Der blev skåret endnu en luns af den klassiske danske u-landshjælp, da udenrigsminister Kristian Jensen (V) i går oplyste, at Danmark vil betale 285 millioner kroner til EU som bidrag til unionens tiltag på flygtninge- og migrantområdet. Beløbet er småt i forhold til de 4,4 milliarder kroner, som regeringen og de andre blå partier bag finansloven allerede har vedtaget at bruge på modtagelse af asylsøgere i 2016, men tilsammen betyder de, at en tredjedel - 31,7 procent - af udviklingsbistanden på 14,8 milliarder kroner nu kan bruges til modtagelse af flygtninge i Danmark.
Det er en historisk høj andel, og den gør Danmark til et af de europæiske lande, der graver dybest i udviklingsbistanden for at skaffe penge til flygtningemodtagelsen.
”Vi står i den historisk enestående situation, på den gale måde, at vi har den laveste bistand i 30 år, samtidig med at der tages den største andel til flygtningemodtagelse nogensinde,” siger Lars Udsholt, sekretariatsleder i Dansk Missionsråds udviklingsafdeling og formand for Globalt Fokus, et netværk af danske udviklingsorganisationer og foreninger.
Globalt Fokus indgår i det europæiske netværk af udviklingsorganisationer Concord, som netop i sidste uge udgav en rapport om den europæiske udviklingsbistand. Her advarer Concord om tendensen til at bruge en større og større del af u-landshjælpen til at finansiere lokale opgaver med flygtninge.
”Det fortvivlende er, at de enkelte lande søger hver deres løsninger på flygtningekrisen og bruger udviklingsbistanden til at finansiere dem,” siger Lars Udsholt.
Det er i fuld overensstemmelse med de regler, som de rige lande i den økonomiske samarbejdsorganisation OECD vedtog i 1988 om, at et land kan tælle det første års udgifter til modtagelse af flygtninge med i sin officielle u-landshjælp. Reglen er dog efterhånden kommet til at virke stik imod sin hensigt, mener Adam Moe Fejerskov, ph.d.-studerende i dansk og europæisk udviklingspolitik ved Roskilde Universitet og tilknyttet Dansk Institut for Internationale Studier.
”Da OECD lavede reglerne for, hvad et land kunne medregne i sin udviklingsbistand, var det for at undgå misbrug og sikre, at man kun talte det med, der virkelig gavnede den fattigste del af verden. Reglerne skulle netop beskytte bistanden mod at blive udhulet,” siger han.
OECD har i årevis forsøgt at reformere sine egne regler, men de flere end 30 medlemslande har hidtil ikke kunnet blive enige. Mens nogle af landene ønsker at stramme reglerne og for eksempel afskaffe retten til at regne flygtningemodtagelse med, ønsker andre snarere at gå den modsatte vej og udvide perioden, hvor udgifterne må indregnes, til tre år.
”Grunden til, at der ikke er kommet reformer, er hverken mangel på tid eller kapacitet hos OECD. Den er, at det er en politisk enorm betændt diskussion, som er blevet yderligere lagt ned af den aktuelle flygtningesituation,” siger Adam Moe Fejerskov.
Internt i OECD's afdeling for udviklingsbistand, DAC, bliver panderynkerne imens dybere og dybere. Yasmin Ahmad, leder af dataindsamlingen i DAC, siger til den internationale nyhedsside om udvikling, Devex, at man er bekymret for, at donorlandene vil udnytte flygtningesituationen til at skære i bistanden.
”Der er tale om den største krise, DAC har oplevet i brugen af bistand til aktiviteter, der ikke går over landegrænserne. Vi prøver at tale med medlemmerne om det for at beskytte udviklingsbistanden,” siger hun.