Er svenskerne blevet uønskede i eget land?

I den indvandrerdominerede Malmø-bydel Seved mødes etniske svenskere med foragt, trusler og tilråb på gaden. Ifølge flere beretninger er de ikke længere velkomne i ghettoen, som de kriminelle vil have for sig selv. Men ikke alle i kvarteret kan genkende det billede

Her har politiet afspærret Rasmusgatan i Seved efter et skyderi med fire sårede.
Her har politiet afspærret Rasmusgatan i Seved efter et skyderi med fire sårede. . Foto: Johan Nilsson/TT.

Få stenkast fra Pildammsparkens ro og det hippe Möllevången ligger en verden, de færreste svenske og danske turister møder, når de besøger Malmø. På overfladen minder Seved om så mange andre bydele uden for kanalerne i det gamle centrum, men ifølge reportager i svenske aviser har området udviklet sig fra at være en socialt belastet bydel til nu at være en decideret ”no-go”-zone for almindelige svenskere.

Avisen Expressen har berettet, at kvinder i Seved bliver kaldt ”forbandede svenske-ludere”, og at postvæsenet ikke længere uddeler breve af frygt for overfald.

Langs gaderne i Seved ligger to- og treetagers boligbyggerier i lange rækker, afbrudt af enkelte høje betonbygninger, der minder om Bellahøjhusene i København og Gellerupparken ved Aarhus. Gaderne er lige og mødes ved Sevedparken, der trods sin beskedne størrelse er bydelens centrum og åndehul. Alt i alt er Seved ikke større end omkring en halv kvadratkilometer.

En gruppe børn af ikke-etnisk svensk udseende leger i parken, og en kvinde går tur med barnevognen fyldt med krydderier, bønner og mad-olie. I den modsatte ende sidder en gruppe svenske pensionister foran den kommunale forening Mødepladsen, der arbejder for at skabe dialog på tværs af alder og etnicitet. Her viser de EM-fodbold, arrangerer ældrecaféer og fodboldturneringer for kvarterets unge.

Snakken blandt pensionisterne går om svenskernes dårlige resultater og exit ved EM-slutrunden, og en gruppe unge, afrikansk-udseende drenge blander sig i samtalen om Malmøs store søn Zlatan Ibrahimovic. Han er vokset op i indvandrerbydelen Rosengård, der ligger to kilometer væk.

”Problemet er, at de andre ikke kan følge med. Zlatan kan jo ikke vinde hele møget alene,” siger en af drengene.

Stemningen er god, og hvis ikke man har læst avisernes spisesedler om området, er der ved første øjekast ingen grund til at frygte Seved.

Umiddelbart lader det til, at integrationen er faldet i hak, men billedet af en bydel, hvor de ældre svenskere og unge indvandrere mødes socialt og dyrker kulturelle fællesskaber, er langtfra det, man kan læse om i medierne. Her er Seved blevet synonym med alt, der er galt med integrationen og kulturmødet med de muslimske indvandrere. I juni kom det eksempelvis frem, at det kommunale mødested ved parken er blevet brugt til at skjule narkotika. Bydelen hører blandt de 53 udsatte områder i Sverige, hvor politiet advarer om, at hærværk mod politibiler er blevet en del af hverdagen, og at de er ved at miste kontrollen til banderne.

En af dem, der har problemerne inde på livet til dagligt, er ejendomsmægler Fredrik Malmberg. Han har i 10 år haft lejeboliger i området og blev sidste efterår truet på livet af en gruppe kriminelle, der havde overtaget en af hans ejendomme, som de brugte som lager for narkotika. Mange har opsagt deres lejemål af frygt, og ifølge Fredrik Malmberg er det særligt svenskerne, der er udsatte, fordi indvandrerbanderne vil have ghettoen for sig selv.

”Alle, der har svensk udseende, mistænkes for at have en forbindelse til myndighederne og politiet. Banderne forsøger at skræmme folk væk og råber ad dem, men jeg accepterer det ikke, og derfor anmeldte jeg det også, da de truede mig. Det er vigtigt, at man står fast,” forklarer han.

Ejendomsmægleren Fredrik Malmberg har i 10 år haft lejeboliger i Seved-kvarteret og blev sidste år truet på livet af nogle kriminelle, der havde besat en af hans boliger og brugte det som narkotikalager.
Ejendomsmægleren Fredrik Malmberg har i 10 år haft lejeboliger i Seved-kvarteret og blev sidste år truet på livet af nogle kriminelle, der havde besat en af hans boliger og brugte det som narkotikalager. Foto: Mette Ottosson

I Seved fortæller nogle, at ”svenne”, der er slang for svensker, er blevet et skældsord, og at frustrationen over ikke at være i kontakt med det øvrige samfund har skabt grobund for et decideret had. Ejendomsmægleren mener dog ikke, at der generelt er problemer mellem de svenske indbyggere og indvandrerne.

”Det er desværre banderne, der får lov til at tegne billedet af bydelen, og det har skabt en opfattelse af, at de etniske svenskere og indvandrerne ikke kan sammen, men det er en myte. For langt de fleste går det heldigvis godt,” siger Fredrik Malmberg.

Seved har i mange år været så plaget af kriminalitet og salg af ulovlige stoffer, at politiet højst utraditionelt har sat overvågningskameraer op på snart sagt alle gader og pladser i området. Og det er ifølge Fredrik Malmberg efterhånden ved at virke.

