Byggekran, minaret, højhus, byggekran, minaret, højhus.
På de ørkenagtige bakker langs motorvejen fra lufthavnen til Tyrkiets hovedstad, Ankara, kæmper himmelstræberne side om side om at nå højest. Som et billede på landets utallige paradokser.
LÆS OGSÅ: Tyrkiets bistand vidner om ambitiøs udenrigspolitik
På kampen mellem modernisme og religiøs konservatisme. Mellem demokrati og despoti, kristendom og islam, øst og vest, krig og fred.
Nabolandet Grækenland er ved at gå fallit, mens Tyrkiets årlige økonomiske vækst fortsat ligger på omkring 10 procent. Det er blevet Europas produktionshal og fremstiller i dag køleskabe, biler, tøj og mad til det meste af kontinentet. Europas svar på Kina.
Alligevel synes den gamle drøm om EU-medlemskab længere væk, end da man i 1963 indgik den første associeringsaftale. Selv de ledende politikere erkender, at det ligger tungt.
Kristeligt Dagblads udsendte er med en gruppe på 15 journalister fra 13 europæiske medier inviteret til Tyrkiet af landets såkaldte EU-delegation. Det er en institution, der på vegne af EU-kommissionen overvåger, hvordan det går med at leve op til EUs lovgivning og Københavnskriterierne, som er forudsætningen for at kunne få fuldt medlemskab.
Netop i dag fremlægger kommissionen sin årlige rapport om optagelsesforhandlingerne. Den forventes at vise, at der fortsat sker fremskridt på nogle områder, især inden for tilpasningen til EUs økonomiske regelsæt, og der vil endda være ros på et område, der har med beskyttelse af religiøse mindretal at gøre. En ny lov har nemlig gjort det muligt for religiøse mindretal som kristne, jøder og hinduer at købe ejendom som for eksempel kirker. Derimod vil der være skarp kritik af, at Tyrkiet overhovedet ikke har gjort fremskridt på miljø- og arbejdsmiljølovgivningen.
Uanset hvad rapporten viser, er bundlinjen imidlertid, at optagelsesforhandlingerne i realiteten er frosset fast. Hvorfor det er gået sådan, er der rigtig mange forklaringer på, som vi får brudstykker af gennem interview og pressemøder med politikere og embedsmænd i hovedstaden, Ankara, og den tredjestørste by i den vestlige ende af landet, Izmir.
Der er de daglige, borgerkrigslignende sammenstød med kurderne i øst, som bekymrer de fleste tyrkere, man taler med. Der er især det uløste problem med det delte Cypern. Og der er de fortsatte problemer med at leve op til fundamentale menneskerettigheder som for eksempel ytrings- og pressefrihed.
Som en lokal journalist fortæller, er der i øjeblikket rejst retssager mod omkring 1000 journalister, hvoraf mange ikke har gjort sig skyldige i andet end at skrive kritisk om premierminister Recep Tayyip Erdogan, hans konservative, islamiske parti AKP og den siddende regering.
Andre anledninger til sagsanlæggene kan være omtale af den kurdiske konflikt eller af folkemordet på armeniere under afslutningen på Første Verdenskrig. I mange tilfælde bliver journalisterne sat i fængsel, indtil sagen er afgjort.
Der er problemet med kvinders ligestilling. Andelen af kvinder på arbejdsmarkedet er stadig højere i flere arabiske lande end i Tyrkiet. Der er udfordringen med den grå økonomi, det vil sige den uofficielle økonomi, som unddrager sig både skat og moms.
På den anden side af bordet er især de store EU-landes interesse i at få Tyrkiet om bord blevet kølnet de seneste år, hvor blandt andre Frankrig taler om en fransk folkeafstemning om et eventuelt tyrkisk EU-medlemskab.
Så det er ikke svært at få øje på snubletrådene på vejen ind i EU.
Imod det hører man argumentet om, at det hele var meget værre for 20 år siden. Netop optagelsesforhandlingerne, som formelt blev sat i gang i 2005, har i sig selv ført til en lang stribe af reformer, nye og mere demokratiske grundlove og tilmed en stigende åbenhed over for at drøfte de mest delikate spørgsmål om for eksempel kurdernes forhold. De har også fået større frihedsrettigheder, for eksempel til at bruge deres eget sprog.
