Egypten får en Putin

General Sisi er en hård leder, som allerede er sikker på sejr ved Egyptens næste præsidentvalg

Naser Khader kommenterer på det kommende præsidentvalg i Egypten og sporer Putin-tendenser hos General Sisi.
Naser Khader kommenterer på det kommende præsidentvalg i Egypten og sporer Putin-tendenser hos General Sisi.

udlandskommentar

Egypten har været igennem lidt af hvert siden Det Arabiske Forårs indtræden for tre år siden. General Abdel Fattah al-Sisi, som stod bag det kup, der sidste år fratog Det Muslimske Broderskab magten, har nu erklæret, at han stiller op til det næste præsidentvalg. Han har samtidig sagt, at han ikke agter at føre valgkamp. Det vil han ikke nedværdige sig til. Han står da også til at vinde uden virkelig modstand.

Den eneste anden kandidat, som stiller op mod Sisi, er socialisten Hamdeen al-Sabahi, og han har ikke en chance. Mulige seriøse præsidentkandidater er udeblevet, dels fordi resultatet er givet på forhånd, og dels fordi der eksisterer en nærmest gudedyrkelse af Sisi, som ikke er set siden Gamal Abdel Nassers tid i 1960erne. Medierne har udråbt Sisi til at være Egyptens frelser, og den offentlige tilbedelse synes ingen ende at ville tage.

Det, der overrasker og chokerer mig mest, er, at det egyptiske civilsamfund, som tidligere har udvist så stort mod og stået sammen om at vælte et diktatur, nu er larmende tavst. Da Hosni Mubarak blev væltet, var der millioner på gaden. Da Mohamed Mursi blev væltet, var millionerne der igen, men nu er befolkningen helt passiv.

LÆS OGSÅ: Egypten i generalens hænder

Dette kan skyldes flere ting. For det første går militæret nu meget mere hårdhændet til værks end tidligere. Måske er Sisi mere brutal, end man tror. Al modstand bliver totalt undertrykt. Så sent som i sidste måned blev 529 personer tilhørende Det Muslimske Broderskab dødsdømt for at have slået to politimænd ihjel og udøvet vold mod mennesker og ejendom i det sydlige Egypten.

Det Muslimske Broderskab blev efter Mursis afsættelse i juli sidste år udråbt til at være en ulovlig terrororganisa-tion, og flere af organisationens ledere er blandt de dødsdømte. Foruden det er mange sekulære demokratiforkæmpere blevet fængslet eller er rejst til udlandet.

Sisis attitude minder utrolig meget om den russiske præsident Vladimir Putins, og jeg mangler et ramaskrig fra det egyptiske civilsamfund.

Tingene er ved at udvikle sig katastrofalt for det, der engang hed Det Arabiske Forår, og det er en hån mod den kamp, styrke og optimisme, der herskede i landet for to år siden. Egypten er et toneangivende arabisk land, og jeg kan frygte, at den dårlige udvikling vil kunne smitte af på andre arabiske lande.

En anden årsag til det egyptiske civilsamfunds tavshed kan være, at hadet til Det Muslimske Broderskab er så overvældende, at egypterne ser igennem fingrene med Sisis Putin-tendenser.

Men hvorom alting er, vil Sisi uden konkurrence blive valgt til Egyptens næste præsident, og spørgsmålet vil så være, om han kan løfte opgaven og samle Egypten? Mange egyptere tror, at Sissi kan klare denne meget omfattende opgave, blandt andet fordi pressen har tilbedt og guddommeliggjort ham. Men jeg tvivler på, at han vil kunne samle landet og styre det. Vi må huske på, at selvom mange egyptere hader Broderskabet, var der også mange, som stemte på dem.

Vil Sisi kunne forbedre Egyptens økonomi? I begyndelsen af Det Arabiske Forår lød der et slogan ud over alle Egyptens gader: Brød, arbejde og frihed. Det er meget muligt, at egypterne nu kun foretrækker brød og arbejde og dropper frihed.

Egypten bliver en million egyptere flere hver niende måned, og hvis landet skal kunne fungere, skal der brød på bordet.

LÆS OGSÅ: USA-drab sætter fokus på soldaters mentale vilkår

Men Sisi er en militærmand og har ikke tidligere skullet håndtere et lands økonomi eller skabe arbejdspladser. Da han den 26. marts skulle holde tale i forbindelse med sit præsidentkandidatur, var han umådelig vag i sine formuleringer omkring, hvilke økonomiske tiltag han har tænkt sig at gøre. Han har naturligvis Saudi-Arabien, som i sin tid støttede hans kup, og som har lovet at hjælpe økonomisk. Saudier har for eksempel allerede planer om at opføre billige boliger i landet, men vil deres investeringer være nok? Og hvad vil prisen være?

Mange egyptere vil nok fejre, når Sisi bliver valgt til præsident, men mange vil formentlig også indse dette fejlagtige valg, når festrusen har lagt sig, og dagligdagen kræver ledelse.

Jeg håber inderligt, at det egyptiske civilsamfund kan finde sammen igen og udstøde det ramaskrig, der skal til, hvis Sisi viser sig ikke at kunne magte opgaven som landets leder.

Jeg håber, det vil være i stand til at rejse sig samlet og kræve frie demokratiske valg med frie kandidater på stemmesedlen.

Naser Khader er senior fellow ved Hudson Institute i Washington. Han er mellemøstekspert, samfundsdebattør, foredragsholder og forfatter med syrisk baggrund