænd og civile, der beskyldes for sammensværgelse med henblik på at gennemføre et militærkup mod den siddende tyrkiske regering.)

Med tiden udviklede Atatürks ideer sig til en officiel ideologi kaldet kemalisme, som havde to grundpiller: en selvudnævnt sekularisme, som forbyder alt andet end "den sekulære levevis" og en benhård nationalisme, som bekæmper alt, hvad den anser som "ikke-tyrkisk".

Det økumeniske patriarkat passer som både en religiøs og en "ikke-tyrkisk" institution ikke ind i nogen af de to kategorier. Derfor har den under det republikanske styre og særligt i perioderne med militær dominans været udsat for officielt pres og konfiskation af ejendom – ligesom alle andre ikke-muslimske og alle muslimske religiøse institutioner.

Så en del af problemet er historiens forbandelse. Men man kan enten lade sig indfange af historien eller lære sin lektie og skue fremad. Til dato har Tyrkiets nationalister i både stat og samfund desværre valgt at gøre det første.

Mens den ene grund til undertrykkelsen af det økumeniske patriarkat altså er nationalisme, er den anden grund kemalist-ideologiens anden grundpille: sekularismen. Tyrkiets urimeligt hårde love om "national uddannelse" forbyder enhver form for religiøs uddannelse, medmindre den er under streng statslig kontrol. Det virkelige motiv bag dette er regimets afsmag for islam. Det økumeniske patriarkat bliver, som en udenlandsk iagttager bemærker, kun udsat for "følgeskader".

Et meget sigende udtryk for dette kunne for nylig ses i en debat på direkte tv i CNN-Turk, det tyrkiske modstykke til den internationale nyhedskanal. En repræsentant for CHP, det urokkeligt kemalistiske Republikanske Parti, Muharrem Ýnce, som var imod genåbningen af Halki-seminaret, blev vred: "Ved I, hvem der mest af alle her i landet ønsker at åbne seminaret?" spurgte han højt. "Islamisterne! De vil det, fordi de også vil åbne islamiske skoler."

Ja, det er vitterlig i stadig stigende grad indstillingen hos Tyrkiets islamiske meningsdannere – de stræber ikke efter jihad eller en "islamisk stat", men blot en beskeden bevaring af traditionen. De er klar over, at de må kæmpe for religionsfrihed til alle. Og de har en god referenceramme i osmannernes pluralisme.

Denne mere liberale tilgang til ikke-muslimer kan iagttages hos nutidens regering, der har siddet ved magten siden 2002. Skønt Retfærdigheds- og Udviklingspartiet, AK-partiet, stemples som "islamistisk" af sine modstandere, har AK-partiet været langt mere villigt til at liberalisere Tyrkiet end partiets sekulære modstandere, hvoraf mange er nidkært nationalistiske. Årsrapporten fra USA?s Internationale Religionsfrihedskommission siger det meget fint:

"I november 2006 vedtog det (AK-dominerede tyrkiske parlament som et led i reformerne, der skulle muliggøre optagelse i EU, en ny lov om religiøse mindretal, der gjode det nemmere for dem at etablere fonde og tillod ikke-tyrkiske borgere i Tyrkiet at åbne dem ... Daværende præsident Ahmet Necdet Sezer (en urokkelig kemalist) nedlagde dog veto mod lovgivningen. I februar 2008 vedtog parlamentet en lignende lov om tilbagelevering af ejendom, der var blevet konfiskeret fra ikke-muslimske mindretal ... Præsident Gül underskrev lovgivningen, som også blev støttet af premierminister Erdogan, men som de tyrkiske nationalister var voldsomt imod med den begrundelse, at loven gav alt for mange rettigheder til mindretal."

Den økumeniske patriark selv erkendte i et interview for nylig, at AK-partiet har udvist velvilje på dette punkt. Hans Hellighed sagde også, at den egentlige forhindring formentlig er "den dybe stat" – en reference til Tyrkiets kemalistiske statsestablishment, som regner sig selv som stående over enhver valgt regering og demokratisk vedtaget lov.

Mustafa Akyol er politisk kommentator med base i Istanbul og forfatter til bogen "Det islamiske forsvar for frihed", der snart udkommer.

(c) Project Syndicate 2010

Oversat af Sara Høyrup