For

Catherine Kintzler, filosof og professor emeritus med speciale i det franske verdslighedsprincip

"Burkinien er ikke en traditionel muslimsk dragt, men en moderne opfindelse og som sådan en del af et politisk projekt. Det er et pejlemærke, der skal vise, at en bestemt, konservativ og totalitær politisk islam vinder frem for at presse både muslimerne og det franske samfund til at acceptere denne udgave af islam."

Kritikere peger på, at det nu omstødte franske forbud styrker radikale kræfter, der får et argument for at hævde, at muslimer ydmyges?

"De, der ydmyges, er ikke de muslimske kvinder, som en konservativ islam tvinger til at dække sig til med burkinier. Men derimod de muslimske kvinder og unge piger i forstæderne, som ender med at tage tørklæde på og kun gå i lange bukser for at kunne være i fred. Masser af muslimske kvinder er imod alle disse krav om at klæde sig på i overensstemmelse med islam og siger til os, at de har bekæmpet konservativ islam i Algeriet og Tunesien, og nu ser de det samme ske i Frankrig."

Men kan denne polemik ikke skade den fredelige sameksistens mellem befolkningsgrupperne i Frankrig?

"Der kommer ikke virkelig fredelig sameksistens ud af at minimere og forklejne problemerne. Fredelig sameksistens kommer, når man taler åbent om problemerne."

Hører det ikke med til religionsfriheden at kunne vise sin tro offentligt?

"Her efter terrorangrebene er det rimeligt at begrænse retten til at vise sit religiøse tilhørsforhold på grund af risikoen for uroligheder. Men på længere sigt skal vi skelne mellem det offentlige rum som gaden eller stranden, hvor man ikke kan begrænse den individuelle ret til at vise sin religion, og det civile rum. I verdslighedens navn kan man forbyde religiøse tegn i skoler og andre civile sammenhænge som forelæsninger på universitet, hvor en fredelig meningsudveksling forudsætter, at vi ikke skilter med vores private religion."
 

Imod

Christine Boutin, grundlægger af Frankrigs kristeligt demokratiske parti, Parti Chrétien-Démocrate.

"Jeg er forfærdet over denne polemik. Det er et tegn på svaghed at hævde, at demokratiet skulle være truet af et stykke tøj. Det er en kæmpestor politisk fejltagelse at lade os trække ind på vore modstanderes terræn og acceptere deres påstand om, at tøj har en religiøs betydning. Det er meget mere effektivt at banalisere burkinien i stedet for at styrke påstanden om, at den er et tegn på muslimsk rettro. Rent praktisk havner vi i absurde situationer. På Atlanterhavskysten er vandet koldt, og mange bader i våddragt. Hvad stiller vi op med dem, og hvad med børn, som bader tildækket for at beskytte sig mod solen? Vi ser allerede, at politiet ikke kan skelne mellem en burkini og almindeligt tøj på stranden."

Burkinien beskrives som en provokation og et udtryk for at ville fremme en fundamentalistisk islam i strid med franske værdier. Er det en forkert udlægning?

"Jeg kan forstå, at man kan se burkinien som et udtryk for, at en bestemt fundamentalistisk udgave af islam vinder frem, og jeg kan også forstå, at man vil beskytte den nationale franske identitet. Men den franske identitet er truet af vores egen historieløshed, ikke af islam. Det er os selv, der ikke vil vedkende os vore kristne rødder. Jeg var imod forbuddet mod religiøse tegn i skolerne, og nu fører burkini-debatten til krav om forbud mod alle religiøse tegn i det offentlige rum. Vi er ved at skabe et samfund, der fornægter Gud."

Kan det ikke være nødvendigt at begrænse muslimske symboler i det offentlige rum for at hindre spændinger i det franske samfund?

"Stigmatiseringen fører kun til, at islam bliver endnu mere stejl, på et tidspunkt, hvor vi har brug for at forhindre konflikter. Attentaterne har naturligt nok vakt rædsel og fået en del af den franske befolkning til at søge efter syndebukke. Burkini-polemikken har pisket denne syndebuksstemning op. Jeg mærker spændingerne vokse, også blandt katolikkerne. Denne debat er det rene vanvid."

bpedersen@k.dk