Europæisk værdikamp om familie og køn

Den europæiske værdikamp er ved at flytte sig til familieværdier, kønsidentitet og abort. Krav om respekt for traditionelle familieværdier formuleres mere og mere højlydt i Europa, konstaterer eksperter

I Frankrig har nye love om ægteskab for homoseksuelle og lesbiske pars adgang til kunstig befrugtning og skolernes undervisning i kønsidentitet sendt titusinder af demonstranter på gaden. –
I Frankrig har nye love om ægteskab for homoseksuelle og lesbiske pars adgang til kunstig befrugtning og skolernes undervisning i kønsidentitet sendt titusinder af demonstranter på gaden. –. Foto: Fabian Pinters/.

De demonstrerede den 1. februar i Madrid og dagen efter i Paris. Men ikke for det samme. I Spanien er det regeringen Rajoys planer om et næsten totalforbud mod abort, der vækker modstand. I Frankrig har ægteskab for homoseksuelle, lesbiske pars adgang til kunstig befrugtning og skolernes undervisning i kønsidentitet sendt titusinder af demonstranter på gaden. En ny brudflade har åbnet sig i den europæiske værdidebat. Og den handler om familieværdier og køn.

Alle europæiske værdi-undersøgelser viser, at såkaldt moderne værdier med anerkendelse af homoseksualitet, kønsligestilling og adgang til abort fortsat er almene holdninger og klare flertalsstandpunkter i Europa. Men til gengæld oplever vi nu, i modsætning til tidligere, at traditionelt konservative synspunkter bliver langt mere synlige i Europa, fastslår Etienne Schweisguth, seniorforsker ved Institut for Europæiske Studier i Paris, hvor han forsker i europæiske værdier.

Kønsværdier var et markant værdipolitisk tema for José Luis Zapateros socialistiske regering, som mellem 2004 og 2010 revolutionerede det spanske samfund med legalisering af ægteskab for par af samme køn og en reform af abortloven. På samme måde ønskede den franske præsident Francois Hollande at markere sin regeringsperiode med en legalisering af ægteskab for homoseksuelle.

Adoption og adgang til kunstig befrugning for lesbiske par var også på programmet, men er nu skrinlagt under indtryk af de markante protester fra bevægelsen Manif pour tous (Demonstration for alle) og den mere radikale Printemps français (Det franske forår), der har udviklet sig til en permanent, konservativ protestbevægelse.

Samfundsgrupper, der ikke plejer at demonstrere i gaderne, møder nu op i tusindvis med de typiske lyserøde og lyseblå flag med den typiske kernefamilie: far, mor og to børn. Den nye kamp gælder et eksperiment med ligestillingsundervisning i skolerne og udfordring af kønsstereotyper, som af kritikerne udlægges som en opfordring til børn om selv at vælge deres køn og seksuelle orientering.

LÆS OGSÅ: Kamp om værdierne på Den Iberiske Halvø

Der har altid været en modsætning mellem konservative og modernistiske værdier i Europa. Vi har haft store værdipolitiske slag om abort, om adgang til prævention for mindreårige, om samliv og sex før ægteskabet, og i de senere år har den mere konservative fløj måttet sluge flere og flere kameler, som for eksempel ægteskab for homoseksuelle. Med kravene om kunstig befrugtning for lesbiske par oplever tilhængerne af traditionelle værdier, at udviklingen overskrider en grænse og går for vidt, siger Etienne Schweisguth.

Der er en konservativ oprustning i gang i hele Europa. Der er en voksende følelse af, at såkaldt modernistiske værdier er i færd med at sætte biologien ud af kraft under pres fra LGBT-bevægelsen (lesbiske, gay, bi- og transseksuelle, red.) med henvisning til en påstået individuel ret til selv at vælge. Rugemødre, kunstig befrugtning, kønsidentitet, alt gøres til et spørgsmål om individelt valg frem for barnets eller samfundets interesse, siger Gregor Puppinck fra European Center for Law and Justice i Strasbourg (ECLJ).

