EU bærer en stor del af ansvaret for, at strømmen af asylsøgere fra landene på Balkan har været støt stigende de senere år og nu overgår antallet af asylsøgere fra Syrien. EU har pumpet millioner af euro i genopbygningen af Balkan efter krigene i 1990'erne, men de mange penge er ikke blevet fulgt til dørs af kontante krav til de lokale regeringer eller - nok så væsentligt - en klar politisk kurs i forhold til medlemskab af EU.
Derfor har landene på det vestlige Balkan (Kosovo, Albanien, Serbien, Bosnien-Hercegovina, Montenegro og Makedonien) stort set ikke bevæget sig, siden krigene standsede. Det fremhæver to internationale Balkan-eksperter som forklaring på, hvorfor regionen er havnet i et så massivt politisk og økonomisk morads, at titusinder af desillusionerede indbyggere de senere år har forladt deres hjemlande for at satse på en luftig drøm om asyl i EU-landene.
Som Kristeligt Dagblad skrev i sidste uge, kom over en tredjedel af asylansøgningerne alene i første kvartal 2015 fra Kosovo, Albanien og Serbien, i alt cirka 61.000 mennesker, mens ”kun” 16 procent kom fra Syrien. Ifølge oversigtsrapporten for det vestlige Balkan for første kvartal 2015 fra EU's grænseagentur Frontex, er der tale om en kvartalsrekord.
”Det er ved at være noget tid siden, at krigene stoppede, og mange mennesker har været tilbage i deres hverdag i 10-15 år. De undrer sig over, at der ikke er sket noget. Der er ingen, der regnede med, at alt ville være perfekt i løbet af ingen tid, men de havde dog regnet med noget. Nu kan de konstatere, at på trods af alle de penge, der er kommet ind i landene, er der stort set intet, der har forandret sig. Der er en enorm arbejdsløshed. Der er stor fattigdom. Og det er de samme korrupte politikere, der er ved magten,” siger Soeren Keil, lektor i international politik ved Canterbury Christ Church Universitet i England, der har en omfattende forskning i statsopbygning på Balkan bag sig.
Soeren Keil peger på, at de lokale regeringer udspringer af de politiske eliter, der har været ved magten i mange år. De er på deres side en del af Balkans traditionelle klan- og klientelisme-struktur, hvor de, der sidder på magten, tilgodeser deres egne støtter, mens resten må nøjes med at se på.
”Regeringerne har kun forbedret forholdene for dem, der var en del af deres netværk,” siger han.
At det overhovedet har kunne lade sig gøre for regeringerne på Balkan at skalte og valte med magten og millioner af støtteeuro i den grad, falder i høj grad tilbage på EU, mener Soeren Keil. Efter hans mening har EU forsømt at stille krav til de lokale regeringer. Krav om bekæmpelse af korruption, krav om et fair retsvæsen og krav om demokrati.
”EU undskylder sig med, at regeringerne er demokratisk valgt. Men det er et tyndbenet argument, når man ved, at kun halvdelen af befolkningen stemmer og det først og fremmest er dem, der hører med til 'vennerne',” siger han.
Søren Jessen-Petersen var i en årrække ledende FN-medarbejder og blandt andet assisterende højkommissær for flygtninge i UNHCR, FN's Flygtningehøjkommissariat. Han har haft en række arbejdsopgaver på Balkan - i Makedonien, i Bosnien-Hercegovina og i Kosovo, hvor han var særlig repræsentant for FN's generalsekretær 2004-2006, det vil sige det internationale samfunds øverste repræsentant og overordnede myndighed i Kosovo. I dag underviser han i international politik ved John Hopkins universitet for international politik.
Søren Jessen-Petersen er fuldstændig enig med Soeren Keil i hans analyse af problemerne på Balkan. EU har givet de autoritære regimer alt for lang snor.
”Den totalitære magtstruktur er det første problem. Der har ikke været et politisk generationsskifte. De, der er ved magten i dag, var også med under Balkan-krigene. Regionen har aldrig haft egentlige demokratier, og de har stadig ikke udviklet sig. Man er besat af den traditionelle måde at køre samfundet på, og det indebærer store vanskeligheder mellem at skelne mellem ens egne penge og samfundets.”
Det andet problem er, at EU intet har gjort for at presse en anden politisk kultur igennem, mener han.
”EU har ikke turde stille krav til regeringerne af frygt for at sætte den politiske stabilitet over styr, men paradoksalt nok er det netop det, man er endt med,” siger Søren Jessen-Petersen, der i sin tid i Kosovo selv oplevede, hvordan det internationale samfund spændte ben for forandringerne.
På et tidspunkt havde FN's midlertidige administration for Kosovo, Unmik, som Jessen-Petersen var leder af, planlagt et opgør med organiseret kriminalitet på meget højt niveau. Det blev standset af Nato, som frygtede, at det ville skabe for stor politisk uro.
”På samme måde har EU været bange for at tage et opgør med magthaverne. Men nu er stabiliteten netop i fare, fordi vi ikke gør noget,” siger han.
Han forstår godt, at Balkans borgere finder situationen trøstesløs. De føler sig efterladt i en politisk og økonomisk sump og må se forgæves efter den redningsplanke, som et medlemskab af EU kunne udgøre. EU har ikke kunnet blive enig med sig selv om en politik over for Balkan, men har været meget utydelig og uklar i sine signaler til Balkan. Ingen har ville sige præcis, hvad EU forestiller sig med hensyn til medlemskab. Er det muligt? Hvornår er det muligt?
”EU er splittet, men man er nødt til at sende tydelige signaler, hvis man vil indgyde folk et håb. Der var et håb for 15 år siden, men de unge konstaterer nu, at der intet er sket, og hvor man andre steder demonstrerer eller går på barrikaderne, rejser Balkans unge bare væk,” siger Søren Jessen-Petersen.
Hans egen holdning er klar. Det vil kræve hårdt arbejde af Balkan-landene, og det vil tage sin tid, før de er klar - men de bør blive medlemmer af EU.
”Hvis EU handler om at skabe fred og stabilitet, vil det være dybt ironisk, hvis en region, der i den grad har været anledning til uro, skal holdes uden for. Arbejdet er ikke færdigt, før Balkan er med,” mener Søren Jessen-Petersen.