Var Mother Teresa et godt menneske?

Var det internationale ikon et oprigtigt godt menneske, eller havde hun i virkeligheden sin egen dagsorden i mødet med trængte mennesker? Diskussionen raser i Indien

Kritikere af de højreorienterede hinduistgrupper i Indien mener, at grupperne puster til religiøse spændinger i et land, hvor vold mellem forskellige religionstilhængere har været udbredt i årtier.
Kritikere af de højreorienterede hinduistgrupper i Indien mener, at grupperne puster til religiøse spændinger i et land, hvor vold mellem forskellige religionstilhængere har været udbredt i årtier. . Foto: Sanjeev Gupta.

Var det internationale ikon, den katolske nonne Mother Teresa, et oprigtigt godt menneske, eller havde hun i virkeligheden sin egen dagsorden i mødet med trængte mennesker?

Spørgsmålet har vakt dyb uenighed i Indien, hvor Mother Teresa levede og virkede i næsten 70 år, efter at lederen af det hinduistiske nationalistparti RSS, Mohan Bhagwat, har kritiseret den saligkårede nonne for at have bagtanker med sit velgørende arbejde.

”Det er godt at arbejde for en sag med uselviske hensigter. Men Mother Teresas arbejde havde skjulte motiver, hvilket var at omvende personen, hun hjalp, til kristendommen. I tjenestens navn blev der foretaget religiøse omvendelser,” sagde Mohan Bhagwat ved åbningen af et børnehjem i den indiske delstat Rajasthan, skriver den indiske avis The Times of India.

Denne kommentar har imidlertid skabt stort postyr blandt oppositionspolitikerne, som er stødt over, at en kvinde, der har fået Nobels Fredspris for sit arbejde i Indien, bliver mistænkeliggjort. Medlem af kongrespartiet Rajiv Shukla forlanger en undskyldning, mens den nyligt valgte minister i Delhi Arvind Kejriwal siger, at Teresa var en ”nobel sjæl”.

Politiske modstandere af premierminister Narendra Modi og hans hindunationalistiske parti Bharatiya Janata Party, som RSS (Rashtriya Swayamsevak Sangh) også støtter, siger, at de højreorienterede hinduistgrupper puster til religiøse spændinger i et land, hvor vold mellem forskellige religionstilhængere har været udbredt i årtier.

”Først forsøger de at de-ikonisere Mahatma Gandhi (indisk politiker, der førte an i kampen for Indiens selvstændigehed, red.),” siger P. Rajeev, der er medlem af det indiske kommunistparti.

Han henviser til et parlamentsmedlem fra Bharatiya Janata Party, som tidligere har beskrevet Gandhis morder som en ”patriot”.

”Nu prøver de også at de-ikonisere Mother Teresa,” siger P. Rajeev.

Mohan Bhagwats kritik af Mother Teresa kommer, få dage efter at premierminister Narendra Modi holdt en længe ventet tale om religiøs tolerance, hvor han lovede at beskytte alle religiøse mindretal.

Sunil Lucas, der er kommunikationsdirektør for ærkebispedømmet Calcutta, siger til Reuters, at det er ”forfærdeligt”, at Mohan Bhagwat kommer med de omdiskuterede bemærkninger så kort efter Narenda Modis forsikringer.

Mother Teresa ”handlede i tro og reagerede på Jesu kald, og resultatet var sociale forbedringer og genskabelse af den enkeltes værdighed”, siger Sunil Lucas.

I denne uge har Meenakshi Lekhi, national talskvinde for Bharatiya Janata Party, forsøgt at distancere partiet fra kontroversen og udtaler til journalister, at regeringen ikke har noget at gøre med Mohan Bhagwats bemærkninger. Samtidig forsvarer hun dog ifølge den indiske avis The Indian Express kommentarerne ved at sige, at Mother Teresa selv har sagt, det er hendes opgave at udbrede kristendommen.

Det er ikke første gang, at Mother Teresas person debatteres. Hendes omdømme nød godt af den hjælp, hun gav de fattigste i Kalkota, men blev samtidig undergravet af rygter om misbrug af midler, dårlig medicinsk behandling og mission i de institutioner, hun havde grundlagt.

Blandt andet lavede den engelske forfatter og ateist Christopher Hitchens sammen med den britisk-pakistanske journalist Tariq Ali i 1994 en særdeles kritisk dokumentar om Mother Teresa med titlen ”Helvedes Engel”.

Også det engelske lægetidsskrift The Lancet offentliggjorde i 1994 et kritisk syn på Mother Teresas pleje af syge, og for et par år siden studsede en akademisk canadisk undersøgelse over Mother Teresas ”temmelig tvivlsomme måde at pleje de syge, hendes tvivlsomme politiske kontakter, hendes mistænkelige forvaltning af de enorme summer, hun fik, og hendes alt for dogmatiske synspunkter om især abort, prævention og skilsmisse,” skriver The Washington Post. Også den indisk-fødte forfatter Aroup Chatterjee skrev i 2003 en yderst kritisk bog om Mother Teresa.

Mother Teresa blev født i Skopje i det nuværende Makedonien i 1910 af albanske forældre, men blev senere indisk statsborger og fik i 1979 tildelt Nobels Fredspris for sit arbejde i slumkvarterer i Kolkata, der er hovedby i den indiske delstat Vestbengalen. Hun blev saligkåret i 2003 af pave Johannes Paul II, hvilket er trinnet før en egentlig helgenkåring.