”I mange år kunne man ikke finde ud af at koordinere indsatsen mellem politiet og de øvrige myndigheder, men nu sker der endeligt noget,” siger han.

Christian Lundsson, der er formand for en lokal beboerforening, genkender heller ikke mediernes fremstilling af Seved. Han mener, at det dårlige rygte skyldes sensationshungrende overdrivelser, og fortæller, at han aldrig føler sig utryg, når han færdes i området.

”Det er en lille gruppe, der har skabt al balladen, og det har medierne så valgt at blæse op. Hver gang, der er sket noget kriminelt tæt på Seved, skriver man om, at det er sket netop der, men når det handler om positive historier, skriver man, at det foregår i Sofielund, der ligger ved siden af. Seved er blevet en syndebuk for pressen,” siger han.

Anders Sannerstedt, der er docent i statskundskab ved Lunds Universitet, er uenig i beboerformandens udlægning. Han fortæller, at mange Malmø-borgere ikke tør færdes i nærheden af Seved af frygt for tilråb eller overfald.

”Bandemedlemmerne er unge, utilpassede og søger efter noget at hade for at skabe en fællesskabsfølelse, som alle mennesker higer efter. Det er så desværre flertalsbefolkningen, der er blevet fjenden, og svenskerne har fået skylden for, at de lever i fattige områder, klarer sig dårligt i skolen og har svært ved at få arbejde,” forklarer han.

Anders Sannerstedt mener ikke, at hverken religion eller kulturelle modsætninger kan forklare hadet, men at der er tale om simpel bandementalitet. Han peger på, at følelsen af at være anderledes og udstødt for mange er blevet så indgroet en del af deres identitet, at de ikke ønsker forandring, men er glade for at være konger af ghettoen.

”De er vokset sammen med rollen som undertrygt og idéen om, at det almindelige Sverige udenfor er diskriminerende. Det viser sig i, at politiet, ambulancerne og alt andet, der kan kobles til staten og det etablerede, mødes med tilråb og stenkast, når det viser sig i Seved,” siger han.

Det er specielt bander, der holder Seved i et jerngreb. Malmø-bydelen er ifølge politiet et af de 14 mest kriminelle steder i Sverige.
Det er specielt bander, der holder Seved i et jerngreb. Malmø-bydelen er ifølge politiet et af de 14 mest kriminelle steder i Sverige. Foto: Christer Wahlgren/KVP/TT Scanpix

I de seneste år er situationen i området ifølge samfundsforskeren blevet værre, fordi politi og særligt kommunen har forsøgt at neddysse problemerne af frygt for at skabe grobund for racisme. I stedet for at tage en offentlig dialog om, hvordan man løser udfordringerne, har man passivt set til, mens Malmø-bydelen har udviklet sig til at ligne områder i den amerikanske storby Chicago, hvor politi og ambulancer ikke længere tør komme, mener han.

”Socialdemokraterne, der i mange år har siddet tungt på magten i Malmø, vil ikke skabe konflikt med indvandrerne, fordi de er en stor del af deres vælgergrundlag. Det har betydet, at man ikke er skredet ind, og det er gået ud over de almindelige svenskere og det jødiske mindretal, som den store gruppe muslimer i området giver skylden for konflikten i Mellemøsten,” siger Anders Sannerstedt.

På gaden i Malmø glæder folk sig over, at politiet for nylig har opsat fem overvågningskameraer og øget tilstedeværelsen i bydelen. Flere fortæller, at de er trætte af mediernes ensidige fokusering på problemer i historierne om Seved, hvor løsninger kun sjældent kommer med i billedet. De langsigtede tiltag, der måske kan stoppe hadet mod det svenske folkehjem, bliver ofte glemt, lyder det.

I denne uge har den svenske regering for første gang fremlagt en række reformtiltag, der gennem støtte på op imod 200 millioner kroner årligt skal rette op på den negative udvikling og kløfterne mellem det almindelige Sverige og uroplagede områder som Seved i og omkring storbyer som Malmø, Göteborg og Stockholm.

Peter Aronsson, der er professor i historie ved Linnéuniversitetet, mener, at afstanden mellem indvandrerne og almindelige svenskere blandt andet er blevet så stor, fordi de nye borgere ikke føler sig som en del af den fælles fortælling. Det har medvirket til at skabe en følelse af ”dem” og ”os”, forklarer han.

”Fra middelalderen har vi set, at samfund har nydt gavn af forskellighed, hvor arbejderklassens oprør mod eliten i slutningen af 1800-tallets Europa eksempelvis var med til at udvikle demokratiet og fik underklassen repræsenteret i parlamenterne. Hvis det skal lykkes, er man nødt til at inkludere, ellers risikerer man, at forskelle slår over i had, som vi hører om i Seved, og det er destruktivt for et samfund,” siger han.

Frem for at lade som om, at der ikke er sociale og kulturelle kløfter, bør man italesætte dem, mener Peter Aronsson. Han har speciale i lokalsamfunds rolle i opbygningen af nationalstater og demokrati og mener, at man på museer og i kulturverdenen i større grad bør inddrage indvandrerne – både for de positive og negative historier.

”En ofte undervurderet del af integrationen er at skabe en fælles historie. Vi skal vise, at der er forskelle, men samle dem i fortællingen om Sverige. Indvandrerne skal mærke, at de er en del af fællesskabet og på den måde udvikle et medansvar for samfundet,” siger han.