Døden er ikke terapi: Belgien diskuterer dødshjælp til psykisk syge

Iris

I forhold til psykisk lidelse kan man aldrig sige, at en sygdom er uhelbredelig, eller at alle behandlingsmuligheder er udtømte. Vi må ændre loven
Ariane Bazan

65 belgiske psykiatere, psykologer og universitetsfolk går nu til angreb på Belgiens aktiv dødshjælp-lovgivning, som tillader dødshjælp ikke kun i tilfælde af uhelbredelig fysisk, men også psykisk sygdom.

Offentlig debat om dødshjælp er sjælden i Belgien, som siden 2002 har gjort det straffrit for læger at hjælpe uhelbredeligt syge patienter til at dø. Men som omtalt i Kristeligt Dagblad tidligere på ugen er 65 belgiske psykiatere, psykologer og universitetsfolk nu gået til angreb på loven, som tillader dødshjælp ikke kun i tilfælde af uhelbredelig fysisk, men også psykisk sygdom.

I et åbent brev i dagbladet De Morgen anfægter de det synspunkt, at psykisk lidelse, herunder depression, kan erklæres uhelbredelig på samme måde som en fysisk sygdom. Belgien gennemfører omkring 2000 tilfælde af dødshjælp hvert år, heraf to-tre procent på grundlag af rent psykiske lidelser.

”Til forskel fra fysisk sygdom er psykisk lidelse resultatet af ændrede funktionsmønstre, ikke af læsioner. Disse dynamiske funktionsmønstre kan derfor ændre sig, og ofte meget pludseligt. Den nuværende lov forudsætter fejlagtigt, at der eksisterer objektive kliniske kriterier. Derfor bør dødshjælp med psykisk smerte som eneste motiv ikke være omfattet af loven,” skriver de 65 personer bag det åbne brev.

Deres kritik er blandt andet inspireret af en sag om en 24-årig kvinde fra Brugge, Emily, som tidligere på året fik tilladelse til aktiv dødshjælp. Emily lider af svær depression, blandt andet som følge af svigt og mishandling som barn. Dødshjælpen blev fastsat til juni. Men på selve dødsdagen bakkede hun ud.

Sagen vakte ikke større opstandelse i Belgien, men det britiske tidsskrift The Economist bragte på sin hjemmeside en tv-reportage, ”24 år og klar til at dø”, der fulgte Emily i tiden op til den planlagte død, og flere amerikanske psykiatere tilbød hende den hjælp og behandling, hun tilsyneladende ikke kunne få i sit hjemland.

”Nogle gange har vi udtømt alle behandlingsmuligheder,” argumenterede psykiater Lieve Thienpont, en af de tre læger, der gav grønt lys for dødshjælp til Emily, over for The Economist.

Det er dette argument, de 65 belgiske psykiatere vender sig mod.

”I forhold til psykisk lidelse kan man aldrig sige, at en sygdom er uhelbredelig, eller at alle behandlingsmuligheder er udtømte. Vi må ændre loven,” siger Ariane Bazan fra Det Frie Universitet, ULB, i Bruxelles, til det belgiske national-tv, RTBF.

Jacqueline Herremans, forkvinde for den belgiske organisation Retten til en Værdig Død, ADMD, afviser, at der er brug for at stramme lovgivningen.

”Underskriverne blander psykisk smerte og psykisk lidelse sammen. Ofte er psykisk smerte i forbindelse med fysiske lidelser det, der udløser et ønske om dødshjælp. Især i psykiatriske tilfælde går der adskillige måneder og helt op til halvandet år mellem anmodningen om dødshjælp og den faktiske udførelse,” siger hun til RTBF.

Formanden for den belgiske Dødshjælpskommission, der kontrollerer udmøntelsen af loven, Franois Damas, mener heller ikke, at der er grund til at ændre loven.

”Lægelige eksperter kan nå til den overbevisning, at den største tjeneste, man kan gøre en patient, er at efterkomme et ønske om at dø,” siger han til belgisk tv.

De belgiske politikere bakker da også fortsat bredt op omkring initiativtageren til loven, socialisten Philippe Mahoux.

En undtagelse er Els Van Hoof fra det kristeligtdemokratiske flamske parti, CD&V.

”Jeg ønsker ikke at afskaffe loven. Men den offentlige debat handler altid kun om at udvide adgangen til dødshjælp til nye kategorier. For nylig er mindreårige blevet omfattet af loven,” skriver hun i det flamsksprogede online-medie Knack og fortsætter:

”Vi har udvidet loven uden at foretage nogen som helst form for evaluering. Der er indlysende huller i loven, især hvad angår sikkerhedsventilerne. En læge, der accepterer dødshjælp til en patient, skal spørge to andre læger, men han behøver ikke følge en negativ vurdering. I sidste ende er der kun én, der træffer beslutningen, og det er den læge, der holder sprøjten.”