En pige i skolealderen bærer sin søn mod det bryst, der knapt er rundet af puberteten. Gadens svedende mandehænder rager sig i skridtet. De lader læberne flyde over af gloser, som overskrider den klamme luftfugtighed i Managuas morgen.
“Må jeg tage dig næste gang,” hvisler en, da hun går forbi med et nedslået blik, der er klæbet fast til den gloende, hullede asfalt.
Det er så kvindelig en hverdag, at det nærmest er kliché i Latinamerikas næstfattigste land, der har en af verdens højeste voldtægtsrater. Mange piger bliver mødre, mens de blot er børn. Alligevel topper Nicaragua sammen med Danmark og vores nabolande listen over steder, hvor kvinder og mænd er mest lige.
Hvert år tager World Economic Forum temperaturen på ligestilling i 142 lande, hvad angår adgang til sundhed, uddannelse, politisk og økonomisk deltagelse. Siden 2006 har Nicaragua mindsket skellet mellem kvinder og mænds mulighedsrum med 20 procent. I den seneste Global Gender Gap Report ligger landet med en sjetteplads i halen på Danmark. Indien er nr. 114.
”Vores placering er fortjent, for Nicaraguas kvinder er i dag repræsenteret overalt. Vi har indført en lov om vold mod kvinder, og vi arbejder hårdt på at sikre større ligestilling, så vi en dag kan erobre førstepladsen,” sagde Rosario Murillo, der er førstedame og talskvinde for det regerende sandinistparti, FSLN, da Nicaragua blev målt til regional ligestillingsduks.
Det går fremad for Nicaraguas kvinder, der lever i verdens mest voldelige region. I det mindste i kvoter og på papir.
Landets parlament vedtog i 2012 lov 779 om vold mod kvinder. Loven fastsætter en strafferamme på 30 år for mord på kvinder og gør kønsdiskrimination ulovlig. FSLN har også indført kommunal kønskvotering, og Nicaraguas kvinder sætter sig nu på poster, der før var forbeholdt mænd.
En kvinde fører hammeren i højesteret, en anden leder politiet. I parlamentet er fire af ti sæder besat af kvinder. Mere end halvdelen af landets ministre er señoras. Ser man alene på kvindernes rum for politisk deltagelse, placerer Nicaragua sig på en fjerdeplads over Danmark, der ligger nr. 7 i målingen.
Men landets kvindebevægelse mener, topplaceringen er paradoksal.
“Den skygger for vores faktiske situation. Folkene bag analysen blev snydt af statistisk støj. De brugte loven om vold mod kvinder og kønskvotering som tjekliste for ligestilling. Men de fungerer ikke i praksis. Vi er ikke ligestillede, for det er fortsat livsfarligt at være kvinde, og vi har ikke ret til at bestemme over vores kroppe,” siger Sofia Montenegro, der leder den feministiske bevægelse Movimiento Autónomo de Mujeres.
Abort er bandlyst i dagens Nicaragua. Før sit genvalg i 2006 indgik præsident Daniel Ortega en strategisk pagt med de konservative fløje i landets indflydelsesrige evangeliske og katolske kirker. Et 12-årigt voldtægtsoffer blev nægtet abort, selvom graviditeten var ved at tage livet af hende. Da hun overlevede, bifaldt regeringen fødslen som ”et gudsgivent mirakel.”
“Troen står stærkt i Nicaragua. Ortegas mulighed for at genvinde magten efter 19 år i opposition var at møde kirkens ønske om helt at forbyde abort. Med pagten fik han samtidig kirkelig syndsforladelse for den incestanklage, hans steddatter år forinden havde rettet mod ham,” forklarer Anja Taarup Nordlund, der er ligestillingskonsulent i Nordic Consulting Group.
Den uhellige alliance gav sandinisternes revolutionære og socialistiske slagord et hidtil uset religiøst islæt. ”Nicaragua: Kristent, socialistisk og solidarisk” lyser det fortsat med pink typografi fra lygtepæle og rundkørsler overalt i hovedstaden.
