Hver morgen de seneste fem måneder har briten Eric Kempson kæmpet med at hjælpe flygtninge i små overfyldte både i land på den nordlige del af Lesbos.
Kun én morgen i den tid har han kunnet ånde lettet op og gå tørskoet hjem.
De andre morgener har der været mellem én og 11 både med mænd, kvinder og børn, der våde, bange og udmattede skulle hjælpes op af vandet.
”Fra bakken på min grund kan jeg se ned til begge strande, hvor mange af flygtningene kommer ind.
Så hver morgen klokken halv seks står jeg og holder udkig.
Der er ingen andre, der hjælper her på strækningen - de fleste vil hellere se den anden vej, fordi det også er her, turisterne bor,” siger træskæreren Eric Kempson, der sammen med sin hustru, Philippa, har boet på Lesbos i 16 år.
For det meste er det syrere og afghanere, Eric og hustruen møder på stranden. De er flygtet fra krig og vold og er i løbet af aftenen og natten blevet stuvet sammen i gummibåde af menneskesmuglere på den tyrkiske kyst.
Ofte er der op til 40 personer i en båd, og vægten af de mange gør, at bådene nemt kæntrer eller vælter i strømmen i strædet mellem den tyrkiske og den græske kyst.
Alligevel er lidt under halvdelen af de over 77.000 flygtninge, Grækenland har modtaget i 2015, kommet til Lesbos. For med cirka 10 kilometer mellem øens nordlige kyst og Tyrkiet er denne rute stadig mindre farefuld end så mange andre.
Strandene, som flygtningene kommer ind på, ligger mellem 5 og 10 kilometer fra den gamle, smukke by Molyvos. Og det er til den by, Eric Kempson sender dem.
Her tilbyder australske Melinda McRostie, der har boet på Lesbos i 45 år, og hendes lokale netværk dem nemlig lidt mad og drikke og eventuelt noget tørt tøj.
Med den græske økonomi i frit fald er der hverken kommunal eller statslig hjælp at hente, og derfor er maden, et smil og et hvil ofte det eneste, de frivillige i Molyvos kan tilbyde flygtningene, inden de fleste af dem skal ud på den 60 kilometer lange vandretur igennem bjergene til hovedbyen, Mytilini.
”Situationen på Lesbos er kritisk. Strømmen af flygtninge er mangedoblet bare i løbet af i år, og uden hjælp fra de store internationale hjælpeorganisationer er det begrænset, hvad vi kan gøre for flygtningene.
Vi mangler desperat busser til at fragte flygtningene ind til Mytilini, for den 60 kilometer lange tur i sommerheden er umenneskelig,” siger Melinda McRostie.
Den græske regering forbød indtil torsdag i sidste uge lokale busser, taxaer og biler at fragte flygtningene, da de derved medvirkede til menneskesmugling.
Vedtagelsen af lovændringen har indtil videre ikke forandret meget, og derfor kan man fortsat se karavaner af unge mænd, mødre og fædre med spædbørn på armene og ældre vandrende eller liggende i den sparsomme skygge, som Lesbos' 11 millioner oliventræer giver.
Langs vejen tilbyder nogle lokale frisk vand, men ellers er det første mulige sted at sidde ned - bortset fra den varme asfalt - et tomt butikslokale i byen Kalloni 20 kilometer mod syd.
Her holder organisationen Agkalia til med præsten Efstratios Dimou i spidsen, og ligesom Melinda McRosties organisation i Molyvos tilbyder Kallonis frivillige lidt mad og mulighed for at ligge ned, inden flygtningene tilbagelægger de sidste godt 40 kilometer til Mytilini og lejrene Moria og Kara Tepe.
Selvom Mytilini er målet for flygtningene, er mødet ofte hårdt. Nord og vest for byen ligger nemlig de to flygtningelejre Kara Tepe og Moria, der huser henholdsvis omkring 3000 og 2500 mennesker.
Det er svært at angive præcise tal, for hver dag kommer et sted mellem 700 og 800 nye flygtninge i land på Lesbos.
Da øen på grund af den tomme græske statskasse ikke har ressourcer til at ansætte flere folk til at varetage identifikationen og registreringen af flygtningene, kan kun godt 200 personer pr. dag få de papirer, der gør dem i stand til at tage færgen til Athen og væk fra Mytilinis overfyldte, uhumske lejre.
