Læge Marianne Dees var 31 år og ved at uddanne sig til speciallæge i almen medicin, da hun første gang mødte en patient, som bad om aktiv dødshjælp. Det var i 1990 og mange år før, at Holland fik en lov, der i dag gør dødshjælp til en straffri handling under visse betingelser. Patienten var kun 20 år, men uhelbredeligt syg af testikelkræft.
Det var ikke Marianne Dees selv, som blev spurgt, men den praktiserende læge, hun var ansat hos. Lægen havde bragt drengen til verden i sin tid. Nu lå han i en hospitalsseng i sit soveværelse og var lam af kræften, der havde spredt sig til rygraden og alle andre steder i hans krop.
”Dette er ubærlig lidelse!,” tænkte Marianne Dees.
Men den unge patient var uenig. Han var omgivet af alt det, der gav ham værdi i livet, især ting forbundet med musik, og det viste sig, at han kunne bære langt mere lidelse, end både han selv og især den unge læge havde troet var muligt. Først da evnen til at tale stort set var væk, bad han om hjælp til dø og fik den.
Året efter udførte Marianne Dees selv dødshjælp på en anden patient. I 2002 fik Holland sin Lov om Afslutning af Livet på Begæring og Assisteret Selvmord, og i årene efter hjalp hun en patient cirka hvert femte år med at dø uden selv at risikere straf. Nu hjælper hun omkring fem patienter hvert år.
Men hun lærte en vigtig lektie allerede første gang. Den er afgørende for at forstå, hvorfor hun i dag skubber på for at udvide adgangen til dødshjælp til nye grupper af patienter, selvom hun personligt føler, at ”eutanasi burde slet ikke finde sted, ikke for nogen overhovedet”.
Den er summen af forklaringer på, hvorfor Holland ikke blot praktiserer dødshjælp, men også giver adgang til personer med psykisk sygdom, demens og ældre med mange skavanker, men uden livstruende sygdom. For:
”Ingen læge kan bedømme, om nogen lider ubærligt, det kan kun patienten. Når patienten siger, at lidelsen er ubærlig, så må jeg stole på det. Derfor får vi også patienter, der beder om eutanasi, selvom de ikke er i de sidste stadier af en livstruende sygdom. Det handler om patientens ret til at bestemme selv,” slår hun fast.
En rejse i Holland er lidt som at være i Danmark, men i en anden dimension. På gågaden i universitetsbyen Nijmegen er der Ecco, Noa Noa og Søstrene Grene-butikker. I toget derhen annonceres muligheden for at stige om på et sprog, man næsten forstår: ”U kunt hier overstappen.” Landskabet er strippet for løv, nøgent og gennemsigtigt, præcis som i Danmark, men kanalerne krydser landet fra Amsterdam i vest til Nijmegen i øst.
Marianne Dees bor, som enhver belæst dansker kunne bo, her er hyggeligt rodet med bøger og breve i velordnede stakke og fotos i lag på kommoden. Men også samtalen har den tvist, der selv i den hjemlige stue gør det hele lidt fremmed.
Den danske debat om aktiv dødshjælp handler tit om, hvorvidt det er muligt at skabe et sikkert system. Tilhængere og modstandere har et fælles ønske om at beskytte patienter mod at dø, som ikke burde dø, for eksempel fordi en læge overser de muligheder, der er for at forbedre patientens livskvalitet.
I Holland vil man også beskytte patienterne. Men det gælder deres ret til selv at bestemme og i mindre grad risikoen for, at der sker fejl:
”Den hollandske lov om aktiv dødshjælp er til for at beskytte lægerne, ikke patienten. Jeg har brug for beskyttelse, fordi jeg er en morder, og jeg vil ikke risikere retsforfølgelse. Ellers er resultatet, at borgerne ikke får, hvad de vil have, det vil sige eutanasi,” siger Marianne Dees.
Hun var ikke (særlig) aktivistisk, da hun udførte dødshjælp, før handlingen blev afkriminaliseret i 2002.
Den hollandske lov bygger på en praksis, der fandt sted i årtier forinden, hvor det var nogenlunde velkendt, at læger hjalp patienter til at dø. I dag er aktiv dødshjælp stadig ikke lovligt, men afkriminaliseret på den betingelse, at lægen kan redegøre for, at situationen opfyldte seks kriterier.
To af disse drejer sig om procedure: Lægen skal konsultere mindst én anden uafhængig læge om sin patients ønske samt udføre dødshjælpen medicinsk forsvarligt. De fire andre drejer sig om sagens indhold: Patientens ønske skal være frivilligt og velovervejet; lidelsen skal være ubærlig uden udsigt til bedring; lægen skal have informeret patienten om dennes situation og prognose, og endelig må der ikke være noget alternativ til dødshjælp.
Når dødshjælpen er udført, skal lægen skrive en rapport til en særlig komité, som så afgør, om handlingen levede op til kriterierne.
