En genstridig voldsspiral i Den Centralafrikanske Republik

Folkekirken er ikke så tyndt besøgt, som kritikken vil

Halvdelen af befolkningen i Bangui, hovedstaden i Den Centralafrikanske Republik, er flygtet fra kampene. – Foto: Eric Feferberg/AFP/. / Scanpix

Volden tager til i Den Centralafrikanske Republik, og konflikten truer med at splitte landet etnisk og religiøst

På en vakkelvorn træstol yderst på landingsbanen i Banguis lufthavn sidder 53-årige Wilfred Yamele med en stor bandage viklet om hovedet. Underarme og lår er dækket af flere forbindinger.

Jeg sagde til de væbnede mænd, at jeg ikke holdt op-rørere skjult, men de troede ikke på mig. De overfaldt mig med macheter, siger han.

Wilfred Yamele er uddannet som lærer. Sårene på armene fik han, da han løftede dem op over hovedet for at værge for sig.

LÆS OGSÅ: EU får militært ind i kaos i Den Centralafrikanske republik

Sammen med tusindvis af andre indbyggere i Bangui, hovedstaden i Den Centralafrikanske Republik, flygtede han og hans hustru, Angela Mokamanede, med deres syv børn til det eneste sted, hvor de følte sig i sikkerhed: Banguis internationale lufthavn, som bevogtes af franske soldater. Mindst 1000 mennesker blev dræbt i massakren, som varede i flere dage, før det lykkedes franske og afrikanske tropper fra nabolandene Tchad og DR Congo at standse volden.

Familien var heldig, siger Angela Mokamanede.

To mænd, som forsøgte at flygte, blev skudt af oprørerne, som skilte sig af med ligene i et latrin.

Hun rører rundt i stegepanden, hvor bidder af kassava og kartofler svømmer rundt i olie. Røgen fra panden bevæger sig ind under presenningen, hvor parrets yngste datter ligger og sover oven på en bunke af tøj og beskidte stumper stof.

Børnene har ikke spist sig mætte i flere dage. Om natten sover vi direkte på jorden. Alligevel er der mere trygt her end uden for lejren, hvor oprørerne kan angribe når som helst, forklarer Angela Mokamanede.

De seneste uger har over halvdelen af hovedstadens halve million indbyggere forladt deres hjem. I hele landet er over en million mennesker på flugt fra den tiltagende vold. De flygter fra voldelige oprørere og bevæbnede militser, som i egen optik slås for at beskytte befolkningen. Skoler og kirker er blevet forvandlet til midlertidige flygtningelejre. Mange folk gemmer sig ude i skoven eller i teltlejre som den ved lufthavnen i udkanten af hovedstaden. Røgen fra tusindvis af bål stiger op over området, hvor flygtningene lever side om side med magre kyllinger og fede geder. Unge mænd købslår om prisen på madrasser, tæpper og den franske hærs madrationer. De over 100.000 mennesker fylder lejren til bristepunktet.

Volden er sammen med forholdene i lejren noget af det værste, jeg har set, siger norske Lindis Hurum.

Hun leder Læger uden Grænsers arbejde i lufthavnslejren. Nye patienter kommer hele tiden frem til organisationens klinik, der har til huse i en forladt skolebygning.

De kommer med skader fra skud og machetehug. Folk bliver angrebet i deres egne hjem. Når de forsøger at stikke af, havner de i skudlinjen mellem oprørerne og Anti-balaka.

Anti-balaka betyder anti-machete på stammesproget sango, og det er navnet på den kristne selvforsvarsmilits, der udgøres af bønder og tidligere regeringssoldater, som hævder at beskytte civilbefolkningen imod oprørerne. Men militsen har primært angrebet den muslimske befolkning især i landsbyerne uden for hovedstaden, fortæller Christian Mukosa fra Amnesty International:

Hele landsbyer er blevet tømt for mennesker. I store dele af landet ved vi ikke, hvor galt det er fat, fordi de franske og afrikanske tropper ikke er nået frem endnu.

