En lugt af død

EN BONDES SELVMORD I løbet af 10 år har 200.000 indiske familier mistet deres overhoved. Den sørgelige statistik har fået landets bomuldsbælte til at skifte navn til Selvmordsbæltet, og seks dage, før Kristeligt Dagblad besøgte området, føjede et nyt navn sig til den lange liste af døde. Det var Ashok Deshettiwar, bomuldsbonde fra landsbyen Baggi

Bønderne i Maharashtra-delstaten i Indien har tidligere kunnet glæde sig over marker, der strutter af sunde grønne blade og svulmende hvide bomuldsknopper. Nu er bomuldsplanterne ramt af sygdommen Dahliae. –
Bønderne i Maharashtra-delstaten i Indien har tidligere kunnet glæde sig over marker, der strutter af sunde grønne blade og svulmende hvide bomuldsknopper. Nu er bomuldsplanterne ramt af sygdommen Dahliae. –. Foto: og Anne-Sofie Storm Wesche.

November er høsttid i Maharashtra, og bonden Ashok Deshettiwar ser ud over det, der skal give ham og familien mad på bordet resten af året. Bomulden. Men denne formiddag strutter marken ikke just af sunde grønne blade og svulmende hvide bomuldsknopper. I stedet lyser bladene rødt som ahornblade i efteråret. Dahliae hedder sygdommen.

Ashok er 46 år. Han har været bonde hele sit liv og har som den ældste søn arvet marken. Erfaringen fortæller ham, at Dahliae æder høsten. I går investerede han i en ny dunk gift beregnet til at bekæmpe sygdommen, men han sprøjter ikke planterne. Ashok har givet op. Han sætter dunken for munden og begynder at drikke.

Bag Ashoks bomuldsmark ligger landsbyen Baggi. Den er lille selv efter indisk målestok med kun 350 indbyggere. Her er næsten alle husene stykket sammen af grene og ler og bærer et tag af blik eller små runde tagsten. Rundt omkring skyder enkelte grønne buske med røde blomster op, men den gennemgående farve er grå. Det er den tørre jord, der konstant hvirvles op af bare fødder, som lægger sig som et støvet tæppe på alting.

Imens Ashok er i marken, brygger hans kone gennem 27 år, Kausalla, sød te. Hun skramler rundt i køkkenet og tænder røgelsespinde på husalteret. Foran gudebillederne beder hun for en god høst, for hun ved, at familiens økonomi er lidt presset. Ikke at hendes mand nogensinde taler økonomi med hende. Han er familiens overhoved og ansvarlig for dens otte medlemmer. Aldrig har han delt sine sorger og bekymringer med hende eller andre i familien, og derfor aner hun heller ikke, hvad han tænker lige nu.

I stedet er hun glad, fordi Sunil, den ældste søn, netop er kommet hjem på orlov fra militæret. Til daglig er han udstationeret i den urolige Kashmir-provins mod nord, men nu hviler han på den spinkle bænk ude foran huset.

Gennem døråbningen kan Sunil høre niecernes latter og sin mor, der arbejder. Åbningen er stadig pyntet med blomsterranker fra Diwali, det indiske nytår, og selvom de orange tagetes har set bedre dage, byder traditionen, at de skal blive hængende, til de selv falder ned.

En af niecerne bringer Sunil en kop te. Den er sort og sød, og dampen stiger fra de små turkise lerkopper. Sunil hører de sædvanlige lyde, formiddagen bringer: bøflernes brølen, hønsenes kaglen og gedernes brægen. Skolebørnene pludrer, og ind imellem ringer klokken i templet. Men en forkert lyd blander sig. Det er lyden af skridt på grusvejen, der slæbende nærmer sig gårdspladsen. Pludselig indser Sunil, hvor lyden kommer fra. Det er hans far, der vakler hen imod ham. Han er tydeligt syg.

Sunil springer op fra bænken. Han griber fat om sin far og hjælper ham hen over pladsen. I døråbningen begynder Ashok at kaste voldsomt op. Sunil, Kausalla og resten af familien forstår med et, hvad der er sket. Lugten lyver ikke. Der er pesticider i opkastet.

Ashok er langt fra den eneste bonde i Indien, der med hjælp af insektgift har forsøgt at begå selvmord. For over 200.000 er det lykkedes de seneste 10 år. Deres desperate handling skyldes en krise i det indiske landbrug, der stikker dybere end dårlig høst og insektangreb. For langt de fleste landmænd er det stor gæld og dårlige afsætningsmuligheder, der driver dem mod afgrunden og efterlader familier uden overhoved.

Krisen begyndte allerede i slutningen af 1990erne, hvor Indien liberaliserede landbruget. Det betød mindre landbrugsstøtte, dårligere priser og færre penge til infrastrukturprojekter som kunstvanding. Samtidig betød det også en åbning af det indiske marked for multinationale selskaber, som så Indiens 575 millioner landmænd som et nyt lukrativt marked.

For de fattige landmænd har liberaliseringen ikke været nem. Mange dyrker landbrug på unde to hektar, som deres udvidede familie knap kan leve af. Desuden ejer de ofte kun en okse eller to som arbejdskraft, hvorfor store investeringer er umulige uden bankernes hjælp. Disse har dog vist sig uvillige til at investere i landbrugssektoren, og det driver de mange små bønder i armene på illegale pengeudlånere, der ofte tager mellem 30 og 40 procent i rente. Med en hastigt voksende gæld satser mange landmænd derfor alt på næste høst i forsøg på at redde familien. Slår denne fejl, ryger håbet, og insektgiften kan synes den nemmeste udvej.