Det seneste menneske, Marianne Dees hjalp med at dø, var en kvinde på 85 år. Det var i 2017, og hun havde været kvindens læge i 25 år. Kvinden havde en depression, der varede to år. Hun fik det bedre, men så gav hjerterytmen problemer, og hun fik en pacemaker, som hun egentlig ikke ville have haft. Hendes mand døde, hun blev deprimeret igen, var selvmordstruet, kom til psykiater, fik det bedre – men for hvert skridt frem, var der gået to tilbage, og kvinden bad om dødshjælp, da hun til sidst var afhængig af hjælp fra en sygeplejerske tre gange om dagen, og at naboerne kom med mad.
Hun havde også diabetes, faldt lidt, havde smerter fra en brystamputation, men ingen sygdom, der var livstruende inden for de næste måneder eller år. Hun var heller ikke deprimeret mere. Men hun hævdede, at hun var ”træt af livet”, og det var præcis, hvad Marianne Dees skrev i sin rapport til den regionale dødshjælpskomité, da kvinden var død.
”Jeg skrev det med vilje i rapporten, for jeg ville have, at komitéen indkaldte mig til en personlig samtale, hvilket de gør, når en sag lægger op til yderligere redegørelse. Jeg ville til samtale, fordi sagen så sandsynligvis vil blive taget med i komitéens årsrapport for 2017, og så kan alle andre læger se, at det er okay ifølge loven, at ældre får aktiv dødshjælp på grund af en ophobning af problemer relateret til deres alder og helbred,” siger hun.
Med andre ord var hun progressiv, hvad angår fortolkning af lovens indholdskriterier, og hun gjorde sit for at sikre, at sagen kommer til at forme hollandsk praksis.
Sådan en beslutning er lang tid undervejs. Hun er særligt omhyggelig, når det gælder de tre grupper af patienter, der især optager hollænderne i disse år: personer med psykiske lidelser, demens og altså ældre med en ophobning af mere og mindre alvorlige helbredsproblemer. De patienter udgjorde i alt syv procent af samtlige tilfælde af aktiv dødshjælp i Holland i 2016 ifølge den seneste årsrapport fra vurderings-komitéerne.
I to år har Marianne Dees besøgt en midaldrende mand én gang hver fjerde uge. Han har bedt om aktiv dødshjælp, fordi han er psykisk syg. Han er komplet isoleret. I otte år forlod han kun sit hjem midt om natten for at bære skraldet ud. Han er ikke i behandling, for så skal han jo udenfor.
”Efter min mening er hans lidelser forfærdelige. Det er dybt ubehageligt at komme hos ham,” siger hun.
Men efterhånden har hun fået hans tillid. Nu ser hun små tegn på bedring.Én gang – på en gråvejrsdag – gik manden endda en tur i skoven med sin søster. For ham er tiden ikke inde.
Relationen er i centrum med hver eneste patient, for Marianne Dees’ opgave er at lodde dybden af lidelsen for netop det menneske.
For tre år siden bad en kvinde på 45 år om hjælp. Hun havde en lang historie med psykisk sygdom og selvmordsforsøg. Så fik hun uhelbredelig lungekræft. Men da hun nu stod ansigt til ansigt med døden, fik livet pludselig værdi: Hun bad blot Marianne Dees om at stå klar, når lidelserne ved lungekræften nåede et ”ubærligt” niveau.
Kvinden fik kemoterapi og stråler, og hun led. Marianne Dees gjorde sig parat: Hun indhentede en vurdering fra en uafhængig læge og satte kryds ved de andre kriterier, loven byder hende at følge. Men kvinden blev aldrig sikker:
”Hvordan ved jeg, hvornår jeg er klar til at få injektionen?”, spurgte hun, da hun lå på sit dødsleje.
”Hvis du ikke ved det, så skal du ikke have den,” svarede lægen.
Marianne Dees skrev sin ph.d.-afhandling om ubærlig lidelse og eutanasi. I dag forsker hun i beslutninger i livets sidste faser, hjemmepleje for svagelige ældre og kommunal pleje med patienten i fokus. Hun mener, at læger skal ”tilbyde maksimal palliation (lindring), og ellers skal de ikke tilbyde eutanasi”.
Hun siger:
”Jeg forsøger at gøre mit yderste for, at ingen af mine patienter går den vej. Jeg kommer til dem igen og igen, hvis sagen er kompliceret, og jeg vil gøre hvad som helst for, at de ikke ender dér. Men hvis en patient kan overbevise mig om, at lidelsen er ubærlig for netop den person, så stopper det der.”
Alle læger kan udføre aktiv dødshjælp i Holland, hvis lovens kriterier er opfyldt. Det gælder altså også læger, som er mindre grundige eller erfarne end Marianne Dees.
En læge kan blive retsforfulgt, hvis kriterierne ikke er opfyldt. Lige nu undersøger anklagemyndigheden, om der skal føres en straffesag for første gang nogensinde: Her gav en læge dødshjælp til en kvinde med demens, som strittede imod, så hendes familie måtte holde hende nede, og uden at kvinden havde formuleret et tilstrækkeligt klart ønske om eutanasi, mens hun endnu var i stand til at træffe sine egne beslutninger.
