De to hurtigst voksende økonomier i verden er Kina, som under sin opblomstring trækker på nogle af landets gamle konfucianske former, og så Tyrkiet, der er en sekulær stat ledet af et islamisk-orienteret parti. Det er i denne kontekst, at Abdullah Gül, Tyrkiets præsident, tager plads i stolen til et interview.
LÆS OGSÅ: Tyrkiets kursændring
Hvordan betragter De den verden, der nu udfolder sig, når De skuer ud fra det gamle osmanniske imperium?
Det, der er i gang med at ske, er, at cirklen sluttes. For et par århundreder siden var Kina verdens vigtigste økonomi. Så kom den industrielle revolution, og England gik frem fulgt af USA. Og nu er verdens økonomiske tyngdepunkt igen på vej tilbage til udgangspunktet. Mere rigdom bliver spredt til andre. Vi lever i en mangfoldig verden med mange magtcentre. Identiteter kan ikke længere siges at være entydigt vestlige eller islamiske eller kinesiske. Moderniteten tilhører ikke længere alene Vesten. Vi har formået at tilpasse den værdierne i et islamisk samfund, på samme måde som det er lykkedes kineserne at tilpasse økonomisk velstand, videnskab og teknologi til deres antikke civilisation, siger Abdullah Gül og tilføjer:
Fra et mere filosofisk synspunkt vil jeg dog gerne sige, at selve begrebet modernitet kan diskuteres. Vi bør snarere tale om grundlæggende værdier som social retfærdighed, lighed, respekt for andres trosretninger, sprog og måde at gøre tingene på. Om et regeringssystem og en økonomi, der leverer goderne til befolkningen. Når man ser på det på den måde og forklarer folk, at deres værdier ikke står i et modsætningsforhold til nye måder at forbedre deres liv på, så tager de faktisk udviklingsprocessen til sig. Større velstand opstår ud af deres tillid og villighed til at åbne sig over for verden på deres egne betingelser. Takket være denne oplevelse af ejerskab bliver tanken om demokrati mere rodfæstet og ikke sådan lige til at fjerne, for folket og dets regering ligger på linje og har samme ambitioner.
Det er den reformvej, vi har valgt i dagens Tyrkiet. Jeg tror, man vil komme til at se både Kina og (alle nuværende udfordringer og hindringer til trods) også Rusland gå i retning af demokrati, som vi forstår det: god regeringsførelse, som lever op til lovens ord og står til ansvar for sine handlinger. Hvis tanken om modernitet bliver pålagt ovenfra med autoritære midler, virker det ikke. Det svarer til socialt ingeniørarbejde. Det vækker modstand, fordi det bliver opfattet som en bestræbelse på at indføre vestlige værdier. Vi har set den reaktion meget tydeligt i oprørene, som under det arabiske forår har væltet autoritære modernisatorer i hele regionen. Araberne prøver nu at finde deres egen vej i overensstemmelse med deres værdier.
I en tale tidligere på året i Kairo sagde den tyrkiske premierminister Reçep Tayyip Erdogan til Det Muslimske Broderskab og andre, der angler efter magten i det nye egyptiske demokrati, at de ikke skulle frygte sekularismen, som har været grundlaget for Tyrkiets hastige økonomiske udvikling. Er Tyrkiets system, hvor et muslimsk-orienteret parti regerer inden for sekulære rammer, en model til efterfølgelse for Egypten og andre befriede arabiske stater, når de skal udforme deres forfatninger?
Det uheldige for de arabiske lande i Nordafrika og Mellemøsten er, at deres fortolkning af sekularismen har været baseret på den franske model, som er jakobinsk og pålægger folk en form for areligiøsitet. Når man taler om sekularisme til de muslimske samfund i regionen, bliver det misforstået grundet denne franske association. I praksis har indførelsen af sekularisme i de arabiske lande betydet en bekæmpelse af islam i sekularismens navn. Så det er en overfølsomhed, vi er nødt til at forstå, siger Gül.
Men omvendt skulle folk nok kunne føle sig tilpas med den angelsaksiske fortolkning af sekularismen, som den praktiseres i USA og Storbritannien. Det eneste, som denne form for sekularitet indebærer, er en adskillelse af stat og religion, og at staten holder samme afstand til alle religioner og agerer som alle trosretningers vogter. Det er baseret på respekt for alle religioner og sameksistensen af forskellige trosretninger. Jeg kan fortælle fra mine samtaler med ledere i Egypten og Tunesien, at også de af dem, der har en religiøs identitet, er meget åbensindede og godt tilpas med den angelsaksiske forståelse af en sekulær styreform. De forstår udmærket, at det, der foregår i Tyrkiet i dag, er en indsats for grundlæggende friheder. Frihed til at praktisere ens egen religion er en af de mest fundamentale af alle friheder. Det eneste, vi gør, er at fjerne barrierer.
Det var jo ironisk nok et af EUs krav, da Tyrkiet var på vej mod unionsmedlemskab, at landet fik militæret underlagt det civile styre. Men nu anklager mange den omfattende retsforfølgelse af generalerne i den såkaldte dybe stat, der var garant for den tyrkiske sekularisme, for at være et skjult angreb på selve sekularismen. Hvordan regerer den tyrkiske stat på den beskyldning?
Det, de offentlige anklagere siger, er, at de har stærke beviser, der gør det muligt at føre sagerne i retten. De hævder, at de anklagede var indblandede i et forsøg på at organisere et kup imod den civile regering. Som De ved, har hæren udført statskup omkring hvert tiende år op igennem det moderne Tyrkiets historie. I det lys kan man ikke bare se bort fra det, de offentlige anklagere hævder. Under alle omstændigheder er sagerne endnu ikke afsluttede, og jeg skal ikke kunne sige, hvem der er skyldig eller uskyldig. Jeg håber blot, at sagerne vil blive løst så hurtigt som muligt.
© Global Viewpoint Network 2012
Oversat af Sara Høyrup