Eurokrisen splitter stadig Tyskland

Dom i Karlsruhe ændrer ikke ved, at Tyskland er i dyb splid med sig selv: Skal landet stræbe mod større politisk integration i Europa, eller kommer tyskerne blot til at afgive suverænitet og betale gildet for de gældsplagede lande?

Hele verdens øjne var i går rettet mod den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe, hvor 37.000 tyskere havde indgivet klage mod den tyske regerings accept af det forestående euro-redningsprogram. Klagen blev afvist med et par afgørende forbehold.
Hele verdens øjne var i går rettet mod den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe, hvor 37.000 tyskere havde indgivet klage mod den tyske regerings accept af det forestående euro-redningsprogram. Klagen blev afvist med et par afgørende forbehold. Foto: Uli DeckAPA.

Al nyere historie og det gælder ikke kun Tysklands har vist os, at det er helt afsporet at tro på en langsigtet opretholdelse af en handels- og valutaunion uden en samtidig politisk union.

Dette citat fra 1991 stammer fra ingen ringere end den tidligere tyske forbundskansler Helmut Kohl. Få år senere var han selv en af de vigtigste drivkræfter bag euro-projektet og den Europæiske Centralbank (ECB) uden at insistere på en tilsvarende politisk, socialpolitisk og skatteteknisk integration.

LÆS OGSÅ: Ingen vej uden om EUs bankunion

Disse grundlæggende problemer, som europæeren Helmut Kohl indså men ikke handlede efter for 20 år siden, skaber i dag voldsom debat i det tyske og europæiske samfund. Den umiddelbare anledning er eurokrisen og den sydeuropæiske gældskrise, som Den Europæiske Centralbank har besluttet at dæmme op for med redningspakken ESM og med massive opkøb af statsobligationer i gældsplagede lande som Spanien og Italien opkøb uden loft, som Centralbankens præsident Mario Draghi i sidste uge formulerede det.

Men bag den aktuelle debat, om de sydeuropæiske lande dermed tager Tysklands stærke økonomi som gidsel, eller om Tyskland fortsat vil profitere af yderligere europæisk integration, ligger der to uforenelige historiske kilder. Det mener Moritz Schularick, økonomiprofessor ved Freie Universität i Berlin:

Der er to grundlæggende fortællinger om Vesttysklands vej ud af katastrofen efter Anden Verdenskrig. For det første den europæiske integration, der har sikret fred og stabilitet. Og for det andet Forbundsbanken og den stærke D-mark, der lagde grunden for det økonomiske mirakel, garanterede økonomisk stabilitet og sikrede mod inflation, lyder det fra Schularick.

De to aspekter gik godt i spænd i cirka 50 år. I den nuværende krisesituation, hvor ECB ikke tænker langsigtet, men ser sig tvunget til en pragmatisk krisepolitisk med opkøb af statsobligationer for flere hundrede milliarder euro i de gældsplagede lande, står Tyskland derimod ved en skillevej. Skal vi opgive stabiliteten, som vi kendte den med en politisk uafhængig centralbank, en stærk valuta, en stram inflationsstyring? Eller skal vi gå med Europa hele vejen? Det er umuligt at fortsætte ad begge veje. Og for tiden ser Europa ud til at veje tungest, siger økonomiprofessoren med henblik på de tyske politikeres opbakning til Centralbankens pragmatiske krisekurs i det tyske parlament og det tyske forbundsråd.

Vi er unægteligt gået ind i en ny fase af eurokrisen. Det er ikke mere de europæiske lande og deres regeringer, der forsøger at rejse midler til kreditprogrammer til kriselandene. Nu er det ECB, der styrer kursen, og som centralbank kan den kort og godt vælge at trykke flere penge. Klik, siger Moritz Schularick og trykker på en virtuel mus på bordet med et skuldertræk, som han dog hurtigt sænker igen:

Så nemt er det, når man er Centralbank. Men disse enorme opkøb kan ikke tænkes til ende. Hvis Centralbanken lader seddelpressen løbe og pludselig sidder på for eksempel spanske statsobligationer for 300 milliarder euro, uden at opkøbet har haft den stabiliserende effekt på valutamarkederne, som Centralbanken håbede på hvad så? Hvis nogen kunne overskue udgangen af dette, så havde vi handlet derefter. Måske er det rigtigt at vove at springe i det kolde vand. Men det er en farlig vej, og der er ingen vej tilbage.

Problemet er, at alternativet måske er værre. Både for de gældstyngede sydeuropæiske lande og for Tyskland. En voldsom recession eller truende statsbankerot i store euro-økonomier som den spanske eller italienske ville ikke bare ramme disse lande selv, men sende en chokbølge af krak gennem internationale pengeinstitutter, banker og koncerner og måske lægge selve euroen ned. Det ville også have enorme omkostninger for tyske virksomheder og den tyske nationaløkonomi, der siden euroens indførelse har lukreret på det indre marked og de andre eurolandes øgede købekraft.

I den tyske regering og forbundsdag vover man derfor pelsen og satser udadtil helhjertet på den europæiske linje. I den tyske Forbundsbank ser man derimod ganske anderledes på tingene. Det blev tydeligt ved afstemningen om krisepolitikken i ECBs 23 mand store centralråd. 22 stemte for. Én stemte imod. Modstanderen var Jens Weidmann, rådets tyske repræsentant og præsident for den tyske nationalbank, Forbundsbanken.

Den tyske Forbundsbanks grundtanke var som en politisk uafhængig centralbank at sikre mod inflation. Oprindeligt byggede ECB ligeledes på denne grundpille, men med krisepolitikken er der sat spørgsmålstegn ved det, lyder professor Moritz Schularicks vurdering.

ECB går ind og tager en enorm risiko, der i sidste ende kan blive skatteydernes hovedpine. Samtidig blandes en ekspansiv pengepolitik med skattepolitik. Efter min mening er ESM farligt tæt på at være en overførselsunion med en stor politisk dimension.

Ikke bare mellem den tyske regering og Forbundsbanken hersker der åben strid om denne dimension af krisestyringen. Den har ligeledes ført til politisk splittelse langt ind i regeringspartierne. En af rebellerne er Alexander Dobrindt fra det bayerske CSU, søsterparti til Angela Merkels kristendemokratiske CDU. Han bakkede op om klagen mod det tyske parlaments godkendelse af Centralbankens euro-krisehåndtering, der i klagernes øjne blandt andet ikke er forenelig med den tyske grundlovs krav om national suverænitet indenfor skatte- og finanspolitik. Klagen blev i går afvist ved den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe, men den efterlader billedet af et land i europapolitisk splid med sig selv.

Tilbage står således den tyske kansler Helmut Kohls profeti fra 1991: Ingen ved sine fulde fem kan tro på en handels- og valutaunion, der ikke grunder i en politisk union med dertilhørende skattepolitik, socialpolitik, arbejdsmarkedspolitik og så videre.

Eurokrisen ser ud til at give ham ret: den politiske union er ved at komme ind ad bagdøren men indtil videre med ECB-præsidenten, Mario Draghi, som ukronet regeringschef i eurozonen.

Spørgsmålet er, om de store overførsler kommer først og den politiske union og fiskalunionen med den dertilhørende demokratiske legitimation bagefter eller omvendt? siger Moritz Schuarick.

Hvis pengene falder først, bliver det interessant at se, om de nationale parlamenter på sigt lader ECB gribe ind i deres indre anliggender. På den anden side har vi travlt det er en akut krise, hvor der må handles hurtigt. Og Tyskland ser trods splittelsen ud til at være villig til at gå langt i den europæiske integration.