Det var i marts sidste år, at oprørsgruppen Seleka indtog hovedstaden og afsatte den siddende præsident François Bozize. Seleka er en løst sammensat koalition af forskellige oprørere, og nogle måneder senere blev en af koalitionens ledere, Michel Djotodia, landets første muslimske leder, da han udråbte sig selv til præsident. For at genindføre ro og orden opfordrede han oprørerne til at nedlægge deres våben, men den ordre adlød kun få. Resten fortsatte med at plyndre, voldtage og myrde civilbefolkningen.

I en seng på børnehospitalet i Bangui ligger Narissa Haira med hovedet og armene dækket af bandager.

Jeg var alene hjemme med mine søskende, da oprørerne angreb. Først troede jeg, at det var Seleka, som skød. Siden så jeg, at det var Anti-balaka, siger Narissa Haira.

Hun kommer fra en landsby uden for Bangui, og hendes familie tilhører folkegruppen fulani. De er nomader med dyrehold og udgør et mindretal i landet. Mange af dem er muslimer.

Kampene udkæmpes mellem Seleka, der for manges vedkommende er muslimer, og de kristne i Anti-balaka.

Naboer går mod naboer, og familier splittes i en voldsspiral, som er vanskelig at standse, siger Banguis ærkebiskop Dieudonné Nzapalainga.

Efter at de kristne indbyggere i Bangui er begyndt at forlade deres hjem af frygt for Seleka og for deres muslimske naboer, har ærkebiskoppen åbnet den katolske mission for flygtningene. Hver nat sover 15.000 mennesker i en halvfærdig kirke eller direkte på jorden inde på mis-sionens område. Sammen med imamen Omar Kobine, der er leder for landets muslimer, har ærkebiskoppen forsøgt at få de stridende parter til at nedlægge våbnene.

Problemet er, at ingen tør slippe sine våben først. Familier, som er blevet afvæbnet af de franske soldater, er senere blevet angrebet af deres naboer, siger biskoppen.

Ved en vejspærring i boligområdet Boeing ikke langt fra lufthavnen står en ung mand vagt. Over skulderen hænger en kalashnikov-riffel, og i hånden holder han en machete. Rundt om halsen og håndleddene og i en læder-snor over brystet dingler amuletter, små læderposer fulde af væsker, pulver og bibelvers.

De skal beskytte mig mod fjendens kugler, forklarer korporal Tatom.

Han vil ikke oplyse sit efternavn af frygt for oprørerne. Tatom var ude med familiens køer, da Seleka-oprørere angreb landsbyen.

Jeg var ude med dyrene, da Seleka kom. Da jeg hørte, hvad der var sket, tog jeg hjem. Blandt de hundredvis af døde fandt jeg min mor og min bror. Min mor var blevet skudt i ryggen. Min bror var blevet tvunget til at lægge sig ned på jorden sammen med de andre mænd, før Seleka huggede dem ihjel med macheter.

Det varer ikke længe, før flere unge mænd med automat-geværer og spyd kommer frem fra buskadset i vejkanten. Sultne. Trætte. De unge mænd tilbragte flere måneder i junglen, før de rykkede frem mod hovedstaden. Nogle af dem er ikke ældre end 15-16 år. Men de er mange. Over 2000 ifølge Anti-balakas leder, brigadechef Alfred Rombot.

Vi er regeringssoldater. Det er vores job at beskytte befolkningen muslimer såvel som kristne. Vi vil have oprørerne til at nedlægge våbnene og Seleka-regeringen til at gå af. Ellers er vi klar til at afsætte den med vold. Terroristerne skal væk.

Beboerne i kvarteret har vænnet sig til de væbnede unge mænd:

Jeg føler mig tryggere med dem her, siger Valentine Nakonyo.

Militsen er vores eneste beskyttelse mod Seleka. På under et år har jeg set oprørerne ødelægge mit hjemland. Skoler og sygehuse, lov og orden intet af det findes længere, alt er kaos. Centralafrika er mit land, men der er ingen fremtid for mig her længere, siger hun.

Oversat af Sara Høyrup

Den Centralafrikanske Republik



Konflikten i den centralafrikanske republik