En anden grund til det konstant voksende antal flygtninge på øen er, at internationale hjælpeorganisationer indtil nu ikke har været opmærksomme på det fulde omfang af Lesbos' flygtningekrise.
Derfor er det indtil videre begrænset, hvor meget hjælp øen får udefra. I Moria arbejder kun Médecins du Monde, Verdens Læger, der stiller to læger og to sygeplejersker til rådighed for lejrens op mod 2500 mennesker.
I Kara Tepe er situationen endnu mere kritisk. Her er intet sundhedspersonale overhovedet, og kun én vandpumpe virker, fortæller den græske læge Dimitris Messarir.
”Vi screener alle flygtninge, inden de skal videre til Athen, men med så få læger og sygeplejersker kan vi kun nå en brøkdel af dem, der dagligt kommer hertil.
Vi mangler alt - antibiotika, hostesaft, smertestillende medicin, astmamedicin og så videre - så det er svært at sende folk videre hurtigt.
Derfor vokser lejrene hele tiden, og med så mange mennesker og de hygiejniske forhold, der er her, skal der ikke meget til, før epidemier udvikler sig,” siger han bekymret.
Laura Padoan, der arbejder for FN's Flygtningehøjkommissariat UNHCR's London-kontor, er enig.
Hun er kaldt til Lesbos for at hjælpe med at strukturere hjælpearbejdet, og selvom hun har set andre flygtningelejre rundt om i verden, er hun rystet.
Selv de mest elementære forhold er ikke-eksisterende på Lesbos, siger hun, og derfor er situationen nu yderst kritisk.
”Forholdene i flygtningelejrene Kara Tepe og Moria er frygtelige, uværdige og de værste, jeg har set i eller uden for Europa.
Vi mangler akut busser til at fragte de mange, der kommer ind i Molyvos, til Mytilini, for vandringen er umenneskelig og unødvendig.
Dette er en opgave for hele det internationale samfund, ikke kun Grækenland,” siger Laura Padoan.
Situationen er nu så håbløs, at der kun er ét fungerende toilet til Kara Tepes omkring 3000 flygtninge, og selvom situationen er marginalt bedre i Moria, så rækker hverken toilet- eller badeforhold.
Derfor hænger der en konstant stank over lejrene, hvor flygtningene i sommerheden bor i en blanding af små festivaltelte, FN's hvide telte og udspændte presenninger imellem skidt og affald.
Da Kristeligt Dagblad besøgte Moria, udbrød der tilmed skænderier blandt en gruppe unge mænd, for efter to dage uden mad var der ikke længere tålmodighed til at vente blandt de mange, da en hvid kassevogn parkerede med rationer.
Mange flygtninge i Moria og Kara Tepe venter bare på at få deres papirer.
Med dem i hånden kan de nemlig forlade lejrene og tage færgen til Athen, hvorfra de enten kan søge asyl eller vandre videre op gennem Makedonien eller Bulgarien og Serbien og derfra forsøge at komme ind i EU's Schengen-område.
Mytilinis havnepromenade er derfor fyldt med familier og unge mænd. Her venter de i ly for solen under palmer eller i den sparsomme skygge, som havnekontoret tilbyder.
For nogle er ventetiden så lang, at de slår et telt op på selve havnen, og det er ud af to af disse, at to syriske mænd kommer løbende, da de ser Laura Padoan i den hvide T-shirt med FN's logo.
Via en app på den enes smartphone får de forklaret, at de har brug for hjælp. Den ene mand mistede kontakten til sin hustru og datter og den anden til sin mor og lillesøster, da menneskesmuglerne i Tyrkiet med magt tvang dem ud i bådene.
Da deres båd efterfølgende væltede på åbent hav, mistede begge deres penge. I dag har de så fået besked på, at smuglerne i Tyrkiet forlanger 4000 dollars pr. kvinde, hvis mændene vil se dem igen.
Der er ikke kun tårer i øjnene på mændene, da Laura Padoan går derfra. For med flere millioner syriske flygtninge alene i Tyrkiet og de overfyldte flygtningelejre på Lesbos, er der ikke meget, hun eller de andre UNHCR-ansatte kan gøre.
Uden massiv og vedvarende hjælp fra de internationale hjælpeorganisationer og ikke mindst EU truer en humanitær katastrofe med at udvikle sig yderligere, og som situationen er lige nu, står Grækenland stort set alene med flygtningekrisen.
