EU-lande kritiserer briter for manglende solidaritet

Østrig og Tyskland advarer om, at briternes manglende vilje til at tage flygtninge kan påvirke genforhandlinger om forholdet til EU

Tyskland, men også Østrig, advarer om, at den manglende britiske vilje til at hjælpe med at løfte byrden med flygtninge kan påvirke forhandlingerne om det britiske medlemskab af EU. Her flygtninge i Calais nær grænsen til England.
Tyskland, men også Østrig, advarer om, at den manglende britiske vilje til at hjælpe med at løfte byrden med flygtninge kan påvirke forhandlingerne om det britiske medlemskab af EU. Her flygtninge i Calais nær grænsen til England. . Foto: Emin Ozmen /Le Journal.

Briterne er under stadig større pres fra andre EU-lande på grund af landets manglende vilje til at tage deres del af de migranter og asylsøgere, der strømmer ind i EU.

Kritikken kommer særligt fra Tyskland, men også fra Østrig, som advarer om, at den manglende britiske vilje til at hjælpe med at løfte byrden med flygtninge kan påvirke forhandlingerne om det britiske medlemskab af EU.

”Når vi tænker på briterne, som har deres eget katalog med krav, hvorfor skal vi så gøre noget for dem. Jeg er nødt til at sige, at solidaritet ikke kun går i en retning,” har den østrigske kansler, Werner Faymann, sagt til østrigsk tv.

Faymann henviser til forhandlingerne om det britiske medlemskab af EU, som skal munde ud i en folkeafstemning i Storbritannien næste år.

I Storbritannien har det EU-kritiske uafhængighedsparti Ukip netop gjort indvandring til et centralt spørgsmål i dets kampagne for sikre et nej til EU ved folkeafstemningen.

”EU har sendt det budskab, at alle, som krydser Middelhavet eller kommer ind gennem Tyrkiet, vil blive accepteret, når de har sat deres fod på EU-jord,” sagde partileder Nigel Farage i et interview med den britiske nyhedsstation BBC, hvor han også sagde, at ”EU har åbnet dørene for en udvandring af bibelske dimensioner”.

Ukips kritik er med til at presse den britiske regering indefra, hvilket igen gør forhandlingerne i EU vanskelige. En pointe, som Stephan Mayer, der er tysk parlamentsmedlem fra regeringspartiet CDU, også fremhævede over for den britiske avis The Times.

”Hvis den britiske regering fortsætter med at have den holdning, at Storbritannien står uden for klubben i opgaven med at dele den store byrde, vil det med sikkerhed belaste det gensidige tysk-britiske forhold og med sikkerhed også David Camerons ambitioner om at genforhandle medlemskabet,” sagde Stephan Mayer.