EU-aftale med Mali standser næppe strøm af migranter

EU har indgået den første aftale med et afrikansk land om at tage mod borgere, der er blevet nægtet asyl i EU

EU’s stats- og regeringsledere godkendte i går på deres årlige december-topmøde en aftale med Mali om at ”bytte” omkring en milliard kroner til udvikling og grænsebevogtning til et løfte om at tage mod borgere, der er blevet nægtet asyl i EU.
EU’s stats- og regeringsledere godkendte i går på deres årlige december-topmøde en aftale med Mali om at ”bytte” omkring en milliard kroner til udvikling og grænsebevogtning til et løfte om at tage mod borgere, der er blevet nægtet asyl i EU. Foto: AP Photo/Lino Azzopardi.

EU’s første aftale med et afrikansk land om at bremse migrationen til Europa spås ikke de store chancer for at levere resultater.

EU’s stats- og regeringsledere godkendte i går på deres årlige december-topmøde en aftale med Mali om at ”bytte” omkring en milliard kroner til udvikling og grænsebevogtning til et løfte om at tage mod borgere, der er blevet nægtet asyl i EU.

Ifølge Frontex, EU’s grænseagentur, er flere end 10.000 maliere siden 2015 kommet ind i EU uden gyldige rejsepapirer. Det er nogle af disse, fortrinsvis unge mennesker, EU vil sende tilbage til Mali, hvis de ikke kan godtgøre, at de er berettiget til asyl på grund af forfølgelse. Det overordnede mål er dog at gøre op med de grundlæggende årsager til migration og dermed nedbringe antallet af maliere, der søger mod Europa i første omgang.

Flere forskere er bekymrede for, at aftalen vil falde til jorden, fordi den ikke tager højde for de store problemer, Mali står over for.

Julian Wyss, vicedirektør ved Atlantrådets Africa Center, en amerikansk tænketank om international politik, mener, at aftalen er dømt til at mislykkes af flere årsager.

Først og fremmest forudsætter aftalen, at bistand fra EU kan være med til at skabe økonomisk udvikling og fastholde de unge maliere i deres hjemland. Men det vil selv under de heldigste omstændigheder være en årelang proces at skabe økonomisk vækst og tryghed i landet, og selv når og hvis det lykkes, er det ikke givet, at det forhindrer migration. Erfaringen viser tværtimod, at migrationen stiger, når familierne får råd til at sende deres unge mennesker af sted.

”Mange europæiske lande hænger fast i den logik, at mere udviklingshjælp vil føre til flere jobs og få færre afrikanere til at komme til Europa. Men sådan hænger det ikke sammen,” siger Julian Wyss.

En anden svaghed ved aftalen er, at den forudsætter, at Malis myndigheder har kontrol med landet og kan sikre grænsen. Det er ikke tilfældet. Tværimod er Mali præget af voldsom uro flere steder.

”Regeringen er ude af stand til at kontrollere den nordlige del af landet i en grad, så den kan forhindre indbyggerne i at rejse ud. EU ville gøre klogt i at fokusere mindre på kortsigtet grænsekontrol og mere på at genskabe befolkningens tillid til myndighederne,” siger Julian Wyss.

Signe Marie Cold-Ravnkilde, postdoc ved Dansk Institut for Internationale Studier, hvor hun forsker i udvikling og konflikt med særligt fokus på en række afrikanske lande, herunder Mali, er også bekymret for, at EU ikke får det resultat af aftalen med Mali, som man håber. Hun peger på, at den maliske regering er notorisk korrupt og historisk har holdt en række befolkningsgrupper uden for indflydelse og udvikling.

”Det er helt afgørende, at EU-pengene havner i de rigtige lommer, hvis de skal understøtte en bred udvikling af landet, men det er svært at sikre sig, at det er de unge, og de områder de migrerer fra, der får glæde af dem,” siger hun.