Endnu et topmøde, endnu en lappeløsning. Sådan siger den tidligere vice-flygtningehøjkommissær i FN og tidligere leder af UNMIK, FN’s Midlertidige Administration i Kosovo, Søren Jessen-Petersen, om mandagens EU-topmøde med Tyrkiet.
Den tyske forbundskansler Angela Merkel vil endnu engang forsøge at få Tyrkiet til at styrke løfterne om at standse flygtningestrømmen over Ægæerhavet, men topmødet er blot endnu et ad-hoc-møde, mener han.
”EU har ingen samlet plan for, hvordan man kan håndtere krisen på en koordineret måde i samarbejde med internationale organisationer, og derfor vender man sig mod Tyrkiet som eneste løsning. Men Europa har tidligere løst mindst lige så alvorlige flygtningekriser, fordi der var en politisk vilje og en klar handlingsplan,” siger Søren Jessen-Petersen.
Han var selv med til at løse krisen, da to millioner mennesker blev drevet på flugt i Bosnien, Kroatien og Serbien efter Eks-Jugoslaviens sammenbrud i 1992. 600.000 fik midlertidig opholdstilladelse i Europa, samtidig med at FN’s flygtningeorganisation UNHCR fik penge til at komme de tilbageblevne flygtninge til undsætning med humanitær bistand.
”Til forskel fra i dag var det FN, som via UNHCR tog initiativet. Jeg rejste selv til London med den daværende højkommissær Sadako Ogata for at få det britiske EU-formandskab til at indkalde til en konference. Og den mundede ud i en samlet plan, der involverede både UNHCR, EU og FN’s Sikkerhedsråd,” siger Søren Jessen-Petersen.
Syv år senere blev en million kosovo-albanere fordrevet under den serbiske præsident Milosevic’s forsøg på etnisk udrensning i Kosovo. 70.000 af dem blev fanget i et ingenmandsland ved grænsen til Makedonien under forhold, som på mange måder ligner den kaotiske situation ved den lukkede grænse mellem Grækenland og Makedonien i dag.
100.000 kosovo-albanere blev evakueret til Europa på midlertidig basis, hvoraf 90.000 senere rejste hjem igen.
Belært af Kosovo-krisen vedtog EU i 2001 et direktiv om midlertidig beskyttelse, som skulle sikre, at unionen er i stand til at reagere på akutte humanitære flygtningekriser med midlertidigt ophold.
”EU har redskaberne til at løse den aktuelle krise, og de historiske fortilfælde viser, at Europa også er i stand til at finde svar på alvorlige flygtningesituationer,” siger William Spindler, talsmand for UNHCR.
En mulig løsning ville være et globalt samarbejde om genbosættelse i stil med den globale løsning, som blev sat i værk for 800.000 vietnamesiske bådflygtninge fra 1977, netop på foranledning af UNHCR
Vietnams nabolande indvilgede i at lade bådflygtningene komme i land og ikke skubbe bådene i søen igen, mod at resten af verden, deriblandt Europa og USA, samarbejdede om genbosættelse. Det var Poul Hartling, der som flygtningehøjkommissær havde ansvaret for denne indsats, som i 1981 blev belønnet med Nobels Fredspris.
”De vietnamesiske bådflygtninge er måske den krise, som ligner den nuværende situation mest. Men foreløbig har EU kun bedt UNHCR om at hjælpe med at oprette hotspots i Grækenland og Italien. Man er tilsyneladende ikke interesseret i hjælp fra en organisation, der vil holde de europæiske lande fast på, at de har et internationalt ansvar i forhold til flygtninge,” siger Søren Jessen-Petersen.
UNHCR-talsmand William Spindler peger på, at 10 procent af de 4,5 millioner flygtninge i Syriens nabolande har brug for genbosættelse.
”Vi håber, at en konference i Geneve den 30. marts kan føre til en global løsning. Men EU kan ikke forvente, at andre lande vil styrke genbosættelserne, når de ikke selv kan fordele de 160.000 flygtninge, de blev enige om i juni sidste år,” siger han.