Utålmodigheden lå slet skjult bag de diplomatiske høflighedsfraser, da udenrigsministre fra 16 EU-lande, deriblandt Danmark, for nogle uger siden sendte et brev til EU's udenrigschef, Federica Mogherini.
I brevet opfordrede ministrene endnu en gang til, at der blev sat skub på det arbejde, der skal sikre, at varer produceret i israelske bosættelser bliver mærket, inden de når europæiske forbrugere.
Mærkningsordningen er blot ét eksempel på, at der er et stigende europæisk ønske om at lægge mere pres på Israel for at finde en løsning på konflikten med palæstinenserne. Det samme billede tegner sig ved de afstemninger, der på det seneste har været i en række EU-lande om at anerkende Palæstina som selvstændig stat.
Men hvor meget skal man lægge i det stigende europæiske pres på Israel? Spørger man EU's ambassadør i Is-rael, danskeren Lars Faaborg-Andersen, er forholdet mellem EU og Israel generelt positivt og til begges fordele. Alligevel er der også klare tegn på en europæisk utilfredshed:
”Hvis man ser disse tiltag tilsammen, er de et udtryk for en spirende utålmodighed i en række EU-lande med Israel og med, at der i lang tid ikke har været fremskridt i fredsprocessen,” siger EU-ambassadøren.
Han forklarer, at der især hersker en utilfredshed med den politik, der er blevet ført i Israel de seneste år med omfattende udvidelser af bosættelser på Vestbredden og i Østjerusalem. En politik, EU betragter som stærkt underminerende for en fredsproces.
Selvom det ofte er disse konflikter, der tager overskrifterne og spaltepladsen, når forholdet mellem EU og Israel skal beskrives, giver de ikke et fyldestgørende billede, mener Lars Faaborg-Andersen. Forholdet hviler på et solidt grundlag og er langtfra på den kollisionskurs, mediebilledet kan give indtryk af:
”Forholdet til Israel er et af de mest udviklede forhold, EU har til noget tredjeland i verden. Det er ikke blot et omfattende handelssamkvem og samarbejde inden for forskning, transport og energi, men det er også et værdifællesskab om blandt andet menneskerettigheder, demokrati og frie markedsprincipper. Og ikke mindst er det nogle stærke kulturelle og historiske bånd, der på godt og ondt binder os sammen,” siger Lars Faaborg-Andersen.
Han vurderer, at godt 85 procent af de samlede relationer mellem Israel og EU er harmoniske og af gensidig interesse. Til gengæld ser man ofte, at det er de sidste 15 procent af relationerne, der primært handler om Palæstina-problematikken, som kommer i centrum.
Det virker, som om forholdet har flyttet sig de seneste år, så de konfliktfyldte relationer er kommet til at fylde mere?
”Det kommer an på, hvilke øjne der ser på det. Der har altid været meget fokus på fredsprocessen, men der er en tendens til, at forholdet mellem EU og Israel svinger i takt med fremgang eller stagnation i fredsprocessen. Vi står i øjeblikket i en situation, hvor et langt og intenst forløb med fredsforhandlinger ledet af USA er brudt sammen. Når udsigterne for fredsprocessen ikke er gode, er der typisk også større spændinger mellem EU og Israel. Det er nærmest en cyklisk proces,” siger han.
Hvis forholdet mellem Israel og EU kan virke anspændt under det nuværende lavpunkt i fredsbestræbelserne, er det dog småting i forhold til, hvor konfliktfyldt forholdet mellem Israel og USA fremstår. Over de seneste par år er luften mellem Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og den amerikanske præsident, Barack Obama, blevet stadigt køligere.
Lufttemperaturen dykkede endnu et par grader under den nylige valgkamp i Israel, hvor man til amerikanernes store fortrydelse hørte Neta-nyahu sige, at han ikke længere støtter oprettelsen af en palæstinensisk stat. Udtalelserne har fået Obama-regeringen til at sige, at den vil nytænke landets politik i forhold til Israel og fredsprocessen.
I modsætning til amerikanerne har EU ikke kommenteret den israelske premierministers udtalelser om en palæstinensisk stat. Lars Faaborg-Andersen ønsker ikke at forholde sig til amerikanernes kritik af Netanyahu, men siger, at der intet usædvanligt er ved, at EU forholder sig tavs under en valgkamp:
”Medmindre der er tale om valgsvindel eller lignende, blander vi os sjældent i interne valgkampe. Vi har derimod klart sagt, at vi fra EU's side er klar til at samarbejde med den regering, der bliver dannet, især om, hvordan vi kommer videre med spørgsmålene om en løsning på den palæstinensiske konflikt.”
Når Netanyahu siger, at der ikke kommer en palæstinensisk stat, mens han er premierminister, er det noget, der strider klart imod EU's interesser. Kalder det ikke på en reaktion?
”En ting er, hvad der bliver sagt i en valgkamp, noget andet er, hvad der bliver den kommende regerings politik. Det er ikke noget godt grundlag at basere sig på, hvad der bliver sagt i valgkampens hede,” siger EU-ambassadøren og tilføjer, at det også er værd at bemærke sig, at Netanyahu efter valget i marts har trukket flere af sine udtalelser tilbage.
Men kan EU i det diplomatiske samarbejde med Israel lade det, der kom frem under valgkampen, være usagt?
”Ja, det mener jeg godt, at vi kan. Det, der tæller, er, hvilken politik den pågældende regering kommer til at stå for. Når det kommer til at stå klart, vil EU også reagere på den,” siger han.
Det israelske valg blev vundet af den politiske højrefløj. Ne-tanyahu har endnu ikke dannet sin regering, men at dømme ud fra valgkampen er der ikke lagt op til en markant anderledes israelsk politik, hverken når det handler om bosættelser eller om tilgangen til fredsprocessen. Dermed kan spørgsmålet snart blive relevant om, hvor stor EU's tålmodighed er med den israelske politik.
Lars Faaborg-Andersen understreger, at hvis den kommende israelske regering fortsætter de seneste års politik med udvidelse af bosættelser, må man påregne yderligere reaktioner fra EU.
”Mærkningsordningen af varer fra besat område er et oplagt skridt, der har været på bordet nogen tid. Men man kan også forestille sig andre tiltag. Det vil nok især vise sig i, at det bliver sværere for Israel at udvide samarbejdet med EU, og at EU vil gøre endnu mere for ikke indirekte at støtte noget, der har med bosættelser at gøre, sådan som EU's politik allerede foreskriver,” siger han.
Israel har over de seneste år gang på gang udvidet sine bosættelser. Hvor går grænsen for, hvornår nok er nok, og vi vil se en markant anden politik fra EU?
”Hvis vi når dertil, at der sker en egentlig annektering af de besatte områder på Vestbredden (som Israel har gjort med Østjerusalem, red.), vil det helt sikkert give anledning til en markant skærpelse af EU's politik,” siger Lars Faaborg-Andersen.