Giften brænder som skoldhed kaffe i spiserøret. Hele Ashoks krop begynder at kæmpe imod, og det skal gå stærkt nu, hvis hans liv skal reddes. Det ved Sunil. Insektgiften begynder at opløse mavesækken, og de gentagne opkast er mavens forgæves forsøg på at fjerne det. Lugten fra opkastet stikker i næsen og er karakteristisk for endosulfan en gift, der er forbudt i resten af verden, men stadig lovlig i Indien.

Der er ikke tid til at vente på ambulancen fra hospitalet i Pandharkawada, så i stedet kickstarter en nabo landsbyens motorcykel.

Sunil løfter sin far op på Hondaen bag chaufføren. Selv sætter han sig bagerst med armene rundt om ham. Motorcyklen farer ned ad bakken og over det udtørrede flodleje. Et par høns flygter, mens gederne ufortrødent gumler videre af affaldet på vejen. Over de hullede jordveje holder Sunil sin far i et stramt greb, mens han selv kæmper for balancen.

Turen til hospitalet tager en halv time og fører dem forbi de Dahliae-ramte bomuldsmarker. Hele vejen hænger Ashoks krop i sønnens arme. Ind imellem kaster han op, og lugten fra insektgiften følger dem til hospitalet. Til sidst når de provinsbyen Pandharkawada, og Sunil ånder lettet op, da han ser den røde port til hospitalet i det fjerne. Håbet om farens overlevelse forstærkes af kvægristens rumlen, da de kører over den og op til det bleggule hospital. Chaufføren og Sunil hjælper Ashok op ad trappen og ind gennem den brede dør. Ashok kommer hurtigt ind på en stue og får en slange ned gennem halsen, der skal tømme maven for gift. Det er doktor Sanjay Todase, der intuberer og giver Ashok modgiften. Lægens lille runde krop er svøbt i en hvid skjorte, og over de brune øjne stråler en orange tikka-plet mellem et par buskede øjenbryn. Det er langt fra det første forsøg på selvmord med gift, han ser. Sidste år behandlede hospitalet i snit to om dagen, hvoraf kun 30 procent overlevede.

Hospitalets mure gør Sunil roligere. Hele tiden har det siddet i ham, at bare de nåede frem, ville faderen overleve. Og selvom han lige nu ligger med slanger ud af munden, så er det bedre end at være i landsbyen eller på motorcyklen. Her er han i gode hænder.

Pludselig begynder spasmer at ryste Ashoks krop ukontrollabelt. Dr. Sanjay er bekymret. Kramperne er en besked om, at giften er gået i nervesystemet, og det er nødvendigt at overføre ham til det større hospital i nabobyen, hvis han skal have bare den mindste chance for at overleve.

Ambulancen bakker op til hovedindgangen, og personalet skubber båren ind og lukker dørene bag dem. Sunil sidder ved siden af sin far. Han er bange, for det er tydeligt, at Ashok kæmper for livet. Bilen sætter i gang, og de begynder den 60 kilometer lange tur mod Yavatmal.

Uden for ambulancen suser bomuldsmarkerne forbi. De dækker næsten tre millioner hektar i delstaten Maharashtra, og de har givet Vidarbha-området sit navn Bomuldsbæltet. I hvert fald indtil for nylig, hvor omfanget af bøndernes selvmord stod klart. For bare i Selvmordsbæltet, som Vidarbha nu hedder i folkemunde, begår tre bønder selvmord om dagen de fleste ved hjælp af insektgift.

En af grundene til landmændenes selvmord er tørken, der i de seneste tre år har ramt Maharashtra hårdt. Kun fire procent af delstatens opdyrkede område er kunstvandet, og derfor er bomuldsbønderne fuldstændig afhængige af monsun i juni og juli.

En anden grund er den lette adgang til insektgift. Bomuldsdyrkning har et pesticidforbrug 50 gange større end andre afgrøder, og derfor har de fleste af Vidarbhas bomuldsbønder en dunk stående. Giften skal holde larver og insekter væk fra både plantens blade og knopper, så høsten bliver god.

Kramperne i Ashoks krop er begyndt at ebbe ud, og mens de langsomt bliver svagere, sænker ambulancen farten. Giften har ætset sig gennem mavesækken og spreder sig nu til andre dele af kroppen. Da hans åndedræt stopper helt, gør ambulancen det samme. Den vender rundt og kører tilbage til Pandharkawada.

På hospitalet venter doktor Sanjay Todase igen. Denne gang for at foretage en obduktion, så dødsårsagen kan fastslås. Det er et job, han er vant til. I sin tid på hospitalet har han skrevet post mortem-rapporter for mellem 300 og 400 bomuldsbønder. Og eftersom høsten igen i år ser ud til at blive dårlig, forventer han, at mange flere vil følge.

Senere samme eftermiddag transporterer en ambulance Ashok tilbage til landsbyen. Der venter en chokeret familie og begravelsesbålet. Allerede klokken otte samme aften påbegynder Ashok sin sidste rejse, kun 11 timer efter han væltede ind fra marken og kastede insektgift op.

Som flammerne slikker op langs hans krop, begynder virkeligheden at gå op for familien. Fremtiden ser alt andet end let ud.

udland@kristeligt-dagblad.dk

Ashok Deshettiwar. –
Ashok Deshettiwar. – Foto: Anna Klitgaard.
Foto: .