Filosof: Forkælede europæere tør ikke forsvare deres værdier

Ruediger Safranski at the 67th Frankfurt Book Fair in Frankfurt/Main, Germany, October

”Mange af muslimerne ved ikke, hvad det vil sige at respektere en anden religion. Vi glemmer, at allerede i flygtningebådene blev kristne smidt i vandet,” bemærker den tyske filosof Safranski. Og man er nu vidne til slagsmål mellem religiøse grupper i lejrene. Foto: Jens Kalaene/Picture Alliance / Scanpix Denmark

Vi lyver os fra den kendsgerning, at Europa bør være en fæstning. Vi har jo nu engang noget at forsvare.
Rüdiger Safranski

Den vestlige livsform skal atter huske på, at den har fjender. Men det vil vi forkælede børn af Vesten ikke indse, mener den tyske filosof og forfatter Rüdiger Safranski. Men vi har noget at forsvare, siger han

Den schweiziske avis Neue Zürcher Zeitung interviewer den tyske filosof og forfatter Rüdiger Safranski om situationen i hans tyske hjemland. Forbundskansler Angela Merkels åbne grænser bekymrer Safranski, der forudser, at også den politiske islam ankommer til hans hjemland.

”Mange af muslimerne ved ikke, hvad det vil sige at respektere en anden religion. Vi glemmer, at allerede i flygtningebådene blev kristne smidt i vandet,” bemærker Safranski. Og man er nu vidne til slagsmål mellem religiøse grupper i lejrene.

”De er altså allerede i færd med at slæbe deres fjendskaber, grunden til deres flugt, ind i vores land. Skellet mellem religion og stat er af forståelige grunde ukendt for dem.”

Nu da velkomstens eufori klinger ud, gruer Safranski for, om større dele af værtsbefolkningen begynder at reagere fjendtligt. En million asylsøgere er allerede ankommet, 70 procent af dem er unge mænd, så når deres familie hentes op, vil der være ankommet flere millioner.

”Så bliver protesterne i befolkningen mere rabiate, og hvis udskejelserne tager til, omdannes Tyskland i verdensopinionen snart fra moralsk forbillede til Tyskland som den fascistiske fare igen.”

Man bør genskabe håndfaste grænser, mener Safranski: ”Vi lyver os fra den kendsgerning, at Europa bør være en fæstning. Vi har jo nu engang noget at forsvare.”

Safranski går ind for større hjælp i flygtningenes nærområder. På spørgsmålet om, hvorfor Ungarn og landene på Balkan fører deres strammerkurs, svarer den tyske filosof:

”Fordi de allerede én gang har været under muslimsk herredømme. Først i 1908 trak Osmannerriget sig helt tilbage fra Balkan. Disse lande betragter ikke flygtningestrømmen fra en humanitær synsvinkel; de vil ikke have islam tilbage.”

Tyskland handler lige modsat: Her styrer en følsom sindelagsetik i stedet for nøgtern ansvarsetik:

”Og nu mærker man, at de europæiske lande ikke vil være med til det, Merkel gør. De vil ikke lade sig afpresse af den tyske moral-mission.”

Missionen udspringer af den særlige tyske skyldfølelse; man ønsker lutring efter nationalsocialismens forbrydelser. Derfor bliver tysk politik så moraliserende.

På engelsk taler man om en 'german angst', der hjemsøger det plagede folkefærd. Safranski kalder den ængstelse for et barnligt træk.

Forbundsrepublikken levede op til 1989 under amerikanernes paraply og havde ligefrem besættelsestropper i landet. Man boede så at sige stadig hjemme hos forældrene.

Den manglende suverænitet gjorde politikken infantil, pylret og formynderisk, mener Safranski.

Det skiftede ved den kolde krigs ophør og genforeningen.

”Først da blev man en aktør i verdenspolitikken og hang ikke længere i mors skørter. Derfor har Tyskland i udenrigspolitikken endnu ikke en voksen nations adfærd, derfor moraliserer man sådan. Tyskerne er nu kommet i puberteten.”

De tyske politikere har i hans øjne ikke opdaget, at Europas øvrige lande ikke ønsker de store doser EU, men hellere tænker på deres egen nation.

”I østblokken ville de ud af Sovjetunionens skygge. Nu vil de i første omgang nyde deres suverænitet og ikke allerede igen afgive til EU.” Det er kun naturligt, mener Safranski, at lande plejer deres egne interesser.

”Men i Tyskland betragter man nationale interesser som nærmest uanstændige og pakker dem gerne ind i unionsretorik. Det giver den tyske politik noget på én gang beklemt og patetisk. Men drejer det sig om penge, så forstår man at føre sig frem uden komplekser.”

På den schweiziske avis' spørgsmål om, hvilken rolle protestantismen spiller for tysk sindelag, svarer Safranski, at den har været kilde til såvel flid som til moralisme.

”Men lad os ikke glemme: Protestantismen er halvvejen til nihilismen. Religionens ydre manifestationer taber i betydning, og den inderliggøres i stedet. I det indre lever den en tid videre som religiøs moral, indtil det religiøse forsvinder, og kun moralen bliver tilbage. På et tidspunkt forsvinder også moralen, og man får nihilismen. Nihilismens nutidige skikkelse er forbrugerismen. Selvom man ikke længere har nogen Gud, kan man stadig shoppe.”

Hvorvidt de katolske lande stadig står religionen nærmere, tør Safranski dog ikke dømme om, men ét er sikkert: Nu mærker alle så småt, at man har en frihed, som skal forsvares mod politisk islam.

”Den vestlige livsform skal atter huske på, at den har fjender. Men det vil vi forkælede børn af Vesten ikke indse.”

”Vi lever i et post-heroisk samfund, vi er de sidste forbrugere af vores livsform, som vi nyder og konsumerer, men som vi næppe orker at kæmpe for.”

Fire af Safranskis bøger er oversat til dansk, herunder ”Det onde - eller frihedens drama”.