”Pagten er en politisk rævekage, og den er et klart tilbageslag for de historiske ligestillingsbestræbelser i landet,” siger Ninna Nyberg Sørensen, der er seniorforsker ved DIIS.
"Djævlens tal er ikke 666 men 779.” Det var ordene fra Ærkebiskop Juan Abelardo efter vedtagelsen af lov 779 om vold mod kvinder. Han fik opbakning fra flere præster, som mente, loven var en trussel mod familien som enhed og selve Satans værk.
En gruppe advokater anklagede den for at være forfatningsstridig, fordi den var rettet mod en særlig gruppe i samfundet og hvilede på en idé om, at manden var skyldig per se.
”Den er et holocaust på mænd og viser, at nogle grupper i samfundet ønsker at udslette os,” lød det eksempelvis fra advokat Danilo Martinéz.
Efter 11 måneders massivt pres blev loven reformeret. Anklager en kvinde nu en mand for tvang til sex eller for at påføre hende psykologisk eller lettere fysisk vold, bliver parterne i første omgang tilbudt mægling, og loven dækker nu kun vold i familien.
”Institutionel vold avler al slags vold,” står der med sort, på de hvide papstykker kvinderne bærer gennem Managuas tunge hede 8. marts. De synes ikke, der er meget at fejre på kampdagen, halvandet år efter deres land fik sin første integrerede lov om vold mod kvinder.
”Vold er ikke til forhandling. Når kvinden ser sin voldsmand i øjnene, bliver hun sat i en endnu mere sårbar situation. Forventningen til hende som en selvopofrende familiefigur står i vejen for hendes ret til at leve uden overgreb. Mange dropper nu deres anklage, og mæglingen fastholder kvinden i et forhold, som i værste fald kan koste hendes liv,” siger Sofia Montenegro.
Hun henviser til, at syv af 47 ofre for kvindemord i første halvdel af 2014 havde været i mægling.
I 2014 blev også lov 779s udmøntning ændret, så dens formål nu er “at styrke familien” frem for at “bekæmpe vold mod kvinder.” De politienheder, hvor kvinden kunne anmelde vold, er blevet svækket, og særlige familieråd skal nu varetage mæglingen. Men der er sået tvivl om deres uvildighed. I februar anbefalede to råd 14-årige piger at opgive deres anklager om voldtægt og gifte sig med overgrebsmændene for at bevare deres ære.
Er de alligevel så lige i Nicaragua? Svaret afhænger af, hvordan man måler.
Global Gap Gender Report ser på mulighedsrum for mænd og kvinder i forskellige lande. Ikke for kvinder i mellem. I Nicaragua går henholdsvis 19 af 100.000 kvinder og 17 af 100.000 mænd på universitetet. I Japan er tallet 58 af 100.000 kvinder og 65 af 100.000 mænd. Derfor rangerer Nicaraguas kvinder bedre end de japanske i målingen.
”Det er misvisende og afspejler ikke ligestilling, men derimod at flertallet af nicaraguanerne ikke har adgang til en videregående uddannelse. Vi er lige i vores ulighed. Kvindernes situation er ikke meget værre end mændenes, som heller ikke er for god,” siger Sofia Montenegro.
Forskellige parametre giver altså udslag, når ligestilling måles på tværs af kulturelle og politiske grænser. I FNs ligestillingsindeks, der sammenligner kvinders adgang til ressourcer globalt, ligger Nicaragua nr. 90.
”Men ligestilling er meget mere end cifre,” påpeger Anja Taarup Nordlund.
Fokuserer man kun på kønskvoter, overser man de normer, der fører til overgreb og forskelsbehandling.
“Fordi flertallet af Nicaraguas ministre er kvinder, betyder det ikke, at der generelt er ligestilling, når der samtidig eksisterer nogle kulturelle ideer, som legitimerer fysisk og seksuel vold. Vi skal også se på de normer, der gør, vi synes, det er i orden at behandle nogle mennesker på en umenneskelig måde – det gælder i Nicargua som i Danmark."