Engang skulle de europæiske lande forholde sig til magtbalancen mellem staten og den kristne kirke. I dag er det minoritetsreligionerne og den religiøse pluralisme, som skal passes ind i en ramme, der både tilgodeser religionsfriheden og hensynet til den nationale sammenhængskraft.
Det første spørgsmål skabte en klar skillelinje mellem katolske lande på den ene side og protestantiske og ortodokse lande på den anden. Groft sagt har de katolske lande valgt en klar adskillelse mellem stat og kirke, mens de andre omvendt har udviklet en statskirke.
– I de katolske lande har kirken traditionelt modsat sig moderniteten og statens forsøg på at opnå selvstændighed. Den katolske kirke har påberåbt sig en politisk rolle, påpeger politolog Philippe Portier fra Institut for Statskundskab i Rennes, som har analyseret de forskellige verdslighedsmodeller i Europa.
– Staten havde derfor ikke anden udvej end at lade sig skille fra en kirke, som tilmed har en overnational karakter og modtager sine ordrer fra Rom. I de protestantiske lande derimod accepterer kirken teologisk set, at dens budskab henvender sig til den enkelte, men ikke til staten. Derfor har staterne også kunnet affinde sig med en statskirke, som ikke blander sig i statens styrelse, og som desuden er et element i den nationale identitet, især i de lutherske lande, siger Philippe Portier.
Uanset om de europæiske lande i sin tid valgte en statskirke eller en total adskillelse mellem kirke og stat, så fungerer sekulariseringen i dag stort set ens. Selv om det formelt ikke burde være muligt, skyder separationslandene alligevel penge i kirkerne. Og statskirkelandene tager ikke statskirkens privilegier mere bogstaveligt, end at der også er plads til andre religioner, for eksempel i religionsundervisningen i Storbritannien.
– Uanset hvordan kirkeordningerne ser ud, bevæger de europæiske lande sig i samme retning. De deler en fælles opfattelse af moderniteten og individets rettigheder i forhold til både stat og religion, konstaterer Philippe Portier.
Men inden for de seneste år er en ny tendens blevet mærkbar i stort set alle europæiske lande, påpeger han. De er alle inde i en proces, hvor de forsøger at finde balancepunktet mellem minoritetsreligionernes rettigheder og samfundets sammenhængskraft.
– Blandt andet favoriseret af Den europæiske Menneskeretsdomstol har de europæiske lande bevæget sig i retning af stadig større anerkendelse af minoritetsreligionernes rettigheder. Inden for de seneste fem-seks år ser vi en klar tendens til, at man nu er bekymret for samfundets nationale sammenhængskraft i lyset af den splittelse, der kan opstå i det multikulturelle samfund. Man siger ja til religiøs pluralisme, men det må ikke skade samfundets sammenhængskraft, siger Philippe Portier.
Det får forskellige udtryk i de enkelte lande.
I Storbritannien ser man ikke de islamiske tørklæder som et problem, men vælger at begrænse de religiøse friskolers frihed. I Frankrig er man villig til at finansiere disse friskoler, men man forbyder tørklæderne i den offentlige skole.
– Men i alle lande handler det om at sætte visse grænser for multikulturalismen, så der ikke knyttes særlige rettigheder til hver enkelt religion, siger Philippe Portier.
Han kan ikke svare på, om denne balance er inden for rækkevidde, og om landene fokuserer på de rigtige problemstillinger.
– Dette er en vedvarende proces. Det handler ikke om at finde en endelig model, der en gang for alle løser alle spørgsmål. Også 1905-loven om adskillelse af kirke og stat i Frankrig er et kompromis, som i løbet af de seneste 100 år har været under konstant udvikling, selv om man formelt set har beholdt den samme lov, siger politologen.