Er Benedikt i gang igen?

Iagttagere mener, at den afgåede pave gerne vil bremse sin efterfølgers planer om reform af katolsk familiepolitik

Afgåede pave Benedikt.
Afgåede pave Benedikt. Foto: Pascal Deloche.

Har katolikkerne halvanden pave? Er den afgåede Benedikt begyndt at spøge i kulisserne, tilkaldt af konservative kredse, som føler sig i defensiven under liberale biskop Frans? I tysk presse funderer de kirkelige kommentatorer og aflæser bittesmå tegn ligesom kremnologerne under den kolde krig tolkede de sovjetiske magthavere.

Anledningen er Benedikts rettelse i en artikel om skilsmisse, han skrev i 1972. Artiklen er optrykt i det netop udkomne fjerde bind af hans samlede værker og ændret på en måde, der kan tolkes som et signal om, at Benedikt kommer de konservative til undsætning. De kom under pres i oktober ved verdenssynoden om modernisering af katolsk familiepolitik.

Benedikt har nu strøget en liberal sætning, der oprindeligt åbnede mulighed for, at et ægtepar, gift for anden gang, under særlige omstændigheder kunne modtage nadveren.

Frankfurter Allgemeine har besøgt Benedikt i hans hjem i Vatikanet, hvor journalister normalt aldrig lukkes ind. Benedikt afviser spekulationerne og er omhyggelig med at betone, hvilket fortræffeligt forhold han har til sin efterfølger.

Kirkehistoriker Hubert Wolf fra universitetet i Münster påpeger i samme avis, at de konservative biskopper faktisk håbede på støtte fra Benedikt under den store familiesynode. Nogle af dem er ligefrem begyndt at formulere sammensværgelsesteorier: Benedikt gik kun af som pave, fordi han blev presset til det, og hans tilbagetræden er derfor ugyldig.

Wolf tror på Benedikts forsikringer, men mener samtidig, at han ikke har gjort nok for at tydeliggøre snittet. De paver, der tidligere er gået af - for over 600 år siden - sørgede for at ændre titel, påklædning og tiltaleform. Benedikt bliver fortsat tiltalt ”Deres hellighed” i stedet for ”Deres excellence”; han hedder ikke Ratzinger igen, men har beholdt sit pavenavn, og han bærer stadig pavens hvide klædedragt. Således optrådte der to hvidklædte mænd på Peterspladsen, da man saligkårede Paul VI.

”Den fejlagtige antagelse kunne ligge nær, at der nu var to paver. For gevandter og embedsdragter giver tydeligere end titlen udtryk for bærerens status og politiske funktion,” skriver Wolf.

Benedikt skulle have båret sort.

Christiane Florin, ledende redaktør af det magasinet Christ & Welt, mener, at der er ugler i mosen. Den tilsyneladende beskedne Benedikt trækker i magtens tråde, og hans bestridelse heraf er koketteri.

”Hovmod forklædt som ydmyghed hører til Joseph Ratzingers ledelsesstil,” hævder hun.

I interviewet rystede han på hovedet over, at nogen slog ned på en så ubetydelig detalje som én udeladt sætning i et tykt værk.

”De finder, hvad de vil finde,” sagde Benedikt.

Men selv var han netop kendt for sin umådelige nidkærhed, når det gjaldt teologiske detaljer.

”En kirkemand af hans slags er helt ned i fodnoten indstillet på den rette lære. Som ærkebiskop og præfekt for Troskongregationen testede han publikationer for deres troskab langt ned i det, som var trykt med småt,” siger Christiane Florin.

Det selvudslettende interview signalerer i virkeligheden, at den gamle pave er på banen igen, mener hun:

”Kirkepolitisk er modpaven for længst etableret. Med hvert dementi, med hver ydmygheds-gestus, påtager han sig det embede. Ægteskabet - det er mit territorium!”.

Patrick Schwarz, redaktør på Die Zeit, der udgiver Christ & Welt som tillæg, modsiger Florin: Benedikt er ikke nogen modpave, men en meget gammel mand, der sikkert bakser med tunge tanker over, at han aldrig var nogen fremragende pave - som Schwarz ser det. Hans storhed lå i villigheden til i rette øjeblik at give slip på magten, fordi det gavnede hans kirke.

Det er sandt, at Ratzinger teologisk var en ualmindelig striks ”kampvogns-kardinal”; nu er han i imidlertid en mild gammel mand. Men dem, som han krænkede, dengang han i Troskongregationen var teologisk linievogter, udlader nu deres hævn over hans arme hoved.

”Mange synes ikke, det er nok, at en gammel mand her tilbringer sin livsaften med katte, nonner og Georg Gänswein (hans privatsekretær, red.) i klostret Mater Ecclesiae. De så ham åbenbart hellere spærret inde som greven af Monte Christo,” konstaterer Patrick Schwarz.

Skal en ændring i en tekst fra 1972 virkelig varsle kontrarevolutionen, spørger han?

”Den tyske pensionist i Rom modtager en tysk korrespondent - og bringer derved verdenskirken til at vakle?”.

Måske skal vreden mod Benedikt forklares med en misforstået omsorg for pave Frans - ”som kunne hjerternes pave snuble, hvis hans forgænger ikke jages tilstrækkeligt energisk tilbage”.

Men nu skal også skuffede tyskere slutte fred med deres pave, skriver Schwarz, og vise agtelse for en næsten 90-årigs forsøg på, med anstand, at gå sin vej til ende.

Anders Raahauge er kulturjournalist