Et stigende antal børn i verden går ikke i skole

Ved udgangen af 2013 var der 124 millioner børn i alderen 6 til 15 år, der ikke gik i skole verden over, mod 122 millioner i 2011. Scanpix

Bistanden til uddannelse falder hurtigere end bistanden som helhed, og derfor er det ikke så mærkeligt, at der mangler finansiering til området i udviklingslandene
Helle Gudmandsen

Skal flere fattige børn på skolebænken, må udviklingslandene omprioritere i statsbudgetterne. Kontanthjælp og bedre bøger kan være vejen frem

Voksende befolkninger, borgerkrigen i Syrien og et behov for nytænkning betyder, at antallet af børn, der enten slet ikke eller kun kortvarigt sætter fødderne i et klasseværelse, stiger på globalt plan.

Ved udgangen af 2013 var der 124 millioner børn i alderen 6 til 15 år, der ikke gik i skole verden over, mod 122 millioner i 2011.

Lige nu går udviklingen ikke i den rigtige retning, og der skal tænkes anderledes for at få vendt tendensen, lyder det i en netop offentliggjort undersøgelse fra FN's organisation for uddannelse, videnskab og kultur, Unesco. Organisationen har undersøgt kvaliteten i skolerne i en række udviklingslande i Afrika, Asien og Sydamerika, og resultaterne viser blandt andet, at der fortsat hersker en voldsom mangel på undervisningsmaterialer.

Hvis flere børn skal i skole, blive der - og lære noget - kommer regeringerne i udviklingslandene ikke uden om at skulle bruge langt flere penge på uddannelse, siger Aaron Benavot, der leder holdet bag Unesco-undersøgelsen.

”Næst efter en god lærer er godt designede tekstbøger i tilstrækkelige mængder den mest effektive måde at forbedre elevernes indlæring på. Det har lande som Swaziland, Guatemala og Nicaragua erkendt, men mange andre lande mangler at følge trop,” siger han.

Det gælder ikke mindst i de afrikanske lande syd for Sahara-ørkenen, hvor problemerne især rammer de børn, der i forvejen er svære at nå. Enten fordi de bor i øde områder, er forældreløse, handicappede eller kommer fra ekstremt fattige familier, der ikke har råd til at købe skoleuniformer, papir, skrivehæfter og -redskaber, som det kræves i mange lande.

Er det oven i købet velkendt i nabolaget, at den lokale skole kun sporadisk får besøg af en lærer, der tilmed er dårlig, og at næsten alle eleverne mangler skolebøger, kan fattige forældres ræsonnement nemt blive, at det ikke kan betale sig at investere i dyre skoleuniformer til børnene og sende dem af sted.

Men når blot der er kvalificeret undervisning og de nødvendige materialer til rådighed, er der også veje frem i forhold til de fattigste husholdninger. Kontanthjælp har vist sig at være effektivt, siger Aaron Benavot fra Unesco.

”Nicaragua introducerede kontanthjælp til de mest udsatte familier, og andelen af børn, der aldrig havde været i skole, faldt med 10 procent i årene fra 1998 til 2009,” siger han.

Kampagneleder hos hjælpeorganisationen Ibis Helle Gudmandsen mener ikke, at hele ansvaret for udviklingen på skoleområdet, eller manglen på samme, kan eller skal lægges på skuldrene af regeringerne i udviklingslandene.

”Bistanden til uddannelse falder hurtigere end bistanden som helhed, og derfor er det ikke så mærkeligt, at der mangler finansiering til området i udviklingslandene. Vi må sikre, at en større andel af bistanden går til uddannelse, og samtidig sikre bedre skattesystemer, herunder at multinationale selskaber betaler skat i udviklingslandene,” siger hun.