Det moderne menneske er ligeglad med fortiden

Intet er længere helligt, ophøjet eller værdifuldt, men kun et ironisk smil værd. Men mister man sansen for at dvæle ved det gode og skønne, er man henvist til tidsfordriv. Vi falder ned i en barnlig individualisme, skriver Anders Raahauge. Modelfoto Iris

Vores kultur er blevet ligeglad med sin egen fortid, og interesserer man sig ikke for den, falder man ned i barnlig individualisme

I DET ENGELSKE magasin Standpoint skriver universitetslektor Kit Wilson et essay om en udvikling i vestlig kultur, der bekymrer ham.

Vi er ved at miste en åndelig overbygning, der hidtil fungerede som kulturens hukommelse. I stedet nøjes vi med at gribe dagen og søge gode adspredelser, så længe vi er her. Resultatet er en fladbundet nihilisme, mener Wilson.

Der er til alle tider gået noget tabt ved generationernes skiften. Med det sidste åndedrag fra hver eneste person, som dør, slipper en lille smule uerstatteligt ud i luften, bemærker han.

”Gennem historien har civilisationer kompenseret for dette tab ved at oplagre en fælles erindring. Men i dag er store dele af vores kultur, måske for første gang i historien, tilsyneladende ligeglade med, måske endda fjendtlige over for, egen fortid.”

Se kun på kunsten, som er blevet vrængende og har opgør med fortiden som vigtigste mål. Det fremmer glemslen.

”Idet kunstarterne erklærede egne traditioner for irrelevante, slagtede de dem. Schönberg knuste tonaliteten, Duchamp malede overskæg på Mona Lisa.”

Denne nihilistiske fest har varet i 100 år, og vestlig kunsts mægtige egetræer er brændt ned.

”I dag roder radikale kunstnere i gløderne på udkig efter de sidste spor af liv. Deres primære angrebsmål er nu tabuet - den uudtalte erindring om et tidligere, fælles system af værdier.”

EFTERHÅNDEN HAR KUNSTEN dog nået det punkt, hvor den ikke formår at chokere længere. Alligevel kan den ikke rigtig finde andre mål end den evindelige grænseoverskridelse.

Men dermed har vi i al fald fået demonstreret, hvor hurtigt kultur kan viskes bort.

En lignende nihilisme finder Kit Wilson i moderne tænkning. Efter Friedrich Nietzsche, der erklærede Gud for død og udpegede vejen hinsides godt og ondt, følger megen filosofi i hans fodspor og ser det som sin opgave udelukkende at udøve negativ kritik - filosofere med hammeren, som Nietzsche kaldte det.

Sandhed, skønhed og mening skal pilles fra hinanden, så alle kan se, at den slags er komplet relativt. Intet er sandt eller skønt for evigt, men kun for hver historisk epoke, hævdes det. Så kulturel arv skal ikke videregives, men dekonstrueres.

Vesten syntes dermed at tage hul på et sært eksperiment, mener Kit Wilson:

”Kan en civilisation overleve blot på impulsen til at skille sig af med alle sine forudsætninger?”.

Intet er længere helligt, ophøjet eller værdifuldt, men kun et ironisk smil værd. Men mister man sansen for at dvæle ved det gode og skønne, er man henvist til tidsfordriv. Vi falder ned i en barnlig individualisme.

Kit Wilson peger også på evolutions-biologien som et eksempel på en ny og ubekymret kynisme. Dens tese om, at vi blot er dyr, er bredt accepteret og for længst indarbejdet i kulturindustrien.

Og er man blot et pattedyr i evolutionens jerngreb, kan vi roligt se bort fra erindring og personligt ansvar. Den genetiske kodning styrer jo alligevel.

”Kulturen er så bare en langstrakt parringsleg, der et eller andet sted undervejs røg lidt ud ad en tangent.”

KIT WILSON SER OGSÅ en ny, bekymrende ligegyldighed over for familien. Man vil gerne udsætte forældreansvaret længst muligt, og når man endelig tager det, er man hurtig på aftrækkeren, når ægteskabet skal opløses.

Wilson synes, han kan iagttage, hvordan hans studerende håber, at deres kommende voksenliv vil minde om deres Facebook-univers, lyserødt og med mulighed for at klikke det hårde og konfronterende væk.

Wilson er dog ikke kun pessimist. Han ser også et håb - det mest uventede sted: Populærkulturen gør ikke kun barnlig. Den bevarer faktisk bunker af det, som den kunstneriske avantgarde har afbrændt på deres marker.

Den pejler den folkelige smag - tingene skal jo kunne afsættes - og det gør den konservativ. Popmelodier er ikke dissonantisk atonale, og de populære film promoverer gerne værdier som trofasthed, tapperhed og fælles håb.

På den måde smugles moralske værdier gennem den finkulturelle toldkontrol, og populærkulturen rummer måske nu det nærmeste, vi kommer myte om os selv, mener Wilson.

Reglerne for den perfekte popmelodi, handlingen i den klassiske kærlighedshistorie, indeholder dele af kulturens gamle kode, så indarbejdede i vores sind, ”at selv ikke oplysningens kyniske tæger kan bore sig dybt nok ned til at suge dem ud. I dag markerer deres udbredthed bevarelsen af en essentiel vestlig arv.”

Anders Raahauge er kulturjournalist