I en anden sag fra 2014 var patienten også inhabil og kunne ikke kommunikere. Men i hendes øjne så den uafhængige lægekonsulent ”ganske tydeligt hendes fortvivelse og ulykke”, står der i afgørelsen fra vurderingskomitéen – den mente ikke, at lægen kunne være sikker på kvindens lidelser på det grundlag.
Hvad tænker Marianne Dees om fejl som disse, der nødvendigvis opstår i et system, hvor myndighederne først tjekker en sag, efter at patienten er død?
”Det er korrekt, at der sker fejl,” siger hun – men svarer i øvrigt med en trist anekdote.
For mere end 10 år siden sagde hun nej til at hjælpe en kvinde, der led af svære depressioner. Dengang vurderede man, at psykisk sygdom faldt uden for lovens rammer om straffri eutanasi. Resultatet var, at kvinden sprang ud af vinduet fra fjerde sal på det plejehjem, hvor hun boede.
”Det havde været bedre at hjælpe hende på et ordentlig måde. Jeg har det stadig rædsomt med den sag. Den kvindes selvmord var, hvad jeg opfatter som en følgeskade. Det var en følgeskade af, at psykiske lidelser ikke var grundlag for eutanasi dengang.”
Med andre ord trumfer det enkelte menneskes ret til selvbestemmelse risikoen for, at en læge nogle gange træffer en forkert beslutning.
”I modsat fald blokerer du mange mennesker fra at træffe beslutninger vedrørende deres eget liv. Og det er et større gode,” siger Marianne Dees.
Hun kan ikke fordrage at tage et andet menneskes liv, fortsætter hun. Handlingen er rystende. Af og til beder en studerende om at være med, når hun giver patienten den dødelige injektion. ”Det påvirker dem, hvor definitivt det er at ende et liv. Det er tyndere end vand: Der var liv, nu er det væk. Det tager mindre end et sekund. Det er for evigt,” siger Marianne Dees.
Hun vænner sig aldrig til det.
”Jeg føler, at jeg dræber et menneske. Jeg blokerer mine følelser. Det er den eneste måde at gøre det på, for hvis jeg tillod mig selv at føle, ville jeg føle, at jeg begik mord. Men jeg er nu engang læge. Jeg ville ikke gøre mit job godt nok, hvis jeg forhindrede mine patienter i at have denne mulighed, når de kan overbevise mig om, at det er den eneste måde, de kan ende deres lidelser på,” siger hun.
I Danmark siger specialister i palliation ofte, at næsten al fysisk smerte ved sygdom kan lindres. Marianne Dees er enig. Hendes erfaring er, at folk i Holland vælger at dø på grund af smerter, som ingen medicin kan nå.
”Der er kun det eksistentielle tilbage, når for eksempel åndenød er velbehandlet. Vi kan lindre symptomer, men ikke al lidelse. Der er ingen forespørgsel på aktiv dødshjælp, uden at der er eksistentiel smerte,” siger hun.
Danske specialister siger også tit, at det er forkert at fjerne lidelsen ved at slå den lidende ihjel. De taler om behovet for at give livshjælp, ikke dødshjælp. Marianne Dees er enig igen. Hun så hellere, at der var andre muligheder. Men virkeligheden er som bekendt konkret, og hun er et praktisk menneske.
”Vi bør være meget opmærksomme på, hvor vores samfund bevæger sig hen. Jeg har det for eksempel meget dårligt med ældre mennesker, der beder mig om eutanasi. Ældre i dag er produkter af de mål, de havde som unge: De kæmpede for uafhængighed, selvbestemmelse og for at realisere deres liv. Men pludselig er børnene vokset op, og de kan ikke mere alt det, der gav dem værdi engang. Jeg håber altid, at jeg kan finde noget, der fører et ældre menneske bort fra beslutningen om eutanasi. Jeg hjælper dem med at skabe kontakt til børn og børnebørn, til samfundet og de mål, de havde engang. Men familien har ændret sig i dag, spørgsmål om livskvalitet fylder mere og religion mindre, samfundet er et andet. Eutanasi kan være den eneste humane vej, hvis ikke vi kan ændre samfundet,” siger hun.
Hun oplever, at andre kulturer tackler lidelse og død anderledes. Hun var engang læge for en vietnamesisk kvinde. For 10 år siden fik kvinden en række slagtilfælde, blev lam og mistede evnen til at tale. I syv år lå hun derhjemme. Hun blev vasket af sin mand, han bar hende og madede hende med ris og suppe, lige til hun døde.
”Der var ingen medicin, ingen nåle, ingen indblanding. Ikke noget med at tvinge nogen til at drikke og spise. Det er måden at dø på: Bare at være i dit hjem med din familie og en læge, der holder sig på afstand, men forklarer, hvad der sker – med hænderne på ryggen som en jordemoder ved en ukompliceret fødsel. Jeg tror, at folk i den vestlige verden har glemt, hvordan man dør,” siger hun.
Hollandsk lov gælder aktiv dødshjælp og assisteret selvmord. Dødshjælp og eutanasi bruges samlet, hvis andet ikke er angivet.