ECLJ, der udspringer af den amerikanske neokonservative American Center for Law and Justice, er en af spydspidserne i denne konservative oprustning i Europa og står blandt andet bag det europæiske borgerinitiativ En af os, der har indsamlet 1,8 millioner underskrifter til et krav om forbud mod europæisk finansiering af forskning, der indebærer destruktion af fostre. Det kan være et første skridt mod forbud mod abort, håber organisationen, som har opnået en høring om spørgsmålet i Europa Parlamentet.

Og den konservative kamp føres netop i de europæiske institutioner, hvor kønspolitiske spørgsmål i stigende grad er genstand for en konflikt mellem højre- og venstrefløjen. Senest har en rapport om bekæmpelse af diskrimination af homoseksuelle været genstand for en stærk politisk strid i Europa-Parlamentet.

Rapporten blev vedtaget, men i december blev den såkaldte Estrela-rapport om seksuel og reproduktiv sundhed, som blev båret af venstrefløjen i parlamentet, blokeret af et snævert flertal, der frygtede at rapporten skulle gøre abort til en menneskerettighed.

Køn og ligestilling er i stigende grad polariserende spørgsmål i EU, fastslår Edite Estrela, der var rapportør på den omstridte rapport.

I økonomiske spørgsmål kan vi næsten altid nå frem til en bred aftale mellem Socialisterne og den konservative partisammenslutning EPP i Europa-Parlamentet. Men det er i stigende grad svært, når det gælder ligestilling og kønspolitik, konstaterer Edite Estrela.

Højre-venstre-kløften udspiller sig i stigende grad omkring værdipolitik snarere end om økonomi. Det er ikke i sig selv en ny tendens, men vi ser det tydeligt i Frankrig med François Hollandes økonomiske kovending i form af en ansvarlighedspagt mellem staten og erhvervslivet. Det er en trend i alle europæiske lande, og til gengæld er samfundsproblematikker omkring køn og moral på vej frem som skillelinien mellem højre og venstre, på samme måde som indvandring har været det, siger Etienne Schweizgut.

LÆS OGSÅ: Europæisk værdikamp om abort: Frankrig liberaliserer og Spanien strammer

Køn er Europas nye politiske kampplads. Det har været tilfældet i flere år i Østeuropa, og det breder sig nu til vesteuropæiske lande som Spanien og Frankrig, vurderer også Andrea Peto, ph.d. i historie og sammenlignende kønsforskning ved Det Centraleuropæiske Universitet i Budapest.

I flere østeuropæiske lande er debatten om for eksempel abort blevet skærpet. I Litauen har parlamentet ved førstebehandling vedtaget et lovforslag, der kun tillader abort i tilfælde af incest, voldtægt eller risiko for fosterskader eller for moderens helbred. Og i Ungarn åbner en ny forfatning, der beskytter livet fra undfangelsen, op for et forbud mod abort.

En anti-modernistisk agenda opleves i stigende grad som et muligt alternativ med en tilbagevenden til traditionelle familieværdier og kønsroller med kvinden som den omsorgsgivende figur, siger Andrea Peto og peger på, at denne tendens forstærkes af den økonomiske krise i Europa.

Ledighed og fleksibilitet har mere eller mindre afskaffet det faste arbejde i visse sektorer, og det kommer ikke igen. Velfærdsstaten er under pres, og i en økonomisk krise kan et traditionelt familiemønster forekomme betryggende, ikke blot for kvinder men også for mænd, siger Andrea Peto.

Hun forventer, at polariseringen omkring kønsværdier og familie vil vokse yderligere i Europa op til og efter valget til Europa-Parlamentet.

De traditionelle familieværdier bæres blandt andet af højrenationalistiske partier, som står til at gå frem ved det kommende EU-valg, og det vil skærpe polariseringen omkring værdispørgsmål som familie og køn, mener den ungarske forsker.