Efterladte til flyofre samles ved ulykkesstedet

De pårørende til ofrene for flyulykken i Alperne er ankommet til ulykkesstedet, hvor den vanskelige identificering af ofrene ventes at vare adskillige uger

Sorg: Her ses pårørende til sjælene, der var ombord på det forulykkede fly.
Sorg: Her ses pårørende til sjælene, der var ombord på det forulykkede fly. Foto: Xinhua .

De lokale indbyggere i den lille bjergby Seyne-les-Alpes forsøger i disse dage at vise størst mulig omsorg for de pårørende til de 150 ofre for tirsdagens flyuykke i de franske alper. Byen er det tætteste, man kan komme ad landevejen mod ulykkesstedet, og derfra bliver de pårørende fløjet ud i bjergområdet, hvor styrtet skete.

En stor del af familierne er nu kommet fra især Tyskland og Spanien. I går ankom et fly fra Düsseldorf i Tyskland til lufthavnen Marignane nær Marseille, mens to busser kom fra Barcelona i Spanien. I går blev de med helikopter bragt så tæt på ulykkesstedet som muligt, i et utilgængeligt bjergterræn i 1500 meters højde.

Beboerne i Seyne-les-Alpes har indrettet et mindekapel i landsbyens ungdomshus, blandt andet med en mindebog, hvor de pårørende kan skrive mindeord til deres afdøde familiemedlemmer. Og i sportshallen er der stillet borde op med te og kaffe.

De fleste af de pårørende vil blive indlogeret i Digne-les-Bains, omkring 20 kilometer borte, men beboerne i Seyne-les Alpes har spontant tilbudt husly og mad til familierne, der modtages af psykologer støttet af tolke, der kan oversætte til tysk, spansk og engelsk.

Sognepræsterne fra Seyne-les-Alpes og Dignes les Bains stiller sig også til rådighed for de pårørende.

Samtidig fortsætter eftersøgningerne på ulykkesstedet i håb om at finde den anden af de to sorte bokse, der formodes at kunne bidrage til at afklare omstændighederne omkring flystyrtet. Hver dag fra daggry til solnedgang flyver helikoptere i rutefart til og fra ulykkesstedet. 300 gendarmer, 280 politibetjente, 100 redningsfolk og 70 elitesoldater deltager i eftersøgningen, hvis opgave også er at finde de legemlige rester af de 150 ofre.

10 retsmedicinere er kommet til ulykkesstedet for at tage imod disse legemsrester, bistået af specialister fra Interpol. Da vragdelene efter flystyrtet er spredt over næsten fire hektar, forventes det, at også indsamlingen af de legemlige rester vil tage flere uger.

Laurent Boismenu, koordinator af Retsmedicinsk Institut i Montpellier i Sydfrankrig, bekræfter, at identificeringen af ofrene vil blive meget vanskelig.

”Flyet er blevet pulveriseret, og vi kan forvente, at passagererne har lidt samme skæbne. Nogle vil aldrig blive identificeret, især de, der befandt sig forrest i flyet og derfor blev ramt med størst kraft, da flyet ramte bjergsiden. Til gengæld hjælper det identificeringen, at vi har en passagerliste. Men selvom man i princippet kender identiteten på ofrene, er det vigtigt at bekræfte den af hensyn til de pårørende,” siger han.

Retsmedicinerne vil i første omgang forsøge at sammenligne tandsæt med de formodede ofres tandlægejournal. En anden mulighed er eventuelle proteser eller andre ortopædkirurgiske elementer, som er nummereret og derfor kan forbindes med en person.

”Men det er sandsynligt, at man i dette tilfælde vil stå over for så små legemsdele, at denne type identifikation er umulig. I så fald vil man forsøge at finde dna og sammenligne med dna-materiale, som de pårørende bedes om at medbringe, som for eksempel en hårbørste. Men indsamlingen vanskeliggøres af det kuperede, utilgængelige terræn og det store areal,” siger Laurent Boismenu.

Parallelt med identificeringen kan obduktionerne også bidrage til at klarlægge dødsårsagen.

”Hvis det for eksempel viser sig, at sammenstødet med bjergsiden er sket, efter at døden er indtrådt, kan det give et fingerpeg om, hvad der skete under flystyrtet,” påpeger retsmedicineren.

”Men det helt afgørende er at sikre, at familierne får deres pårørende tilbage. Og at de kan være sikre på, at det virkelig er de jordiske rester af deres familiemedlem, der ligger i den kiste, de kan hente hjem,” siger Laurent Boismenu.