Den konservative tyske kansler, Angela Merkel, er i de seneste dage kommet et godt skridt videre i forsøget på at danne en ny koalitionsregering med socialdemokraterne. Og så snart den er på plads, går vi ind i seks afgørende måneder for udviklingen af EU. Det, der sker i perioden frem mod Europa-Parlamentsvalget i maj 2014, kan komme til at afgøre, hvorvidt EU omsider kan kæmpe sig fri af eurokrisens virkninger, som nu er et godt stykke inde i sit femte år.
Merkel er ikke alene Tysklands kansler, hun er reelt også Europas præsident og den person, som enhver, der for alvor ønsker at have indflydelse på kontinentets fremtid, må henvende sig til. Der er enighed blandt politiske kommentatorer om, at selvom Merkel er nødt til at skifte koalitionspartner, efter at det liberale FDP røg ud af parlamentet, vil den tyske politik over for resten af Europa forblive stort set den samme.
Det tyske folk har talt. De vil ikke have noget ansvar for Sydeuropas uduelige stater i større udstrækning, end det allerede er sket.
Merkels pragmatiske, langsomme, mellemstatslige tilgang vil fortsætte som hidtil med sit fokus på økonomisk disciplin og tilbageholdenhed i Europa som helhed.
LÆS OGSÅ: Merkels pyrrhussejr
Det går bare ikke. Hvis Merkel fastholder den indstilling, vil EUs fremtid fortsat være dybt problematisk.
På overfladen er bekymringerne om euroen faldet til ro.
Men det er en falsk fred. Strukturfejlene i den fælles møntfod er ikke blevet løst, kun midlertidigt inddæmmet.
Tysk politik har haft meget lidt at gøre med det. Intet beroligede markederne mere end udtalelsen fra Den Europæiske Centralbanks præsident, Mario Draghi, i juli 2012 om, at banken er parat til at gøre alt, hvad det kræver at bevare euroen og hans tilføjelse: Og tro mig, det vil være nok.Men det løfte er ikke blevet bakket op af de handlinger, som er påkrævede på europæisk niveau for at give det substans. Hvis et land som eksempelvis Italien får problemer med at få lov til at låne fra internationale investorer, vil EU simpelthen ikke kunne håndtere situationen. Indførelsen af den fælles møntfod har på godt og ondt gjort landene i eurozonen såvel som staterne, som står udenfor, langt mere økonomisk forbundne end nogensinde tidligere. Denne gensidige afhængighed - og den fælles sårbarhed, den medfører - mangler stadig at blive fulgt op af den grad af økonomisk og politisk samhørighed, der skal til for at skabe stabilitet. Skridtene hen imod en bankunion er langt fra tilstrækkelige. Skattemæssig integration er lige så nødvendig, men den er knap nok sat i vej.
Det tyske Europa er i sig selv ustabilt og ligger til grund for de kløfter, der er opstået mellem og inden for medlemslandene. Præsident Merkel har vundet sine egne borgeres opbakning, men hendes herredømme over resten af Europa har ingen legitimitet. Tegn på økonomisk bedring kan ses, men de er skrøbelige og vil formentlig vedblive med at være det uden yderligere indgriben. Samtidig er støtten til EU blandt vælgerne styrtdykket overalt. En af de store risici er, at euroskeptikere og populistiske partier kommer til at dominere valget til Europa-Parlamentet, som sandsynligvis vil være det første af sin slags, som ikke alene vil omhandle nationale, men også om europæiske emner.
Her er nogle overvejelser, som Merkel bør gøre sig: Tysklands økonomiske position synes robust, men er faktisk skrøbelig. Landets aktuelle succes er kun delvist resultatet af tilbageholdenhed og selvdisciplin. Uden sit medlemskab af euroen ville enorme dele af tysk industri miste sin konkurrencedygtighed fra den ene dag til den næste.
Nødvendigheden af reformer og omstruktureringer i lyset af dramatiske og teknologiske forandringer gælder over alt i Europa og ikke kun i syd. Tyskland var Europas syge mand indtil for få år siden og kan meget vel gå hen og blive det igen. EUs succesfulde fremtid forudsætter en fælles forpligtelse på større solidaritet, ikke kun for at løse euroens strukturfejl, men også som en stødpude fremover. Øget koordinering, den være sig mellem en række regeringer eller i hele EU, kan ikke træde i stedet for større integration. Det skal gå hurtigere med at få skabt en bankunion, ellers bliver det, der virker som forsigtighed, i stedet en kolossal risiko. Dette er imidlertid ikke nok i sig selv.
LÆS OGSÅ: EU-udvidelsens glæde har lagt sig en smule
Europas krise kan simpelthen ikke løses uden nogen form for byrdedeling mellem kreditorlande og debitorlande i eurozonen. Euroens strabadser har desuden gjort en klassisk svaghed hos EU åbenlys: unionens mangel på demokratisk legitimitet. Enten må unionen tage betydelige skridt i retning af både politisk og økonomisk integration, eller også vil der fortsat være fare for, at hele projektet falder fra hinanden. Pragmatisme kan være en dyd, men den er meningsløs og selvdestruktiv, hvis ikke den styres af en vision, som almindelige borgere kan forholde sig til.
Merkel har hele tiden sagt, at Tyskland ikke har noget ønske om at herske over resten af Europa og ved godt, at det ikke er i landets interesse at gøre det. Tiden er inde til at lade denne holdning komme til udtryk og derigennem gøre det muligt for pro-europæere at have noget godt og substantielt at tilbyde det europæiske vælgerkorps op til valget i maj 2014.
Tyskland og i mindre omfang Frankrig sidder med nøglerne. Politisk integration er ikke mulig, hvis ikke Tyskland først og fremmest accepterer en eller anden form for gensidighed i form af at dele gælden med resten af eurozonen. Merkel har tilsyneladende sat sin skæbne ind på at undgå dette og vil fortsætte med at afkræve sparepolitikker af de lande, der performer dårligt. Det kan hun godt blive ved med. Men hvis hun gør det, er udsigterne virkeligt dårlige for Europa og i sidste ende også for Tyskland.
Anthony Giddens er tidligere direktør for London School of Economics. Hans nye bog Turbulent and Mighty Continent: What Future for Europe? (Turbulent og mægtigt kontinent hvad er Europas fremtid?) udkommer på Polity Press denne måned.
© Global Viewpoint Network 2013
Oversat af Sara Høyrup