Et af de mange paradokser er, at det er det konservativt-islamiske regeringsparti, som er gået forrest med reformer og ønsket om at tilnærme sig EU. Samtidig har premierminister Recep Tayyip Erdogan med hård kritik af Israel og støtte til dele af det arabiske forår forsøgt at vinde popularitet i Mellemøstens gader. Kritikere mener, at han flere gange har skudt sig selv i foden, blandt andet ved alt for længe at holde fast i støtten til Syriens præsident Bashar Al-Assad og Libyens Moammar Gaddafi. Internt i Tyrkiet forsøgte Erdogan på et tidspunkt at indføre en lov mod utroskab, som dog hurtigt måtte tages af bordet.
AKP balancerer hele tiden på en vanskelig knivsæg, fordi Tyrkiets nationale landsfader, Atatürk, stadig kigger med over skulderen i alle regeringskontorer og insisterer på, at landet skal forblive sekulært i sit styre for at sikre fremgang og nationalt sammenhold.
Atatürk er for eksempel meget nærværende i Finansministeriet, hvor den nuværende finansminister, Mehmet Simsek, møder gruppen af europæiske journalister. Fra væggen kigger portrætter af hans forgængere ud i mødelokalet, og det springer i øjnene, at der er et kolossalt hul i ministerrækken på knap 600 år. Rasid Bey var finansminister fra den 21. november 1336 til den 21. januar 1337, og han blev efterfulgt af Hakki Behic Bayic den 3. maj 1920.
Forklaringen er den enkle, at Atatürk blandt andet lod den muslimske kalender erstatte med den latinske.
Kristeligt Dagblad spørger Mehmet Simsek, hvordan han ser på Tyrkiets muligheder for at blive medlem af EU i dag. Hans svar fokuserer især på, at det er i Europas egen interesse, at det sker.
Tyrkiet er stadig stærkt optaget af at fortsætte sin forandringsproces. Det er godt for vort eget folk, det er godt for vores egen fremtid, indleder han sit svar.
Han mener for det første, at de hidtidige EU-udvidelser, selv the big bang, det store brag, med 10 nye lande i 2004, ikke har skadet Europa. Ja, de har faktisk været en fordel for EU-borgerne, socialt og politisk.
For det andet er Tyrkiet ikke et almindeligt land. Det er et stort land med store muligheder. Vi er det næststørste land efter Tyskland i befolkningstal. Vi er den sjettestørste økonomi i dag, men ifølge mange studier kan vi komme i top-tre i løbet af de næste årtier.
Tyrkiet er ekstremt stærkt med forbindelserne til sine naboer, hvad enten det er Mellemøsten, Nordafrika, Centralasien eller Balkan.
Så jeg tror stadig, at hvis Europa vil være en stærk spiller i den globale økonomi i 2050, har unionen brug for at have et land som Tyrkiet om bord. For mange analyser viser, at EU vil tabe sin andel af det globale bruttonationalprodukt de kommende år, siger han.
Trods ministerens fokus på EUs interesse i at få Tyrkiet, viser tallene dog også, at landet stadig har store økonomiske udfordringer. Betalingsbalancen udviser et kæmpemæssigt underskud til trods for den store vækst og eksport af varer til Europa. EU-landene står stadig for halvdelen af samhandelen med Tyrkiet. Dertil er der trods alt stadig meget langt til vestlig levestandard, hvorfor det umiddelbart er nemmere at få en årlig vækstrate på 10 procent om året.
Mehmet Simsek nævner imidlertid også de religiøse og kulturelle argumenter for, at Europa bør optage Tyrkiet.
Hvis vi virkelig er interesserede i dialog mellem vest og øst, mellem islam og kristendom, for at undgå det såkaldte civilisationernes sammenstød, har EU en stærk interesse i at se lande som Tyrkiet få succes. Tyrkiet har vist, at man kan være muslimsk, men også demokratisk. At man kan være sekulær, men også åben og vise respekt for de værdier, vi alle tillægger stor vigtighed.
Tyrkiet har en unik erfaring fra de seneste 80-90 år, som hjælper til at vise de resterende 1,5 milliarder muslimer, at vi kan være anderledes i vores tro, vores kultur, vores baggrund, men at vi stadig kan sameksistere på en fredelig måde. Så vi hjælper med at bidrage til global civilisation, siger Mehmet Simsek.
