Er nationalismen kommunismens højeste stadium?

Flygtningekrisen har åbnet for en gammel øst-vest-konflikt, der i høj grad er farvet af kommunismens betydning for nationalisme, skriver Uffe Østergård

Når flertallet i Polen efter alt at dømme skifter ved efterårets valg fra den liberale Borgerplatform til renlivet nationalpopulisme, vil Polen sandsynligvis slå følge med de øvrige Visegrad-lande - Tjekkiet, Ungarn og Slovakiet - i flygtningepolitikken, skriver Uffe Østergård.
Når flertallet i Polen efter alt at dømme skifter ved efterårets valg fra den liberale Borgerplatform til renlivet nationalpopulisme, vil Polen sandsynligvis slå følge med de øvrige Visegrad-lande - Tjekkiet, Ungarn og Slovakiet - i flygtningepolitikken, skriver Uffe Østergård. Foto: Dado Ruvic/Reuters.

I EU's diskussion om fordeling af flygtninge tegner der sig en interessant skillelinje mellem nogle af de ”nye” medlemmer i Øst- og Centraleuropa og de ”gamle” i vest.

Bortset fra forskelle i velstand og geografisk placering afspejler holdningerne landenes forskellige erfaringer.

Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Rumænien, der stemte imod en tvungen fordeling af flygtninge, har alle været kommunistiske under den kolde krig.

Ganske vist blev fordelingen af flygtningene med en vis tøven accepteret af andre lande med en kommunistisk fortid, såsom Polen og de tre baltiske stater. Men denne accept skyldes, at de prioriterer støtte mod truslen fra Rusland højere end flygtningespørgsmålet.

Og når flertallet i Polen efter alt at dømme skifter ved efterårets valg fra den liberale Borgerplatform til renlivet nationalpopulisme, vil Polen sandsynligvis slå følge med de øvrige Visegrad-lande - Tjekkiet, Ungarn og Slovakiet - i flygtningepolitikken.

Der er altså ved at tegne sig en skillelinje i Europa mellem tidligere kommunistiske lande og lande med en anden fortid og deraf følgende erfaring. Selvom landene i Warszawa-pagten officielt var styret af en international ideologi, var de reelt national-kommunistiske.

Ganske vist hårdt kontrolleret af Sovjetunionen, økonomisk og militært, men næsten uden berøring med den globale verden, bortset fra vietnamesiske gæstearbejdere i DDR og en smule handel med Cuba, Angola, Mozambique og Nicaragua.

Da Hitler havde udryddet den gamle jødiske kultur, og Stalin havde fordrevet tyskerne fra Polen, og Eduard Benes havde skilt sig af med tyskerne i Sudeterlandet i Tjekkiet, blev disse multinationale lande efter Anden Verdenskrig nationalt homogene på en måde, de aldrig havde været tidligere i historien.

Det formulerede den skarpsindige polske tænker Adam Michnik så tidligt som 1990 med sentensen, ”nationalismen er kommunismens højeste stadium”. Hermed spillede han elegant på Lenins formulering om ”imperialismen som kapitalismens højeste stadium”.

Men som vi kan se, er der måske endnu mere skjult i hans profetiske observation, der i år fylder 25 år. Kommunismen lod, som om den bekæmpede nationalismen, men lagde reelt grunden for en styrkelse af nationalstaterne og national egoisme.

På en paradoksal måde er det blevet videreført af EU, som ganske vist begrænser den nationale suverænitet som i den tvungne fordeling af flygtninge.

Men reelt har EU reddet nationalstaterne fra at gå fallit. Først i Vest- og Sydeuropa i 1950'erne og 1960'erne, siden i Centraleuropa i 1990'erne og 2000'erne ved store finansielle overførsler.

De midler, som den tyske kansler, Angela Merkel, lidt indpakket truede med at fjerne, hvis landene ikke ville udvise solidaritet, nu hvor Tyskland, Sverige og andre har brug for det.