"USA er havnet i en blindgyde i Irak, som en fanget ulv."
Sådan sagde Irans ayatollah Ali Khamenei for nylig ved et møde for shiitiske præster og han fortsatte:
"Den prøver at skræmme folk ved at knurre og kradse. Men Iraks folk vil ikke tillade, at USA sluger deres land."
Det er måske ikke nogen overraskende kommentar fra en af Mellemøstens mest magtfulde shiitiske ledere, især nu hvor amerikanske styrker for nylig har været involveret i et regulært slag i den hellige shiitiske by Najaf. Men hvad der end måtte være det politiske motiv bag disse bemærkninger fra Khamenei, Irans øverste leder, så rejser de nogle dybereliggende spørgsmål om det komplicerede forhold mellem USA og Iran samt Irak de to lande med de største shiitiske flertal i verden.
Det er vanskeligt at vurdere, hvad de fleste iranere mener om Khameneis syn på Irak og USA's militære tilstedeværelse i landet.
På en rejse gennem Iran for nylig opdagede jeg, at den offentlige mening om USA og invasionen i Irak er både meget forskellig og meget nuanceret. Derimod er USA's holdning til Iran fortsat urokkelig, og deres fokus på Irans atomvåbenprogram overskygger næsten alt andet.
Ifølge Condoleezza Rice, som er national sikkerhedsrådgiver for USA's præsident, George W. Bush, vil Iran blive isoleret, hvis landet ikke bøjer sig for det internationale samfunds vilje.
Uanset hvilken anseelse hendes position berettiger til, så opfattede de fleste iranere helt sikkert hendes tone som truende. Men det er præcis den modsatte holdning, USA har brug for at udvise lige nu.
Når man taler om nutidens Irak, er der mange iranere, der henviser direkte eller indirekte til Iran-Irak krigen i 1980-88, som kostede mindst en halv million iranere livet og gjorde ubodelig skade. Jo nærmere man kommer den irakiske grænse, jo smerteligere er minderne om konflikten, og jo større er modviljen og mistroen over for irakere og Irak - med eller uden Saddam Hussein som leder.
Irans olierige Khuzestan-provins, der grænser op til Irak og den nordlige spids af Den Persiske Golf, led hårdt under krigen med Irak. Andimeshk i den nordlige del af provinsen var blandt de mange byer, der var udsat for gentagne bombardementer af irakiske jord-til-jord raketter. Et stort skilt ved en af indfaldsvejene til byen viser et prangende maleri af de døde i krigen, der altid omtales som martyrer.
55-årige Taeb Haideri, der er receptionist på byens Grand Hote, fortalte mig at amerikanerne efter hans mening bør blive i Irak i 10 til 20 år. Hvis de trækker sig ud før, kan Irak skabe problemer for Iran igen, lød hans analyse.
Også Mahmoud, der kalder sig selv en pensioneret hyrde, er glad for, at amerikanerne har fjernet Saddam Hussein. Han synes, USA skal blive i Irak og gennemføre deres plan med lidt hjælp fra det internationale samfund.
Mange mener, at jo længere de amerikanske tropper bliver, desto mere vil det irakiske folk vende sig mod dem.
Den positive holdning til amerikanerne svinder, når man kommer længere væk fra den irakiske grænse, hvor minderne om krigen er knap så voldsomme, og følelsen af samhørighed med de irakiske shiitter stærkere.
Det er specielt tilfældet i Qom i det centrale Iran lige syd for Teheran. Den er landets religiøse hovedstad og huser landets største teologiske universitet. Iranere og irakere er ét og samme folk, nemlig shiitter, siges der her.
Qom er hjemsted for storayatollahen Kadhem al-Husseini al-Haeri, en ældre irakisk-født præst, der kom til den hellige by for at studere religion i 1973 og aldrig siden rejste derfra igen. Haeri var en af ayatollah Muhammad Bakr al-Sadrs disciple.
Denne Al-Sadr blev dræbt af Saddam Husseins regering i 1980. Haeri hører til interventionisternes skole i shiitisk Islam, som går ind for religionens inddragelse i politik. Han er en kraftig modstander af den amerikanske tilstedeværelse i Irak.
Den 7. april i fjor erklærede al-Haeri, at imamen Moqtada al-Sadr "er vores næstkommanderende og repræsentant i alle fatwa spørgsmål og religiøse anliggender". Det var Moqtada al-Sadr som besatte moskeen i Najaf sidste måned sammen med sin mehdi-milits, og han er i familie med den mand, Saddam Hussein myrdede i 1980.
Al-Haeris erklæring styrkede omgående al-Sadrs religiøse status. Al-Sadr er ikke ayatollah og har derfor ikke bemyndigelse til at udstede religiøse forordninger, eller fatwaer. Men opbakningen fra Iran gjorde al-Sadr i stand til at etablere et netværk, der dækkede de shiitiske samfund over hele Irak, og skabte grundlaget for hans senere så frygtede hær.
Men der er ikke megen tvivl om, at det er storayatollahen al-Haeri, der fra Iran bestemmer, hvilken holdning al-Sadr skal have til de amerikanske styrker og den midlertidige irakiske regering.
Al-Haeris tilhængere i Iran består af både iranere og flygtede irakere. De lægger mere vægt på deres fælles religiøse tilhørsforhold end på deres forskellige sprog og historie. Og den logiske følge er for nogle af de religiøse lærde, at siden det irakiske og iranske folk hører sammen, må deres regeringer også samarbejde. Det er ifølge denne tankegang op til de religiøse shiitiske overhoveder i de to lande at lægge pres på deres respektive regeringer for at få dem til at samarbejde.
Men der er også en fløj i Iran, der ønsker øget samarbejde med USA. Her håber man, at hvis amerikanerne bliver i Irak og indfører demokratiske reformer, så kan det måske også have indflydelse på iransk politik og være til gavn for begge lande.
Det, der springer i øjnene i dette land med 70 millioner indbyggere, er, hvordan holdningen til USA forbliver helt åben. En måde, hvorpå George W. Bushs regering måske kan vende iranernes holdning mere i retning af USA, er at standse med de evindelige trusler mod Teheran og inddrage Iran i en meningsfyldt dialog.
© New York Times Syndicate
Oversat af Finn Juhl Pedersen
Blå bog
Dilip Hiro, født i Indien, bosat i London. Mellemøstekspert og forfatter. Har blandt andet skrevet bøgerne "Sandheder og Løgne: Operation Frihed for Irak" og "Naboer, Ikke Fjender: Irak og Iran efter Golfkrigene" samt "Krig uden ende, fremvæksten af islamisk terrorisme og det globale svar."