Konflikterne i Mellemøsten truer ikke blot sikkerheden i mange af regionens lande, men staternes fortsatte eksistens. De sekteriske kampe i Syrien, Irak, Libanon og andre lande kan ende med at splitte dem op i etniske understater. Det vil ændre regionens politiske geografi, hvis linjer blev optrukket for næsten 100 år siden.
LÆS OGSÅ: Fred kan gøre Erdogan til en tyrkisk Lincoln
Den tyrkiske premierminister, Recep Tayyip Erdogan, holder nøje øje med udviklingen i regionen og har lagt en dristig plan for at styrke sit lands rolle i området og sin egen politiske indflydelse hjemme i Tyrkiet. Han har selv indført den grænse på tre perioder som premierminister, han nu snart vil støde imod, og nu vil han ændre landets forfatning, så han kan sidde øverst som præsidenten for det hele og som den første udøve den store magt, der skal følge med posten.
Erdogans plan er imidlertid afhængig af, at det lykkes at få afsluttet Tyrkiets 30 år lange konflikt med sin egen kurdiske befolkning. Hans regering har derfor indledt forhandlinger med Abdullah Öcalan, den fængslede leder af Det Kurdiske Arbejderparti (PKK), som er den væbnede kurdiske modstandsbevægelse.
Håbet er, at man kan enes om en ny og mere liberal forfatning, som vil styrke rettighederne for Tyrkiets største etniske mindretal og decentralisere en god del af magten. Til gengæld forventes PKK at høre op med sin 30 år lange kamp mod den tyrkiske stat. Den 21. marts demonstrerede næsten en million mennesker i den sydøstlige tyrkiske by Diyarbakir, og Öcalan sendte et budskab om fred fra sin fængselscelle. Han opfordrede til at stoppe den væbnede kamp og opmuntrede PKKs krigere til at forlade landet.
For Erdogan står alt på spil. Premierministeren vil sende forfatningsændringerne og fredsbetingelserne ud til folkeafstemning, og sammenkædningen vil omkalfatre tyrkisk politik. Hvis forhandlingerne lykkes, vil Erdogan blive husket for sin historiske rolle som fredens mand, og han vil formentlig have større chancer for at blive præsident med parlamentarisk støtte fra Det Kurdiske Parti for Fred og Demokrati til at revidere forfatningen.
Slår forhandlingerne derimod fejl, vil Erdogan blive holdt ansvarlig for enhver forværring af sikkerheden, som bliver konsekvensen. Risikoen fremgår tydeligt af en nylig læk af Öcalans strategi, for ifølge lækken truer PKK-lederen regeringen med totalkrig.
Samtidig forhandler den tyrkiske regering ad anden vej ved at gøre tilnærmelser til en anden kurdisk myndighed, nemlig den kurdiske regionalregering i det nordlige Irak. Den store vision går ud på at integrere det kurdiske område i det nordlige Irak i den tyrkiske økonomi.
Tyrkiet står i forvejen for meget af importen i det nordlige Irak, der udgør 70 procent af Tyrkiets næsten 11 milliarder dollar store eksport til Irak. Det er dog den vordende energiaftale mellem Tyrkiet og det kurdiske område i det nordlige Irak, som skal danne grundlaget for en virkelig strategisk alliance.
Aftalen er ikke offentliggjort, men menes at skulle give Tyrkiet betydelige bevillinger til at udforske nye olie- og gasfelter i det nordlige Irak og vennepriser på energi. Til gengæld skal Tyrkiet bistå det nordlige Irak i at opbygge en infrastruktur af rørledninger, der vil gøre det muligt at eksportere olie og gas til Tyrkiet uafhængigt af Iraks nationale rørledning, som kontrolleres af den irakiske centralregering i Bagdad.
Internt i den tyrkiske regering betragtes den nye åbning som en stor mulighed for at mindske Tyrkiets store afhængighed af importeret energi. I tillæg til at sikre energiforsyninger ville aftalen hjælpe Tyrkiet med at løse sit kroniske underskud på handelsbalancen: Omkring 70 procent af landets handelsunderskud på 84 milliarder dollar skyldes regningen for energiforsyningerne.
For kurderne i det nordlige Irak ville aftalen sikre områdets fremtidige økonomiske velstand, uden at de bliver gidsel hos en stadigt mere uvenligt stemt irakisk centralregering. I henhold til Iraks forfatning har det kurdiske område krav på 17 procent af landets olie- og gas-indtægter. Men fordelingen af udkommet fra kulbrinter er uregelmæssig, og centralregeringen har opbygget betragtelige restancer. Kurderne i det nordlige Irak håber, at en aftale med Tyrkiet vil sætte området i stand til at opnå mere regelmæssige og forudsigelige indtægter fra kulbrinter.
USA er imidlertid modstander af en sådan aftale mellem Tyrkiet og det nordlige Irak og mener, at aftalen ville underminere Iraks stabilitet og nære løsrivelsestendenserne mod nord. Sidst i februar gentog den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, den amerikanske bekymring i sine samtaler med sine tyrkiske modparter, da han under en rundrejse var i Ankara.
USAs frygt deles ikke i de tyrkiske regeringscirkler, hvor aftalerne mellem de amerikanske oliegiganter Exxon og Chevron og Nord-irak betragtes som bevis for, at USA reelt er mere optaget af at få sin del af kagen i Nordirak end af de angivelige trusler mod landets stabilitet. Ikke overraskende har Erdogans regering besluttet at se stort på den amerikanske regerings bekymringer.
De sekteriske toner, som nu splitter samfundene rundt om i Mellemøsten, vil sandsynligvis få omskrevet den lokale geografi. Erdogan har udformet en plan, som skal udnytte den nye udvikling, sikre hans egen politiske kontrol og Tyrkiets energiforsyninger. Han forestiller sig en ny regional orden under tyrkisk lederskab baseret på en justering af forholdet mellem tyrkere og kurdere som grundlag for et strategisk partnerskab, der skal udnytte de sidste uudnyttede energiressourcer i regionen.
Sinan Ülgen er leder af Center for Økonomiske og Udenrigspolitiske Studier i Istanbul og gæstestipendiat ved Carnegie Europe i Bruxelles.
Oversat af Sara Høyrup