Forhandlingerne om EU-medlemskab foregår i praksis ved, at man åbner og lukker såkaldte kapitler. De handler om alt fra toldregler, handelshindringer, miljø og arbejdsmiljø til menneskerettigheder og sociale forhold. I alt er der 33 kapitler, og foreløbig er 13 af dem blevet åbnet, men ikke et eneste er blevet afsluttet, det vil sige: blevet godkendt og lukket.
Ja, lige nu ser det ud, som om vi er ved enden af en blind vej. Ser ud, som om. Det ser ud, som om der absolut ikke er nogen fremskridt, intet fokus. Det er delvis rigtigt, selv om vi herhjemme gør fremskridt. Men hvis vi var samlet 27 lande her omkring bordet, og alle var enige om, at Tyrkiet skulle være medlem, ville vi på en dag kunne åbne og lukke samtlige 33 kapitler, men det er en politisk beslutning. Jeg er stadig ikke pessimist, siger han.
Pessimismen er derimod mærkbar blandt en snes studerende i europæisk økonomi og jura ved Dokuz Eylül-Universitetet i Izmir i landets mest europabegejstrede område.
De unge bliver spurgt af journalisterne, om de forventer, at Tyrkiet nogensinde vil komme med i EU. Det gør kun halvdelen af dem, mens 13 af de 20 unge stadig vil kalde sig selv europæere. Kun fire vil ikke bruge den betegnelse.
Her som mange andre steder i Tyrkiet er den udbredte opfattelse, at landet er blevet snydt af EU, da man lod Cypern blive medlem af EU i 2004. Forudsætningen for optagelsen var, at problemet med øens deling i en græsk og en tyrkisk del skulle løses først, men det er det stadig ikke blevet ifølge tyrkisk opfattelse fordi græskcyprioterne har blokeret for en løsning ved i 2004 at stemme imod en FN-plan, der skulle have givet udstrakt selvstyre til de to dele af øen.
EU lægger derimod skylden på Tyrkiet, fordi landet som det eneste i verden fortsat anerkender den nordlige del af øen som en selvstændig stat. Senest har Tyrkiet spillet med musklerne i en sag om boring efter gas ude i havet syd for Cypern. De studerende mener stadig, at det var en fejl at lukke øen ind i EU, når delingsproblemet ikke var løst.
En anden student peger på andre årsager til, at landet fortsat holdes ude.
Problemet er, at opfattelsen af os er, at Tyrkiet er for fattigt, for stort og for muslimsk, siger han og afviser indvendingerne.
Landet er nok muslimsk, men har vist, at det i sin moderate udgave godt kan forenes med demokrati og menneskerettigheder. For fattigt er det næppe, når det nu kaldes Europas Kina med vækstrater over 10 procent. Og for stort? Ja, Tyskland er trods alt stadig større, pointerer han.
Det med, at landet er Europas svar på Kina, får journalistgruppen også et helt konkret billede af, nemlig ved et besøg på fabrikken Vestel, der leverer hvidevarer til det meste af Europa, uanset hvilket officielt varenavn køleskabet eller vaskemaskinen bærer. Set fra en dansk synsvinkel er det interessant, at Vestel har hentet design og tegninger i det tidligere danske firma Vestfrost, som i 2008 blev opkøbt af netop Vestel.
Fabrikken er et af mange eksempler på, at man med en gennemsnitlig månedløn på fabriksgulvet på cirka 5000 kroner har kunnet skabe 1,5 millioner nye job på et år midt i en europæisk krisetid, hvad der får stadig flere til at tænke som finansministeren, at EU har mere brug for Tyrkiet end omvendt. Eller som en EU-embedsmand udtrykker det ved en såkaldt baggrundsbriefing:
Vi er begyndt at lytte mere til Tyrkiet og dets globale ambitioner. Det er med til yderligere at nære landets stærke selvbevidsthed. I EU er vi derimod rigtig gode til at være selvkritiske og tvivle på os selv. Så der er virkelig et misforhold.
Måske er det netop det misforhold, der er den egentlige årsag til, at Tyrkiet synes længere fra et medlemskab i den europæiske klub end nogensinde. Eller formuleret modsat: at et selvkritisk EU virker chanceløst over for det selvbevidste Tyrkiet.
