Egypten forventer uro ved Mursi-retssag

Retssagen mod tidligere præsident Mohamed Mursi begynder i dag i Egypten. Han er anklaget for at være ansvarlig for otte demonstranters død. Landets islamister kalder det en farce og forbereder demonstrationer

De egyptiske myndigheder har udkommanderet 20.000 politifolk i forbindelse med den retssag, der begynder i dag mod den tidligere præsident Mohamed Mursi. Tilhængere af Mursi har varslet demonstrationer landet over, som her i fredags i hovedstaden, Kairo. –
De egyptiske myndigheder har udkommanderet 20.000 politifolk i forbindelse med den retssag, der begynder i dag mod den tidligere præsident Mohamed Mursi. Tilhængere af Mursi har varslet demonstrationer landet over, som her i fredags i hovedstaden, Kairo. –. Foto: Abdallah DalshReuters.

Endnu en retssag. Endnu en præsident. Igen stilles en tidligere egyptisk præsident for en domstol. Denne gang er det Mohamed Mursi fra Det Muslimske Broderskab. Mursi risikerer dødsstraf eller livsvarigt fængsel som maksimal straf. Anklagerne mod ham er de samme som tidligere præsident Hosni Mubarak står overfor. Nemlig tilskyndelse til drab på demonstranter.

Men spændingerne op til Mohamed Mursis retssag er langt større, end da retssagen mod Hosni Mubarak begyndte. Islamister opfordrer til omfattende protester i forbindelse med retssagen, hæren har annonceret højt beredskab, og et sidste øjebliks besøg fra USAs udenrigsminister John Kerry får begge sider i den politiske magtkamp i Egypten til at udtrykke utilfredshed med USAs rolle.

LÆS OGSÅ: Mursi før retssag: Domstol har ingen autoritet

Retssagen er absurd og en farce. Det er et naivt forsøg på at skade vores viljestyrke, siger den islamiske alliance bag Mohamed Mursi i en pressemeddelelse på Facebook.

Mohamed Mursi, der blev væltet og arresteret af militæret den 3. juli, ventes at erklære, at han ikke opfatter den egyptiske domstol som legitim, da Mursi er den første demokratisk valgte præsident i Egypten. Hvis Mursi vælger denne attitude over for domstolen, har dommeren ret til at udpege forsvaret for den tidligere præsident.

Mursis egen familie sendte i går via sønnen Osama en meddelelse til pressen om, at familien ikke vil møde op til retssagen.

Mohamed Mursi risikerer livsvarigt fængsel eller endda dødsstraf, hvis han kendes skyldig i anklagen om ansvar for otte demonstranters død foran præsidentpaladset i december 2012.

Den tidligere præsident er også anklaget for spionage og angreb rettet mod militærposter. Spionage anklagen handler især om Det Muslimske Broderskabs forbindelser til Hamas-bevægelsen i Gaza, men også til måden hvorpå Mursi, der sad fængslet under Hosni Mubarak, undslap fængsel. Kilder i det egyptiske militær siger, at Hamas-medlemmer hjalp Mursi og andre broderskabsmedlemmer med at flygte under det kaos, der prægede Egypten i 2011.

Mursis forsvarer Mohammed el-Damati sagde i går, at anklageskriftet på 7000 sider ikke indeholder et eneste bevis for, at Mohamed Mursi er ansvarlig for de otte demonstranters død.

Forsker H.A. Hellyer, der arbejder for tænketanken Royal United Services Institute, mener, hæren er mere interesseret i at ramme hele Det Muslimske Broderskab end at gå efter den tidligere præsident personligt.

Det er, som om det er Det Muslimske Broderskab, der er anklaget, og ikke Mursi som person. Mit indtryk er, at så længe, broderskabet bliver undertrykt, vil det ikke blive så skidt. Jeg tror ikke, de er ude efter Mursis blod, siger han til dagbladet The Guardian.

Siden det kup, der tog magten fra Mursi den 3. juli, har flere end 1000 islamister mistet livet i kampe med militæret. Næsten hele broderskabets ledelse er blevet arresteret, inklusive den åndelige leder Mohammed el-Badie og fremtrædende politikere som Essam el-Arian.

Det Muslimske Broderskab er blevet tvunget til at oprette pressekontor i London, hvorfra man udsender daglige meddelelser om, at kampen mod de illegale kupmagere vil fortsætte, indtil sejren er nået.

Det egyptiske dagblad al-Watan offentliggjorde i weekenden et interview med Mohamed Mursi. Her fortæller den tidligere præsident blandt andet, at han bliver godt behandlet i sin fængselscelle.

USAs udenrigsminister John Kerry ankom til Kairo i går. Han undlod at kommentere retssagen mod Mursi, selvom USA tidligere har opfordret det egyptiske militær til at løslade ekspræsidenten. Det opfattes blandt Egyptens islamister som en støtte til militæret og en officiel amerikansk anerkendelse af retssagen og militærets offensiv mod Det Muslimske Broderskab.